Annonce

penge 500 kr foto iben gad

Tema: Lokalløn

Chef ville ikke løfte sløret for kommunens sosu-løn: Så lav er den


Ifølge ældrechef er lokallønnen rigtigt nok lav i Varde, men den samlede løn er 'nogenlunde på niveau' med kommunerne i omegnen. Dét udsagn er ifølge kommunernes egne løndata forkert.

Annonce

551 kroner. Så meget - eller lidt - får en social- og sundhedshjælper i Varde Kommune i gennemsnit i lokalløn hver måned. Iben Gad

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

"Det vil jeg helst ikke udtale mig om."
 
Sådan lød svaret fra ældrechef i Varde Kommune Lone Boysen, da JydskeVestkysten forleden forsøgte at få svar på, om lønnen i ældreplejen er højere i nabokommunen Billund.
 
Da avisen gentog spørgsmålet, svarede Lone Boysen, at hun 'tror', at lønnen i Billund er en 'smule bedre'.
 
For at komme ældrechefen til undsætning er Fagbladet FOA dykket ned i kommunernes løndata. På den baggrund kan vi fortælle, at lønnen ikke bare er en smule bedre, men faktisk væsentlig bedre i Billund. Årsagen er - som ældrechefen også er inde på - lokalløn, der vel at mærke er den knap, kommuner kan skrue på i forhold til løn.
 
Et nærmere kig på tallene viser, at en social- og sundhedsassistent i Billund i gennemsnit får knap 2.500 kroner i lokalløn, mens en social- og sundhedshjælper får i omegnen af 1.300 kroner. Det er for begge grupper mere end dobbelt så meget som kollegerne mod vest i Varde.

Dårligst i hele Jylland 

Men lokallønnen er ikke kun højere i Billund. Ingen anden kommune i området eller hele Jylland for den sags skyld giver mindre i lokalløn til sit social- og sundhedspersonale end Varde Kommune. På landsplan er det faktisk kun Næstved Kommune, der giver sine sosu-medarbejdere mindre.
 

Læs også: Ældrechef i kommunen med ringeste lokalløn: ”Hvis nogen føler sig snydt, er det ikke godt”

Det har ikke været muligt at få et interview med ældrechef Lone Boysen, men i et skriftligt svar til Fagbladet FOA pointerer hun, at der skal kigges på den ‘samlede lønpakke’.
 
“Her kan vi se, at vi ligger nogenlunde på niveau med vores omegnskommuner, men det er korrekt, vores lokalløn ligger lavere,” lyder det.

Udsagnet strider imidlertid i mod kommunernes egne løndata. Her ses det tværtimod, at lønforskellene mellem Varde og omegnskommuner bliver større, når der fokuseres på den samlede løn frem for lokalløn.

Mere til chefer - mindre til sosu-ansatte

For at gnide salt i sosu-såret, viser løndata samtidig, at chefer og ledere i Varde har kunnet glæde sig over en pæn stigning i lokalløn gennem de senere år.
 

Læs også: Den ulige lokalløn: Chefer og ledere 'vinder' på bekostning af de lavtlønnede

Det er stik modsat udviklingen på sosu-området, hvor lokallønnen kun er gået i én retning, og det er nedad, som vi på Fagbladet FOA også skrev for halvandet år siden.
 
Dengang sagde Claus Fjeldgaard, direktør for Social og Sundhed, at udviklingen ikke var ‘udtryk for en bevidst strategi’. Han fortalte videre, at løn var et parameter, som kommunen ‘selvfølgelig’ fulgte nøje:
 
”Det er klart, at hvis lønforskellen bliver for stor, så vil det have en indflydelse på at rekruttere og fastholde medarbejdere på ældreområdet.”
 
En analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed viser, at kommunen allerede har udfordringer med at fastholde sit personale. I 2022 forlod mere end en femtedel - 22 procent - af de faglærte social- og sundhedsmedarbejdere kommunen. I 2019 var andelen 17 procent, viser analysen.
 
Ældrechef Lone Boysen noterer i sit svar til Fagbladet FOA, at kommunen sammen med FOA har en “fælles målsætning om at sikre en positiv udvikling i lokallønnen.”
 

Læs også: ”Helt skørt”: Kommune vil ikke hæve lønnen i ældreplejen trods 75 ledige stillinger og tårnhøje vikarudgifter

Ældrechefen svarer ikke på, hvordan dén målsætning hænger sammen med, at lokallønnen på sosu-området er blevet mindre og mindre.

FOA: Vi er blevet 'brændt af'

I FOA Vest fortæller sektorformand Marianne Brogaard Jensen, at hun i fire år har kæmpet for at løfte lokallønnen på sosu-området for blandt andet at styrke fastholdelse og rekruttering.

“Vi havde faktisk en aftale med kommunens forrige ældrechef om, at lønnen skulle genoprettes ved at tilføre 500.000 kroner til lokalløn. Men vi er blevet brændt af,” konstaterer Marianne Brogaard Jensen og tilføjer:

“Den nye chef har givet håndslag på, at hun også ønsker en genopretning, men vores udfordring er, at den handling har lange udsigter, så spørgsmålet er, hvor meget slagkraft og vilje der er bag ordene.”

Tidligere på ugen var sektorformanden til møde med kommunen i forbindelse med efterårets lønforhandlinger. Her tilbød ældrechefen ifølge Marianne Brogaard Jensen at tilføre området 150.000 kroner.

“Det beløb skal fordeles på 800 mennesker, så det er jo ingenting og langt fra vores oprindelige aftale. Med så lavt beløb vil planen for genopretning vare usigelig længe,” siger hun.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev