Annonce

Sosu assistent elever ældre

Tjek din kommune: Markante forskelle på stigning i antallet af ældre


Om blot 10 år vil der være næsten 150.000 flere danskere over 80 år. Men der er store forskelle i væksten fra kommune til kommune.

Annonce

Behovet for social- og sundhedsansatte vokser i takt med et stigende antal ældre. Heidi Lundsgaard

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Efterspørgslen på social- og sundhedsansatte bliver kun større og større.

I 2035 vil der nemlig være 45 procent flere ældre i befolkningen end i dag. Det svarer til 144.007 flere ældre over 80 år, hvoraf mange må forventes at søge om hjælp og støtte hos den kommunale ældrepleje.

Det viser FOAs beregninger på baggrund af tal fra Danmarks Statistiks fremskrivning af befolkningstallet.

”Den store stigning i ældres andel af befolkningen understreger, hvor vigtigt det er, at vi får fremtidssikret ældreområdet, så vi sætter den ældre i centrum, dropper unødigt bureaukrati og sætter personalets faglighed fri. Ellers kan vi om få år ikke levere, den hjælp og pleje vores ældre har fortjent,” siger Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, i en pressemeddelelse.

I flere end 30 kommuner kommer der mere end 50 procent flere ældre borgere end i dag. Det gælder blandt andet landets to største kommuner København og Aarhus.

Omvendt kan otte kommuner forvente en stigning på mindre end 30 procent.

Mangler 17.000 ansatte i 2025

Sidste år viste beregninger fra Finansministeriet, at der på landsplan bliver brug for 17.000 flere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i 2025, hvis antallet af ansatte skal følge udviklingen i befolkningen.


”Det behov er i hvert fald ikke blevet mindre med den nye fremskrivning. Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at holde på de dygtige social- og sundhedsansatte, vi har i dag og på at tiltrække endnu flere.”

”Det handler om ordentlige arbejdsforhold. Alt for mange må i dag trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, fordi de er slidt op,” siger Tanja Nielsen.

Behov for mere samarbejde og teknologi

I Køge Kommune stiger antallet af ældre over 80 år med 43 procent. Dermed er kommunen tæt på den gennemsnitlige vækst på landsplan.

Den kraftige stigning i antallet af ældre er imidlertid en opgave, som kommunerne ikke kan løse alene. Det siger kommunens forvaltningsdirektør Bjarne Andersen til Sjællandske Medier.

”Det er min vurdering, at begrænsede ressourcer i kommunerne, udviklingen i retning af flere ældre og en forventet mangel på arbejdskraft betyder, at vi skal kigge endnu mere på samarbejde med frivillige og private aktører ligesom også velfærdsteknologiske initiativer kan være med til at løse de udfordringer, der er på velfærdsområdet fremadrettet,” lyder det fra Bjarne Andersen til Sjællandske Medier.

Kommunen har selv søsat flere initiativer for at fastholde, uddanne og tiltrække medarbejdere, fortæller forvaltningsdirektøren:

”Der er blandt andet blevet indført udvidede muligheder for voksenelevløn. I øjeblikket er vi også i gang med at ansætte unge, der står foran sabbatår, hvor der gives mulighed for at afprøve jobmuligheder inden for velfærdsområdet og forhåbentlig - på den lidt længere bane - at uddanne sig inden for området.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev