Annonce

lskgj

Rollemodellen Marius ranker ryggen, fordømmer fordomme og taler faget frem


Projektet UNG I VELFÆRD, som 11 af landets sosu-skoler står bag, er efter knap to år ved vejs ende. Det har givet en masse unge mennesker lyst til at tale deres fag frem og forsøge at rekruttere flere unge mennesker ind i velfærdsfagene.

Annonce

18-årige Marius Bundgaard er en ud af 150 rollemodeller, der har været rundt på folkeskoler, uddannelsesmesser og mange andre steder for at fortælle om sosu-fagene og tale dem frem. Alexander Pilgaard Kjær

Af Alexander Pilgaard Kjær
Journalist

Annonce

Øget faglig stolthed, nedbrydelse af andres fordomme om faget og at give folkeskoleelever et større kendskab til det. Og så selvfølgelig at skaffe de 150 såkaldte ’rollemodeller’ ude på skolerne, der har løftet de tre førnævnte opgaver.

Det er blot fire af de mange mål, som projektet ”UNG I VELFÆRD” har opnået over de seneste knap to år. Det er 11 af landets sosu-skoler, der står bag projektet, som gik i luften i august 2021 og har i dag, onsdag, afholdt sin evalueringskonference i Tietgenfondens lokaler i Heerings Gård på Christianshavn, hvor 11 af de 150 rollemodeller fra hele landet var til stede – mens de resterende 139 var ude at udføre den opgave, det at være rollemodel er.

Marius’ uvidende uddannelsesvejleder

En af de 11, der præsenterede rollemodellerne, er 18-årige Marius Bundgaard, der går på EUX Velfærd i Skive. Han har ikke været en del af projektet helt fra begyndelsen, men kom hurtigt ind i det, da han hørte, hvad det egentlig handlede om. For han har selv stået i en situation i 9. klasse, hvor han skulle vælge ungdomsuddannelse:

”Dengang forsøgte en UU-vejleder at skubbe mig i retning af en gymnasial uddannelse, fordi jeg havde fine karakterer. Og jeg ved så ikke, om det var, fordi hun var uvidende, men hun nævnte i hvert fald ikke nogen erhvervsuddannelser. Så det blev mig selv, der surfede rundt og fandt informationer omkring det på diverse studieportaler,” siger Marius Bundgaard.

Dét vil han gerne være med til at ændre. Og det var også en af grundene til, at han – en ung dreng på dengang 16 år – valgte at blive en rollemodel i UNG I VELFÆRD-projektet.

”Det er os unge, der går på uddannelsen, der skal fortælle om, hvordan det er at gå på uddannelsen. Det skal ikke være den ældre generation, der bare taler om tal og ditten og datten,” siger han og griner lidt.

Læs også: Sosu-assistent-elever: Begynd den positive omtale af faget i folkeskolen

Det rykker noget

Et af målene i projektet er, at rollemodellerne skal øge kendskabet til og skabe et mere nuanceret billede af social- og sundhedsuddannelserne blandt folkeskoleelever, forældre, lærere og vejledere. Det har de gjort ved åbent hus-arrangementer, uddannelsesmesser, brobygning og generel tilstedeværelse i medier og på sociale medier.

Det er Marius’ klare fornemmelse, at de 150 rollemodeller, der møder op med rank ryg og fortæller om faget, faktisk rykker noget. Eller det vil sige: han ved, at det rykker noget:

”Vi bliver lyttet til. Og det er faktisk sket nogle gange, at der kommer nogen hen og siger, at de nu ved, hvilken vej de skal gå. Det bekræfter mig totalt i, at jeg gør et godt stykke arbejde, og at vi via vores faglige stolthed og lyst til at nedbryde fordomme virkelig rykker noget,” siger Marius Bundgaard.

En af de fordomme, som går igen, er sætningen: ”Jamen tørrer du så bare ...?”. Det kan alle nikke genkendende til, fortæller Marius. Netop derfor er det også den fordom, han lægger mest vægt på at få nedbrudt, når han møder mennesker, der kun har hørt om faget fra andre:

”Jeg lægger klart mest vægt på, at den nedre hygiejne langt fra er vores primære opgave. Ja, der er nedre hygiejne. Men det er en del af vores faglighed. Og så er der bare så meget mere. Jeg husker dem på, at vi altså har med mennesker at gøre, og mennesker er en finurlig og fantastisk arbejdsopgave at have med at gøre.”

Læs også: Sosu-formand: Rekruttering giver både de største udfordringer og muligheder

Der findes ikke noget quick fix

I evalueringen af projektet fremgår otte forskellige målsætninger. Seks af dem er 100 procent opfyldt, én er delvist opfyldt, og kun en enkelt målsætning er ikke opfyldt. Der, hvor den delvist opfyldte falder, er, at Rasmus Brohaves YouTube-video, ”Hvad kan jeg blive? Social- og Sundhedsassistent”, har lige knap 210.000 visninger – og ikke 250.000, som målsætningen ellers var. Videoen kan ses her.

Hele evalueringen af projektet kan læses her.

Den ene målsætning, som ikke blev opfyldt, handlede om, at der som minimum skulle være 75 flere, der søgte mod en SOSU-uddannelse i 2022. Det skete ikke, men at lige netop den målsætning ikke blev opfyldt, tager Jacob Bro dog ikke så tungt. Han er direktør hos SOSU Fredericia-Vejle-Horsens og en af idémændene bag UNG I VELFÆRD:

”Jeg tror ikke på, at der findes et quick fix på vores store rekrutteringsudfordringer. Det kan vi ikke lykkes med på under to år. Men vi er på rette spor, fordi vores elever og rollemodeller er synlige og taler deres fag og deres faglighed frem. Vi er ved at skabe noget respekt omkring velfærden og velfærdens opgaver, så jeg er helt overbevist om, at det her er et af sporene til, at vi om nogle år lykkes med rekrutteringsudfordringerne,” siger Jacob Bro.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev