Annonce

Tema: Lokalløn

”Helt skørt”: Kommune vil ikke hæve lønnen i ældreplejen trods 75 ledige stillinger og tårnhøje vikarudgifter


Kommunens chefer får til gengæld et af landets højeste lokale løntillæg.

Annonce

”Jeg synes, det er helt skørt at sige, at man ikke vil hæve lokallønnen, når vi tydeligt kan se i tallene, at kommunen har svært ved at fastholde deres faste personale. Det giver ikke mening for mig,” lyder det fra FOAs afdelingsformand i Nordsjælland.  Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Omkring 75 ubesatte stillinger i ældreplejen skaber udfordringer i Helsingør Kommune – blandt andet brugte kommunen sidste år knap 50 millioner kroner svarende til 25 procent af de samlede lønudgifter i hjemmeplejen på vikarer.

Én af de knapper, kommuner kan skrue på for at styrke fastholdelse og rekruttering af medarbejdere i ældreplejen, er lokalløn. Det fremgår af aftalen om lokal løndannelse.
 
En social- og sundhedsassistent i Helsingør får i gennemsnit lige knap 2.200 kroner i lokale løntillæg, og det er i den lave ende sammenlignet med flere nordsjællandske kommuner. Eksempelvis får en social- og sundhedsassistent i Hillerød i gennemsnit 700 kroner mere i lokalløn end kollegaen i Helsingør. Og i Allerød er forskellen 1.200 kroner, viser de nyeste løndata fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

I Helsingør har man dog ingen intention om hæve de lokale løntillæg, fastslår centerchef for Sundhed og Omsorg Trine Alstrup:
 
”Jeg synes, at det er urimeligt, at vi skal konkurrere med de andre kommuner i forhold til løn. Det er svært for den enkelte kommune at vide, hvad man prioriterer i en anden kommune, og om man kan og vil matche det. Det presser os i lønforhandlingerne. Det er en ærgerlig tendens. Så der vil jeg gerne appellere til, at man forhandler god løn centralt.”

Lokalløn i nordsjællandske kommuner

Herunder kan du se, hvor stor lokallønsprocenten – altså del af den samlede løn, der kommer fra lokalløn – er for ansatte på sosu-overenskomst er i de nordsjællandske kommuner.

  1. Gribskov - 8,8 procent
  2. Allerød - 8,3 procent
  3. Frederikssund - 7,6 procent
  4. Egedal - 7,6 procent
  5. Hillerød - 5,7 procent
  6. Rudersdal - 5,3 procent
  7. Hørsholm - 5,3 procent
  8. Halsnæs - 5,3 procent
  9. Helsingør - 5,1 procent
  10. Fredensborg - 5,1 procent
  11. Furesø - 4,8 procent

Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), løndata for juni 2023

+

FOA: Helt skørt

Men det argument holder ikke, hvis man spørger Lene Lindberg, afdelingsformand i FOA Nordsjælland.

”Jeg synes, det er helt skørt at sige, at man ikke vil hæve lokallønnen, når vi tydeligt kan se i tallene, at kommunen har svært ved at fastholde deres faste personale. Det giver ikke mening for mig,” siger hun og fortsætter:

”Vi har også flere gange prøvet at gøre kommunen opmærksom på, at de sosu-ansatte i Helsingør faktisk får mindre i lokalløn, end de oprindeligt har lagt til side til lokalløn.”

Lene Lindberg refererer til, at man på sosu-området samlet set har ’investeret’ 6,99 procent i lokallønssystemet ved i årenes løb at give afkald på midler ved de centrale overenskomstforhandlinger.

Læs også: Kommune løfter lønnen i ældreplejen – ansatte som Christina får op mod 10.000 kroner mere i årsløn

Dermed mener afdelingsformanden, at medarbejdere på sosu-overenskomst i Helsingør Kommune med rette kan sige, at de får for lidt i lokalløn, idet lokallønnen i Helsingør kun udgør 5,1 procent af den samlede løn.

”Men det er som om, at kommunen ikke vil høre efter. De vil åbenbart hellere have mange ledige stillinger og så bruge pengene på vikarer i stedet for at give deres faste personale lidt ekstra,” siger Lene Lindberg.

- I så gunstig en forhandlingssituation, hvor kommunen mangler medarbejdere og bruger mange penge på vikarer, er det så ikke FOA, der har været for dårlige til at forklare kommunen, hvorfor lokallønnen bør hæves?

”Det kan du have en pointe i. Men jeg gentager gerne over for kommunen, som jeg har gjort i flere år, at de bør hæve lokallønnen for at fastholde personalet. Der er jo mange millioner kroner at gøre godt med, hvis man formår at mindske vikarforbruget bare en smule. Men det kræver, at kommunen er villig til at gå den vej,” siger Lene Lindberg.

Ingen specifikke midler afsat til lokalløn

Trine Alstrup gør i en mail til Fagbladet FOA opmærksom på, at der ikke specifikt er afsat midler til lokalløn, og at midlerne indgår i det almindelige budget.

”Man kan selvfølgelig vælge at afsætte en særlig pulje – men det er ikke et krav for nuværende. Der er i stedet et begreb, der hedder det lokale økonomiske råderum, som definerer, hvad ledelsen kan bruge penge på. Det er beskrevet i vores aftale om lokal løndannelse for social- og sundhedspersonale.”

”Det medfører, at ledelsen har en pose penge, som anvendes til løn, vikarer, inventar, arbejdsmiljø mv. Men det siger ikke, at ledelsen SKAL anvende et vist antal kroner eller en vis procentdel til lokal løn,” skriver Trine Alstrup.

Læs også: ”Vi har intet fået”: Ansatte i kras kritik af borgmester for at skjule sandheden om deres løn

I sin mail vedhæfter Trine Alstrup et regneark, der viser, at lokallønnen til kommunens social- og sundhedsassistenter og -hjælpere rent faktisk er steget med henholdsvis 225 kroner og 135 kroner i gennemsnit fra marts 2022 til marts 2023.

Fagbladet FOA har trukket data i KRL, der viser, at cheferne i Helsingør Kommune i gennemsnit får 25.000 kroner i lokalløn om måneden. Kun to andre kommuner i hele landet belønner sine chefer med mere i lokalløn.

Centerchefen vælger ikke at kommentere på, at kommunens chefer i gennemsnit får et af landets højeste lokale løntillæg. Det vil Lene Lindberg til gengæld gerne:

”Det er et forkert signal at sende, og jeg synes, at kommunen har et troværdighedsproblem, når man samtidig ikke vil løfte lokallønnen til sit basispersonale,” siger afdelingsformanden.

Hvor kommer pengene fra til lokalløn?

For snart 30 år siden besluttede man, at en mindre del af offentligt ansattes løn skulle forhandles lokalt. De enkelte faggrupper finansierede selv ordningen ved at give afkald på midler fra de centralt aftalte overenskomster.

Nogle faggrupper skød flere penge ind til lokalløn end andre – særligt mandsdominerede faglærte grupper som tekniske servicemedarbejdere lagde meget, mens for eksempel social- og sundhedsmedarbejdere lagde lidt under syv procent ind samlet.

Hvordan får man lokalløn?

Lokalløn er den del af din løn, som forhandles lokalt mellem FOA og kommunen eller regionen. Lokalløn kan gives som tillæg for særlige kompetencer eller funktioner eller som et engangsbeløb (bonus).

I en række kommuner og regioner er der forhåndsaftaler, som er forhandlet mellem FOA og arbejdsgiverne.

Forhåndsaftalerne giver ekstra tillæg for særlige funktioner og/eller kompetencer. Det kan for eksempel være tillæg til praktik- og forflytningsvejledere og fastholdelsesbonus til medarbejdere, der har været ansat i et givent antal år.

Lokale tillæg og engangsbeløb kan også gives efter individuelle forhandlinger ved den årlige lønforhandling. Det kan være til medarbejdere, der har fået nye kompetencer efter videreuddannelse, eller hvis man har fået nye opgaver og ansvarsområder.

Kilde: FOA Overenskomst
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev