Det er lønstigningerne til faggrupperne og de særlige puljer - ligeløns - og lavtlønspuljerne - der kommer til udmøntning med din aprilløn. Det er et resultat af seneste overenskomstforhandling.
Colourbox
Af
Signe Højgaard
Journalist
Af
Malin Schmidt
Journalist
Opdatering: Lønfremgangen for pædagogiske assistenter gælder ikke i dagplejen
Allerede inden overenskomstforhandlingerne i 2021 OK21 gik i gang, meldte Kommunernes Landsforening KL ud, at de ville sætte de pædagogiske assistenter ned i løn. Det lykkedes som bekendt ikke.
I stedet blev den bebudede lønnedgang vendt til en lønfremgang, som med aprillønnen nu slår igennem for pædagogiske assistenter i daginstitutionerne og på specialområdet. Det samme gør de særlige puljer – ligelønspuljen og lavtlønspuljen fra OK21, som de pædagogiske medarbejdere også får del i, og som du som pædagogisk medarbejder vil kunne se på lønsedlen fra april.
"Det var en snæver ramme, vi havde, men på trods den, var vi på det tidspunkt tilfredse med det resultat, vi nåede ud fra vores udgangspunkt. Det var det bedste resultat, vi kunne lande på det tidspunkt," siger Kim Henriksen, der er formand i Pædagogisk Sektor i FOA og understreger, at han er bekymret for de prisstigninger som inflationen og de stigende energipriser, som nu rammer FOAs medlemmer.
Læs også: OK21 er landet på det pædagogiske område: Det betyder det for dig
De særlige puljer kommer nu
Lønnen stiger i alt seks gange i den treårige overenskomstperiode efter sidste overenskomstforhandling i 2021. Fem ud af de seks gange, hvor lønnen stiger, er der de samme generelle lønstigninger til alle, det vil sige, at fra 2021 og tre år frem stiger lønnen i kommuner og regioner 5,02 procent.
Men den 1. april 2022 er det imidlertid lidt anderledes end ved de andre lønstigninger i perioden. For her kommer de helt særlige puljer fra OK21 på banen.
Det er rekrutteringspuljen, og lavtløn- og ligelønspuljerne samt puljen til organisationsforhandlingerne, altså de enkelte faggrupper, der kommer til udmøntning 1. april 2022.
Læs også: Prisstigninger rammer FOA-familier dobbelt så hårdt som akademikerfamilier
Sådan ser puljerne ud
Formand for FOA Mona Striib minder om, at det var arbejdsgiverne, der foreslog, at der skulle sættes ekstra mange penge af til en rekrutteringspulje på ældreområdet, hvor der har været størst problemer med at skaffe medarbejdere.
"Vi har kæmpet for at få de andre grupper med via kroner og ørestigninger frem for procentstigninger. Det har vi stadig ikke kunnet overbevise de andre faglige organisationer om, som er en forudsætning for at komme igennem med det. Det, vi har kæmpet for, er en lavtløns- og en ligelønspulje for dog at få noget. Hvis vi ikke havde kæmpet for det, så havde der ikke været noget til husassistenten, pædagogmedhjælperen eller andre faggrupper. Så havde der kun været puljen på social- og sundhedsområdet," siger Mona Striib.
I kommunerne blev der samlet afsat 140 millioner kroner til en lavtlønspulje og en ligelønspulje, og der blev afsat 140 millioner kroner til en rekrutteringspulje til Social- og Sundhedssektoren, som skal afhjælpe problemer med at skaffe arbejdskraft i ældreplejen.
I regionerne blev der afsat 13,32 millioner kroner til en lavtlønspulje og 19,98 millioner kroner til en ligelønspulje.
Disse grupper er omfattet af lavtlønspuljen
Lavtlønspuljen går til ansatte, der er indplaceret på løntrin 11-21 i kommunerne og løntrin 11-22 i regionerne.
- Social- og sundhedspersonale, KL
- Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter
- Dagplejere
- Husassistenter, KL
- Ikke-faglærte ansatte ved rengøring mv.
- Teknisk Service
Omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter, KL
- Erhvervsuddannede serviceassistenter mv., KL
- Beredskabs- og ambulancepersonale, KL
- Social- og sundhedspersonale, Regioner
- Husassistenter, Regioner
- Sygehusportører
- Erhvervsuddannede serviceassistenter mv., Regioner
- Omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter, Regioner
Lønstigningerne for pædagogiske medarbejdere
Under OK21 blev der også forhandlet om organisationspuljer i hver sektor.
I kommunerne inden for Pædagogisk Sektor betyder lønstigningerne pr. 1. april helt konkret, at grundlønnen for eksempelvis pædagogiske assistenter på almenområdet hæves med 1.748 kroner om året. Pædagoger på almenområdet i Københavns Kommune får 1.894 kroner mere, og socialpædagoger på specialområdet med 0-10 års erfaring får 2.331 kroner mere i lønposen årligt.
Dagplejepædagogernes løn får også et nøk opad med 1.923 kroner om året, mens pædagogmedhjælpere med tre års erfaring eller derover får 1.457 kroner mere ind på lønkontoen årligt.
Dagplejere uden pædagogisk assistentuddannelse nok er dem, der kan mærke lønstigningerne mest. Her stiger lønnen med mellem 2.724 og 4.452 kroner om året.
I regionerne stiger de pædagogiske assistenter med 1.636 kroner om året, mens omsorgsmedhjælpere med 2-4 års erfaring får 1.406 kroner mere, mens den stiger med 1.592 kroner med fire års erfaring eller derover.
Bekymrende prisstigninger
De flestes lønstigninger bliver dog hurtigt spist af de hastigt stigende priser på fødevarer og energi. Ifølge beregninger fra PenSam vil en familie med to forældre med hver deres bil og to børn i gennemsnit få en samlet prisstigning på 24.000 kroner på benzin, gas og el.
Prisstigningerne er de højeste i 30 år ifølge Danmarks Statistik. Formand for FOA Mona Striib bemærker, at det for et år siden var helt uforudsigeligt, at vi ville stå i en situation med krig i Ukraine og voldsomt stigende priser på især olie og energi.
"Vi er ikke engang sikre på, at vi har set toppen af det endnu. Noget af det skyldes også, at vi har været i en coronapandemi 'world wide', og det er først nu, at flere konsekvenser begynder at rulle ind. Det er en dybt ulykkelig situation for medlemmerne og yderst vanskelige at være i," siger hun.
Opfordrer til at organisere sig
Det handler nu om at få sat prisstigningerne og behovet for højere lønninger til især lavtlønnede på dagsorden frem mod overenskomstforhandlingerne på det private område i 2023 og forhandlingerne på det offentlige område i 2024, slår Mona Striib fast. Stigende inflation rammer dem, der tjener mindst langt hårdere, end dem, der tjener mest.
"Derfor skal man sørge for, at alle ansatte lader sig organisere, så vi kan stå sammen som fællesskab. Det kommer til at kræve et løft, at få noget af det, der sker nu indhentet, selv om vi ikke kan vide, om det der sker nu, er noget, der bider sig fast, eller om det er af midlertidig karakter," siger hun.
Disse grupper er omfattet af ligelønspuljen
- Dagplejere
- Erhvervsuddannede serviceassistenter mv., KL
- Handicapledsagere
- Husassistenter, KL
- Ikke-faglærte ansatte ved rengøring mv.
- Omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter, KL
- Pædagogisk personale, daginstitution/klub/skolefritidsordning
- Pædagogisk personale, særlige stillinger
-
Pædagogisk personale ved kommunale legepladser
- Pædagogisk personale i dagplejeordninger
- Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter
- Social- og sundhedspersonale, KL
- Pædagogisk personale ved kommunale døgninstitutioner, mv.
- Erhvervsuddannede serviceassistenter mv., Regioner
- Husassistenter, Regioner
- Neurofysiologiassistenter og -elever
- Omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt pædagogiske assistenter, Regioner
- Servicemedarbejdere/-assistenter ved sygehuse
- Social- og sundhedspersonale, Regioner
Dyrere at indkalde med kort varsel
For pædagogisk personale på døgnområdet i kommunerne er der fra 1. april også trådt nye satser i kraft for arbejdstidsbestemte tillæg.
Det betyder, at inddragelse af søgnehelligdagsfrihed med mindre end 14 dages varsel skal honoreres 655 kroner per gang, mens manglende varsel af mer- og overarbejde ud over en time giver 55 kroner ekstra per gang.
Du kan læse meget mere om sammensætningen af din løn og arbejdstidsbestemte tillæg i FOAs lønmagasin.
Spørg din tillidsrepræsentant eller lokale FOA-afdeling, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du får den korrekte løn.
Penge til de lavest lønnede
Lavtlønspuljen går til ansatte, der er indplaceret på løntrin 11-21 i kommunerne og løntrin 11-22 i regionerne. I kommunerne kommer det cirka 58.600 FOA-medlemmer til gode og i regionerne cirka 8.000 FOA-medlemmer.
Konkret betyder det, de ansatte i kommunerne på løntrin 11-21 får en årlig lønstigning på 951 kroner. I regionen kan ansatte på løntrin 11-22 se frem til 660 ekstra kroner om året.
De ekstra penge kommer oveni de generelle lønstigninger på 5,02 procent.
Det er ens løntrin og ikke ens faggruppe, der afgør, om man kan få del i lavtlønspuljen.
Hvis du er i en af de faggrupper i faktaboksen, men på et højere løntrin, får du ikke del i lavtlønspuljen. Timelønnede og elever er også omfattet af lavtlønspuljen, hvis de er indplaceret på de gældende løntrin.
Ligelønspuljen kommer nu
Ud over lavtlønspuljen blev der også afsat penge til ligelønspuljer. Til kommunalt ansatte fik FOA cirka 15,02 millioner kroner, og til de ansatte i regionerne fik FOA cirka 4,25 millioner kroner.
Ligelønspuljerne fordeles ikke som lavtlønspuljerne, hvor hver ansat får et ens årligt beløb. Ligelønspuljen er tilføjet organisationsmidlerne, som hvert enkelt fagforbund har fordelt i samarbejde med arbejdsgiverne med det formål at få mere ligeløn på specifikke faggrupper.
Pensionskarens nedsættes
På både det kommunale og regionale område bliver pensionskarensen nedsat til fem måneder pr. 1. april.
Hvis der for eksempel har været en karensperiode på 6-7 måneder, før en medarbejder får pension, bliver den sat ned til 5 måneder på alle FOAs overenskomster.
"Det vil konkret betyde, at der vil være medlemmer, som omfattes af en pensionsordning tidligere end ellers, fordi karenstiden bliver sat ned," forklarer Finn Grønmar, konsulent i FOA Overenskomst.
OBS.: Lønstigningerne i nedenstående tabel er årlige lønstigninger. Beregningerne er gennemsnitlige, lavet ud fra en 37-timers arbejdsuge i område 0. Hvis du er på deltid, er lønstigningen tilsvarende mindre. Skemaet gælder udvalgte faggrupper. Lønstigningerne i nogle af FOAs faggrupper afhænger også af, hvilket løntrin du kommer fra. Se meget mere i FOAs lønmagasin.