Annonce

pernille beckmann borgmester greve pressefoto

Tema: Lokalløn

”Vi har intet fået”: Ansatte i kras kritik af borgmester for at skjule sandheden om deres løn


En række af Greve Kommunes mest erfarne medarbejdere i ældreplejen kritiserer i skarpe vendinger borgmester Pernille Beckmann (V) for at male et skønmaleri af deres løn. Borgmesteren synes, at lønnen i Greve er på niveau med de omkringliggende kommuner, selvom løndata viser det modsatte.

Annonce

”Jeg anerkender fuldt ud, at de burde have mere, og det burde være anderledes. Men det kommer ikke til at ske, for vi har ikke økonomien til at gøre det,” lyder det blandt andet fra Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune, efter flere medarbejdere har rejst kritik af hendes udtalelser om lønnen til social- og sundhedspersonale. Pressefoto

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

I en årrække har social- og sundhedspersonalet – i særdeleshed sosu-assistenterne – i Greve Kommune fået en lav løn sammenlignet med omegnskommunerne.

Tilbage i februar annoncerede en tilfreds borgmester Pernille Beckmann (V) så på Facebook, at den tid var forbi, idet kommunen indførte et såkaldt Greve-tillæg på 6.000 kroner årligt.

”Det nye såkaldte Greve-tillæg betyder, at sosu-medarbejdernes løn kommer på niveau med omegnskommunerne. Vi skal fortsat kunne tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere,” lød det blandt andet fra borgmesteren.

Læs også: Kommune hæver lønnen i ældreplejen – vil væk fra bundplacering

Pernille Beckmann, der selv er social- og sundhedsuddannet, tilføjede, at det nye tillæg også varmede hendes ’sosu-hjerte’. Og nyheden blev da også godt modtaget, husker social- og sundhedsassistent Mie Gravenhorst, der har arbejdet i kommunen siden 2002.

”Jeg tænkte, at vi nu endelig blev hørt og belønnet,” fortæller hun til Fagbladet FOA.

Glæde afløst af skuffelse

Glæden varede dog kort, for som borgmesteren også noterede i bunden af sit opslag, ville nogle ’få medarbejdere’ ikke få ’hele Greve-tillægget’.

Årsagen var, at man med aftalen om det nye tillæg samtidig fjernede et gammelt fastholdelsestillæg, som i størrelsesorden var tæt på identisk med det nye Greve-tillæg.

Kommunen oplyser til Fagbladet FOA, at i alt 69 medarbejdere mistede fastholdelsestillægget. I et brev til disse medarbejdere fortalte kommunen, at Greve-tillægget ikke giver dig en reelt mærkbar lønstigning nu. Blandt dem, Fagbladet FOA har talt med, er den egentlige lønstigning helt ned til 56 kroner om måneden før skat.

”Vi har jo reelt intet fået, selvom borgmesteren så flot siger, at alle stiger i løn. Men når beløbet for mange af os er så lille, er det bare provokerende. Hun skulle være ærlig og sige det, som det er. Og vi er jo mange i den situation – ikke kun nogle få, som borgmesteren påstår,” siger Mie Gravenhorst.

Jeg føler mig til grin, og jeg føler ikke at det arbejde, jeg har lagt i kommunen, bliver værdsat. 

Christina Gawron Johansen, social- og sundhedsassistent

”Det ender med at give bagslag”

Hun bliver bakket op af to andre erfarne social- og sundhedsassistenter i kommunen.

”Det er skuffende, at Greve Kommune ikke sætter mere pris på os medarbejdere, der har arbejdet og passet vores job i mange år. Jeg synes, at det er småligt, at de fjerner et tillæg, vi har fået i mange år. Og hvis de vitterligt ønsker at fastholde os, skal de jo ikke fjerne vores fastholdelsestillæg,” siger Lone Dam, der de seneste 23 år har arbejdet som faglært i kommunen. Inden da arbejdede hun nogle år som ufaglært.

”Man vil gerne gøre noget godt for medarbejderne, men det ender med at give bagslag. Jeg føler mig til grin, og jeg føler ikke, at det arbejde, jeg har lagt i kommunen, bliver værdsat. Vi bliver straffet for mange års tro tjeneste,” siger Christina Gawron Johansen, der har arbejdet 24 år i Greve Kommune.

mie_gravenhorst_sosu_assistent_greve
Social- og sundhedsassistent Mie Gravenhorst mener ikke, at borgmester Pernille Beckmann (V) har været ærlig omkring, at Mie Gravenhorst og en række andre ikke ville få en lønstigning. Privat
Det er vigtigt for de tre at pointere, at de er glade på vegne af de kolleger, der får det fulde Greve-tillæg. Deres kritik handler udelukkende om den følelse af uretfærdighed, der har ramt dem, fordi de ikke bliver tilgodeset – alene fordi de har arbejdet i kommunen i mange år.

Sammen med flere andre kolleger med mange års anciennitet har de forsøgt at råbe borgmesteren op for at gøre opmærksom på deres utilfredshed, men det har ikke ført til noget.

”Jeg ville ønske, at borgmesteren havde haft lyst til at mødes med os, så vi havde følt os hørt og set,” siger Christina Gawron Johansen.

