Er I klar til sygdomsbingo? Så er det G for grå stær.
Bingo, råber Haldis begejstret. "Det har jeg," og de andre er flade af grin, da Håkon Sand gratulerer hende. For at være så heldig have grå stær og dermed vinde første spørgsmål på bingopladen.
Og den slags godt humør er der masser af på norske Håkan Sands TikTok- og instagramprofiler, der egentlig startede som en privat profil, men hvor feriebillederne i december 2021 pludselig blev suppleret med videoer af de ældre på det dag- og aktivitetscenter for hjemmeboende ældre i Oslo, hvor han arbejder.
"Det startede egentlig ganske tilfældigt," fortæller Håkon Sand, der er uddannet 'vernepleier', en norsk bacheloruddannelse, der er beslægtet med sygepleje, men som fokuserer på adfærd, miljø og på borgerens selvhjulpenhed i en mail til Fagbladet FOA. Fordi han gerne vil have tid til at tænke lidt mere over sine svar, end man kan over telefonen, som han formulerer det.
"Mange af de ældre har samme humor som jeg selv, og jeg prøvede at lægge videoerne ud for at vise, hvor meget sjov man kan have på arbejde, og at de ældre kan have lige så god humor som de yngre generationer."
Responsens har været overvældende. Instagramprofilen, som også er nået hele vejen til Danmark, da internetpersonligheden Anders Hemmingsen delte et af hans opslag, får nye følgere hver dag.
Læs også: 40 år som arbejdsmiljø-repræsentant: Der skal være hjerterum
For gammel til brætspil
Og 31-årige Håkon Sand, der oprindeligt er udannet musicalartist og altid har været musikalsk og kreativ, er fortsat med videoerne, hvor han spiller keyboard, mens de ældre synger omikron-sangen (over skov og høj, hør på stærens muntre klang, når virus er på vej).
Når Håkon filmer en ældre herre i kørestol, som han forlader midt på gangstien, for 'Nu er vakten min ovre'.
Når de spiller brætspil og Håkon tager brikkerne fra en ældre kvinde, fordi hun med sine 100 år faktisk er ét år for gammel til spillet (aldersgrænsen er fra 6-99 år).
Og når Håkon tæller til tre, inden Haldis iført regnbuefarvet paryk giver en Pinata, der hænger i loftet det ene hårde slag med krykken efter det andet og prygler løs, mens hun råber: Det er Putin.
En video Haldis fik en buket blomster for af en ukrainsk instagram-følger (fra Danmark), der takker for hendes stærke position i forhold til ukrainerne i disse tider.
"Det er til at græde over .. jeg bliver bare enormt rørt," siger Haldis synligt bevæget, da hun modtager buketten af Håkon Sand på en af hans seneste videoer.
"Haldis synes det er meget sjovt med TikTok, fordi hun har flere børnebørn, som følger med og som bliver meget glade for at se, at deres bedstemor har så god humor i en alder af 97."
Læs også: Kendt forfatter: ”Det gav mening på et andet plan at arbejde som pædagogmedhjælper”
De ældres egne ideer
Ideerne til videoerne får han pludseligt. Han skriver noter på mobilen, når han får en ny ide, som kunne være sjov at prøve, og så snakker han med de ældre om, hvad de synes. Hvis de så synes det kunne være sjovt, så laver han en video. De ældre kommer også selv med forslag.
"Flere af de medvirkende bliver genkendt i butikker, af hjemmeplejen og af unge, der synes de er kæmpe grineren," fortæller Håkon Sand, der mener, det er afgørende, at de ældre selv synes, det er sjovt. Ellers ville han ikke gøre det.
"Det er vigtigt for mig, at de, der medvirker, kan genkende humoren og kan bekræfte at det virkelig er sjovt, så det ikke kun er mig selv, der har dårlig humor. Min favorit er sygdomsbingo. Også fordi vi havde det så morsomt, da vi lavede dem. Det går sjældent i første forsøg, for eksempel fordi jeg selv begynder at grine …"
Læs også: Herdis er ramt af gigt i hele kroppen: Lægens vurdering er ikke nok til en seniorpension
B for benskjørhet
Og når en ældre dame, der skal med bussen har iført sig et par 'grå stær-briller', med øjne, der ser i hver sin retning, må Håkon Sand bare filme den 'morsomme dame med mange kostumer', som han siger. Og resultatet er sjovt og hjertevarmt. Der er simpelthen god stemning og glæde i Håkon Sands videoer.
"Jeg synes min vinkling af ældreomsorgen er vigtig," mener Håkon Sand om arbejdet på dagcenteret, hvor de henter brugerne i minibus om morgenen og laver aktiviteter, spiser, tager på tur eller hvad de nu kan finde på for at bidrage til glæde i hverdagen. Mange af brugerne bor alene og har stort behov for social kontakt, glæde "og ikke mindst humor i hverdagen, som kan bidrage til en meningsfuld dag".
"For det er sådan her, det bør være. Det skal ikke være trist at blive ældre. Humoren har de fleste indtil de dør, og det er vigtigt at bevare den så længe som muligt. De fleste ældre har mange sygdomme og diverse fysiske og psykiske plager, men det er ikke fokus her. Her er fokus på glæde, mestring og hverdagslykke for at forebygge mørke tanker og triste dage. I hvert prøver vi vores bedste."
Så er der B for benskjørhet (knogleskørhed), siger Håkon Sand. Og hele salen råber bingo. For det har de alle sammen.