Annonce

Nfmd i FOA Vendsyssel Lene Berendt til artikel om vold og trusler i ældreplejen og psykiatrien

Tema: Vold i psykiatrien

Nordjysk nødråb efter knivoverfald: ”Fire voldsomme sager på et halvt år er alt for mange” 


Siden nytår har Lene Berendt, næstformand i FOA Vendsyssel, taget hånd om fire sosu-ansatte, der er blevet udsat for knivstik, vold og trusler i psykiatrien og ældreplejen. Nu har hun fået nok.  

Annonce

"Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at man går på arbejde med livet som indsats," siger næstformanden i FOA Vendsyssel, Lene Berendt, som reaktion på det seneste knivoverfald på en social- og sundhedsassistent. Privatfoto

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Åh, nej. Ikke igen.

Sådan tænkte Lene Berendt, næstformand i FOA Vendsyssel, da to medarbejdere i socialpsykiatrien i Hjørring – en social- og sundhedsassistent og en ergoterapeut – i forrige uge blev overfaldet af en psykisk syg borger

Det var fjerde gang i år, sådan en sag havnede på Lene Berendts skrivebord. Og den bekræftede hende blot i, at der er noget, der er rivravruskende galt. 

”Fire sager i løbet af et halvt års tid er meget i en lille afdeling som vores. Og det er bare dem, der er landet på mit bord,” siger hun og fortsætter:

”Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man går på arbejde med livet som indsats.”

Tæsk og trusler på plejehjem

Overfaldet på de to medarbejdere skete tilfældigvis samtidig med, at en helt ny undersøgelse fra FOA – foretaget blandt 400 medlemmer i psykiatrien – viste, at vold og trusler nærmest er en del af deres hverdag. 

Det bekræfter sagen fra Hjørring. Men det bemærkelsesværdige i Lene Berendts nordjyske hjertesuk er, at de andre episoder alle skete på tre kommunale plejehjem. 

I de to første tilfælde blev to sosu-ansatte truet med kniv af en plejehjemsbeboer. I det tredje blev en sosu-medarbejder tærsket af en borger med demens. Det overfald skete på et skærmet afsnit, og medarbejderen pådrog sig skader og blå mærker i ansigtet, på armene og det ene skinneben. 

”Jeg ved ikke, om der er dækning for min iagttagelse, men jeg oplever, at der de senere år er blevet endnu flere episoder med vold og trusler i den almindelige ældrepleje. Det er ikke kun i psykiatrien, vi har problemet,” siger Lene Berendt. 

Visiteres de ældre forkert

Hendes fornemmelse understøttes af en gennemgang af Arbejdstilsynets 393 tilsynsbesøg på plejehjem i 2022, som Fagbladet FOA beskrev sidste år.

Læs også: Tilsyn slår ned på vold i ældreplejen, mens antallet af voldssager stiger markant

Den viste, at mere end hvert 10. plejecenter svigtede ansvaret for at beskytte medarbejderne mod vold. Og på fem år var antallet af arbejdsulykker som følge af vold mod de ansatte i ældreplejen steget med 41 procent.

Det billede genkender Lene Berendt. De tre overfald på plejehjemmene suppleres nemlig af de henvendelser, hun i øvrigt får fra medlemmer, der beretter om den slags hændelser.
 
Og de episoder og fortællinger har blandt andet fået hende til at spekulere på, om de ældre visiteres korrekt, når de ikke længere kan klare sig i eget hjem.

”Er der nogle af dem, der reelt burde visiteres til andre tilbud,” spørger hun og kommer med ’økonomi’ som et muligt svar på det spørgsmål:

”Andre tilbud – målrettet de mere krævende og måske psykisk syge – er jo dyrere end en plejehjemsplads. Men det dur ikke. ’Rette tilbud till rette borger’ skal være den linje, der følges.”

Øget pres på medarbejderne

FOA Vendsyssel dækker kommunale og private arbejdspladser i Hjørring og Brønderslev kommuner, og Lene Berendts opmærksomhed på de ansattes aktuelle vilkår er ikke ny. 

Mindre end en uge før det seneste overfald i Hjørring ryddede hun således sendefladen i TV2 Nord og kritiserede den spareplan i ældresektoren, netop Hjørring Kommune har sat i værk for at holde budgettet. 

Eller rettere: hun kritiserede konsekvenserne af de besparelser, kommunen har sat i værk for at undgå en budgetoverskridelse på 24 millioner kroner: 

Læs også: Trods drab og politiske løfter stiger antallet af voldssager på psykiatriske bosteder

Lene Berendt kunne nemlig fortælle, hvordan hun på det seneste er blevet kontaktet af frustrerede medlemmer, som har fortalt, hvordan de går rundt med ondt i maven og også oplever kolleger bryde grædende sammen.

Der bliver nemlig ikke indkaldt afløsere ved sygdom, og de ansatte må derfor løbe hurtigere og løse flere opgaver. 

Betaler en høj pris

Det pres øger naturligvis risikoen for flere sygemeldinger, indrømmede udvalgsformanden, Venstre-politikeren Claus Mørkbak Højrup, i fjernsynet. Og fik svar på tiltale fra Lene Berendt: 
 
”Selvfølgelig skal man kigge lå økonomien, men det skal ikke gå ud over personalet og arbejdsmiljøet. Det er en politisk og ledelsesmæssig opgave at sørge for, at det ikke sker.” 

Lene Berendt er ikke i tvivl om, at presset på de ansatte også kan være med til at eskalere konfliktfyldte situationer. De ældre fornemmer jo, hvis der ikke er tid til dem, som hun noterer:

”Og prisen kan være høj, hvis det går galt. Det viser de fire sager, jeg har haft på mit bord siden januar. I hvert fald den ene af de medarbejdere, der blev truet med kniv, vender næppe tilbage til faget.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev