Annonce

stapahn

Tema: Sendt hjem – hvorfor?

Stephane har købt sin flybillet: ”Men jeg opgiver ikke håbet om at blive reddet i sidste øjeblik”


Trods opbakning fra nærmest alle sider og garanti om ny lov er det voldsomt usikkert, om sosu-eleven Stephane Sahue kan blive i Danmark. Han håber til det sidste på miraklet.

Annonce

”Jeg er taknemmelig og rørt over den støtte, jeg har mødt og vil gerne takke alle,” siger Stephane Sahue efter en hektisk uge, hvor klassekammerater på SOSU H i Hillerød og mange andre har støttet hans sag. Uanset hvordan det går, håber han, at han en dag kan fuldende sin uddannelse og søge job som social- og sundhedsassistent. Jørgen True

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Fredag har Stephane Sahue sidste dag som elev på SOSU H i Hillerød. Og mandag flyver han hjem til Elfenbenskysten.

Det er i hvert fald hans forventning, medmindre han i sidste øjeblik får lov til at blive i Danmark, fuldende sin uddannelse som social- og sundhedsassistent og indfri sin drøm om et job på et plejehjem.

Men der var torsdag eftermiddag ikke meget, der tydede på, at den drøm ville gå i opfyldelse. Det er til trods for, at regeringen torsdag aften præsenterede tankerne bag et nyt lovforslag, der fra 1. juli kan sikre fortsat opholdstilladelse til udlændinge, der uddanner sig inden for fag, hvor der er mangel på arbejdskraft – som eksempelvis social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter.

Lever op til alle krav 

Loven skal gælde med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at den kommer til at omfatte udlændinge, der har mistet – eller mister – deres opholdstilladelse i perioden fra 1. juli 2020 og frem til 1. juli i år.

Dog er det kun under den forudsætning, at de var i gang med 
– eller var sikret optagelse på – en af de relevante uddannelser, da de mistede deres opholdstilladelse. Og så skal de stadig opholde sig i Danmark.

Stephane Sahue lever op til alle krav, men det er altså stadig usikkert, om han får gavn af den nye lov alligevel. For efter en skilsmisse fra sin danske ægtefælle har både Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet givet ham afslag på fortsat ophold, og den nye lov bliver ikke vedtaget, før han senest på torsdag i næste uge skal forlade Danmark.

Det betyder, at han 
– og eventuelt andre i samme situation – kan være afhængige af en dispensation for at få lov til at blive her.

Usikkerhed om dispensation

Torsdag aften var ministeriet dog ikke i stand til at besvare Fagbladet FOAs spørgsmål om, hvorvidt dispensationen kommer på tale. Tilsvarende kunne ministeriet heller ikke svare på, om Stephane Sahue må vende tilbage til Danmark og genoptage sin uddannelse, når loven er på plads.

”Det vil jeg meget gerne. Hvis jeg lander i Elfenbenskysten på tirsdag, og loven bliver ændret onsdag, kommer jeg tilbage torsdag,” siger den 29-årige sosu-elev.

Fagbladet FOA omtalte første gang hans sag dagen efter, at regeringen i sidste uge havde præsenteret planen om blandt andet at invitere folk fra Indien og Filippinerne til at arbejde i det danske omsorgs- og sundhedsvæsen, hvor der er udsigt til voldsom mangel på medarbejdere.

Minister: Sund fornuft

Det perspektiv pegede den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek også på i en pressemeddelelse torsdag:

”Det er sund fornuft, at vi nu indfører en ordning, der giver mulighed for, at for eksempel en ung thailandsk kvinde, der læser til social- og sundhedsassistent eller -hjælper, fortsat kan opholde sig i landet. Ordningen vil omfatte en relativ lille gruppe, men er en del af regeringens samlede indsats for at sikre arbejdskraft i sundhedssektoren,” lød hans budskab.

I Fagbladet FOA har Stephane Sahue udtrykt skuffelse over, at han sendes hjem, mens Danmark gør klar til at hente op til 1.000 omsorgsmedarbejdere i Asien.

”Jeg er her allerede, jeg taler dansk, og jeg mangler kun 15 måneder af min uddannelse,” siger han om sin sag, der har vakt stor opmærksomhed de seneste dage.

Sagen har været massivt omtalt i blandt andet Ekstra Bladet, Frederiksborg Amts Avis og Aftenshowet, hvor han mødte det socialdemokratiske folketingsmedlem Fie Hækkerup.

Her kaldte hun sagen ’kontraintuitiv og tosset, mens partiets ordfører torsdag overfor Fagbladet FOA brugte udtrykkene uheldig og ulykkelig.

Og regeringspartiet Moderaternes ordfører Mohammad Rona, der bag kulisserne har undersøgt, om Stephane Sahues hjemrejse kunne stilles i bero, er ked af det:

Jeg er enormt skuffet og trist over det, sagde han torsdag eftermiddag.

SSA-elev Stephane Sahue møder mf Fie Hækkerup i Aftenshowet før han sendes hjem til Elfenbenskysten
Tirsdag kom Stephane Sahue på besøg i danske tv-stuer som gæst i Aftenshowet. Her mødte han blandt andre socialdemokraten Fie Hækkerup, der kaldte sagen ’tosset’. Morten Bruun

FOA: På alle måder skørt

I FOA er fagpolitisk ordfører Helena Mikkelsen nærmest målløs over, at sagen ikke er lukket for længst.

”Det er på alle måder skørt, siger Helena Mikkelsen og fortsætter:

Det er helt unødvendigt at sende Stephane hjem. Jeg forstår ikke, at der ikke gives dispensation til at folk på uddannelse kan blive her, indtil loven er på plads. Det her koster jo samfundet penge. Tænk bare på Fredensborg Kommune, der i to år har betalt hans elevløn.

Imens krydser hovedpersonen fingre og håber på miraklet:

”Jeg har ikke givet op endnu,” sagde Stephane Sahue sent torsdag aften.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev