Der er stor folkelig modstand mod regeringens afskaffelse af store bededag. Her en demonstrant, der i stedet opfordrer til at genindføre 3. pinsedag som helligdag.
Jørgen True
Af
Rasmus Handberg
Journalist
Regeringens forslag om afskaffelse af store bededag blev præsenteret bare halvanden måned efter folketingsvalget. Men afskaffelsen af store bededag er af så principiel karakter, at danskerne skal have mulighed for at tage stilling til spørgsmålet ved et folketingsvalg.
Det er budskabet fra alle oppositionspartier på nær De Radikale i en fælles pressemeddelelse torsdag morgen. Alle partier er imod afskaffelsen af store bededag.
”Men vi må desværre også konstatere, at regeringen tilsyneladende agter at tromle forslaget igennem med et snævert flertal. Vi opfordrer kraftigt til, at regeringen tager bestik af den store folkelige modstand mod forslaget og lader demokratiet virke på sædvanlig vis ved, at et så indgribende lovforslag bliver genstand for debat i en folketingsvalgkamp,” skriver de otte partier.
Lovforslaget skal senere torsdag førstebehandles i Folketinget, men de otte partier har stillet et ændringsforslag, så afskaffelsen af store bededag først træder i kraft efter næste valg.
”Købt katten i sækken”
Hvis store bededag først afskaffes efter et kommende folketingsvalg, giver det nemlig vælgerne mulighed for at forkaste regeringens nuværende plan, lyder det fra flere af partilederne.
”Meget kunne have være grebet klogere og mere rettidigt an i denne proces. Jeg synes, det er et godt princip, at danskerne skal have mulighed for at forholde sig til spørgsmålet i forbindelse med et kommende Folketingsvalg. Og altså ikke have præsenteret afskaffelsen af store bededag som en alt-eller-intet-løsning - som der i øvrigt rejses en del tvivl om værdien af – sneget ind efter et valg,” lyder det eksempelvis fra SFs formand Pia Olsen Dyhr.
Samme toner lyder fra Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance:
”Jeg forstår godt, hvis vælgerne føler, at de har købt katten i sækken ved at sætte deres kryds, som de gjorde i november – helt intetanende om store bededag. Nu hvor vi kender regeringens planer, som vil få meget mærkbare konsekvenser for den enkelte, er det kun ret og rimeligt at give borgerne en mulighed for at vælge på et oplyst grundlag ved et kommende folketingsvalg.”
Fire af partierne – Nye Borgerlige, Enhedslisten, DF og Alternativet – har alle tilkendegivet, at de ønsker en folkeafstemning om store bededag, hvis lovforslaget stemmes igennem. Det vil kræve 60 mandater i Folketinget.
De fire øvrige partier bag pressemeddelelsen - De Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og SF – har ikke kategorisk afvist muligheden for en folkeafstemning.
Foreløbig har mere end 455.000 danskere skrevet under for at bevare store bededag, ligesom fagbevægelsen søndag den 5. februar har indkaldt til demonstration mod regeringens planer.