Nabokommuner med væsentlig højere løn 

Deres kritik stopper imidlertid ikke her. De mener ikke, at lønnen til social- og sundhedspersonalet er kommet på højde med omegnskommunerne – som borgmesteren ellers påstår i sit opslag på Facebook.

Her har særligt kommunens social- og sundhedsassistenter en god sag, viser de nyeste løndata for april måned fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL). Selvom den gennemsnitlige løn til social- og sundhedsansatte er steget efter Greve-tillægget, ligger Greve sammen med Køge fortsat en del lavere sammenlignet med omegnskommunerne.

Læs også: Den ulige lokalløn: Chefer og ledere 'vinder' på bekostning af de lavtlønnede

I Ishøj, nabokommunen mod nord, får en sosu-assistent eksempelvis i gennemsnit mere end 1.700 kroner mere i løn hver måned, mens beløbet er knap 1.300 kroner i Roskilde vest for Greve. Den primære forklaring er, at lokallønnen til sosu-assistenter i Greve er blandt landets laveste.

”Jeg må jo bare konstatere, at det er løgn, når borgmesteren siger, at vi får det samme som i omegnskommunerne,” siger Mie Gravenhorst.

Borgmester: Vi gør, hvad vi kan

Borgmester Pernille Beckmann har forståelse for de erfarne medarbejderes utilfredshed, men kommunens økonomi har ikke gjort det muligt at ’tilgodese alle’, siger hun og understreger, at Greve-tillægget i hendes optik fortsat er en ’god historie’.

”Træerne vokser ikke ind i himlen på det her område. Men vi gør, hvad vi kan inden for de rammer, vi har. Og vi har ramt mange flere, end vi ville have gjort, hvis ikke vi havde gjort noget. Det er 11 procent, som ikke får noget ud af det tillæg. Og det tal bliver mindre i takt med, at medarbejderne med længst anciennitet stopper.”

- Du får kritik for at sige, at det kun er ’få’, der ikke reelt får noget ud af tillægget. Synes du, at 69 er få?

”Ja, det synes jeg. Det er 69 ud af 614 månedslønnede. Det svarer til 11 procent, og det synes jeg faktisk er få.”

Advarer mod ’lønspiral’

- Du sagde, at medarbejderne med Greve-tillægget lønmæssigt ville komme på niveau med omegnskommunerne. Det er ikke tilfældet, hvis man ser på de seneste løndata. Hvad er din kommentar til det?

”Der er to ting i det. Kommunerne skal passe på ikke at starte en lønspiral, der bare går opad, for det kan vi ikke honorere. Og jeg tror, at alle kommuner gerne vil give deres sosu-medarbejdere, som én ud af mange faggrupper, mere i løn. Men vi er nødt til at finde en balance i det, så velfærden ikke går amok lønmæssigt,” siger borgmesteren.

Læs også: Michelle slog i bordet og kom til lønforhandling: Se, hvad hun fik ud af det

Pernille Beckmann tilføjer, at der til gengæld i Greve Kommune kun er et krav om weekendvagter hver tredje weekend i modsætning til nogle af nabokommunerne, hvor medarbejdere i ældreplejen skal arbejde hver anden weekend.

”Men jeg anerkender fuldt ud, at de burde have mere, og det burde være anderledes. Men det kommer ikke til at ske, for vi har ikke økonomien til at gøre det. Og det synes jeg, at vi er nødt til at have en virkelighedsopfattelse af. Men vi gør alt det, vi kan inden for rammen. Og vi er super glade for vores sosu-medarbejdere i Greve,” siger Pernille Beckmann.

- Men du sagde selv, at lønnen skulle på niveau med omegnskommunerne. Vil du indfri det løfte?

”Jeg synes, at vi tilbyder noget andet, og vi er på vej, kan man sige. Og et af punkterne i den her aftale var, at man skulle kunne gøre det inden for rammen. Og hvis vi skal have mere på, så skal der simpelthen findes nye penge, og det, må jeg erkende, at vi har svært ved.”

Ingen planer om yderligere lønstigning

- Synes du, at det er et problem, at du siger, at lønnen skal op på niveau med omegnskommunerne, hvis den ikke gør det?

”Jeg synes, vi er på vej op på niveau. Det synes jeg faktisk, vi er.”

- Okay. Og hvornår regner du med, at lønnen er på niveau?

”Jamen, altså lige nu er der ikke planer om, at de skal have mere i løn. Nu har de fået Greve-tillægget, som har løftet dem. De er ikke én til én på niveau, men jeg synes, at de ligger inden for en tålelig ramme i forhold til omegnskommunerne.”

- Så det er ikke længere en målsætning i sig selv at komme op på niveau med omegnskommunerne?

”Jamen, det er altid en målsætning at komme op, og jeg synes, vi er på niveau. Det, synes jeg jo faktisk, at vi er. Men vi skal ikke være lønførende, for det har vi simpelthen ikke økonomi til at være.”

- Det er I bestemt heller ikke. I ligger faktisk helt i bunden, så det er mere, om I skal op på et gennemsnit for omegnskommunerne?

”Vi har ingen aktuelle planer udover det, vi har gjort,” siger Pernille Beckmann.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev