Annonce

Kamilla hyldet som et af landets 100 største velfærdstalenter


For femte år i træk kårer FOA og PenSam de 100 største talenter inden for kernevelfærden i Danmark. De er i dag blevet fejret på Christiansborg med rosende ord fra blandt andre social- og ældreministeren.

Annonce

Efter to års online-hyldest kunne PenSam og FOA igen invitere til fysisk fejring af årets velfærdstalenter. Heriblandt pædagogisk assistent Kamilla Bredahl Olsen, der havde taget turen fra Holbæk til Christiansborg. Anna Cathrine Leth Christiansen 

Af Christoffer Fauerby Rewitz
Journalist

Annonce

Solen skinner, covid-19 er sidste års forsidestof, og vi kan alle kramme igen.

Det betyder også, at Christiansborg efter et par års pandemi-pause igen lægger rammerne om afholdelsen af Talent 100.

Kamilla Bredahl Olsen, der er pædagogisk assistent i Holbæk Kommune og tillidsrepræsentant, er et af dette års velfærdstalenter, og hun havde taget turen til Slotsholmen for at blive fejret.

Det er enormt svært for folk i vores fag at tage imod ros. Men når du får at vide, at du har været med til at ændre et liv til det bedre, så skal man sluge 'kamelen' og tage den med sig videre," siger Kamilla Bredahl Olsen.

En af grundene til, at hun er blevet nomineret til Talent 100, er hendes arbejde med børn, der har en autismediagnose.

En dag fik hun stukket et langt brev i hånden af en pårørende til et barn, som hun havde passet, hvor i der stod hvilket forskel hun havde gjort for dem.

"Jeg brød grædende sammen efter en side. Man kan godt glemme, at man gør en forskel, når man har en hektisk hverdag. Så at få dette brev mindede mig om - en gang for alle - at det jeg laver, det er vigtigt," siger Kamilla Bredahl Olsen.

Læs også: Håkon Sand laver sjov på TikTok med de ældre: ”Humoren har de fleste til de dør”

En dag i velfærdens tegn

Arrangementet er blevet stablet på benene af FOA og PenSam for at fejre landets dygtigste og mest hårdtarbejdende unge mennesker, der til dagligt arbejder som bl.a. pædagogmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter og rengøringsassistenter. 

Der har i år været rekordmange indstillinger af unge mennesker, som ifølge begrundelserne - indsendt af kolleger og ledere - har lige netop dét, der skal for at blive udråbt som velfærdstalent og dermed fortjener at blive hyldet. 

"Jeg bliver rørt over samtlige historier, I har med jer. I brænder igennem. Alle sammen. Det, I skal tage med herfra i dag, det er, at I skal være stolte. Og I skal prale med det," sagde Torsten Fels, direktør for PenSam, til talenterne.

Som et led af dagens fejring blev talenterne delt ud i mindre hold, hvor de bl.a. kunne få privat taletid med Folketingspolitikerne. Anna Cathrine Leth Christensen

Vær lidt blærerøvsagtige

Forbundsformand for FOA, Mona Striib, var også mødt op for at give sin hyldest med:

"Hvis I ikke var her, så ville velfærdsstaten kollapse. Det fylder mig med stolthed og ydmyghed, når jeg bliver mødt at jeres fightervilje til at få leveret det bedste stykke arbejde, I kan, til den enkelte borger. Jeres fag er meget bedre, end jeres rygte. Det, I gør hver eneste dag, det gør en kæmpe forskel i rigtige menneskers liv," sagde Mona Striib og rundede af med at minde om nødvendigheden af hele tiden at huske på, at velfærdsfagene er vigtige og uundværlige ude i den virkelige verden.

Læs også: Flygtede fra krig i Syrien til sosu-job i Sønderjylland: ”Nu kan vi sige mojn”

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) havde også rosende ord med til velfærdstalenterne. 

"Jeg håber, at den anerkendelse, I får, smitter videre til jeres kollegaer. Det er intet mindre end velfortjent, at I tager imod hyldesten her i dag," sagde Astrid Krag.

Udover at modtagerne skal føle stolthed, håber hun også, at de kan være med til at tale velfærdsfagene op.

"Som hverdagens ildsjæle håber jeg, at hvis bare I kan give en gnist af jeres engagement videre, så er vores alles fremtid i gode hænder."

På vej ud af døren, lige inden arrangementet var færdigt, fik talenterne en kæk bemærkning fra social- og ældreministeren:

"I må gerne gå ud og være lidt blærerøvsagtige, når I kommer hjem. Det har I sgu fortjent." 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev