Annonce

Praksisnær Udviklingsstilling middelfart kommune foto heidi lundsgaard

Joy og Pernille har fået ny stilling i ældreplejen, som du formentlig aldrig har hørt om


Både FOA og KL roser ny stillingsbetegnelse i ældreplejen, der har eksisteret siden april sidste år. Foreløbig er det dog kun fire kommuner, der benytter den.

Annonce

Joy Heede Christensen (tv.) og Pernille Husum, der begge arbejder i Middelfart Kommune, var blandt de allerførste i landet i en såkaldt praksisnær udviklingsstilling. Heidi Lundsgaard

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Siden april har der eksisteret en ny stilling i ældreplejen. Men det er ikke underligt, hvis du ikke har hørt om den.

Det er nemlig foreløbig kun fire kommuner – Aarhus, Aalborg, Middelfart og Gladsaxe – der har oprettet de såkaldte praksisnære udviklingsstillinger, viser de seneste data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Det ærgrer Vinni Jakobsen, næstformand i Social- og Sundhedssektoren i FOA. Den nye stilling kan nemlig styrke rekruttering og fastholdelse ved at give social- og sundhedsfaget nye udviklingsmuligheder og karriereveje, ligesom sygeplejerskerne har haft i en række år. Og derfor skal stillingen ’ud at leve’, fastslår Vinni Jakobsen.

”Det er svært at forstå, at den ikke bliver brugt mere, for det er et fantastisk initiativ, som sætter fokus på kernefagligheden. Og for den enkelte kommune giver den bedre mulighed for at anerkende og fastholde kompetente og dedikerede medarbejdere,” siger hun.

Joy og Pernille var blandt de første

I Middelfart tyvstartede man med at oprette praksisnære udviklingsstillinger, da et helt nyt uddannelsesteam blev etableret ved årsskiftet sidste år. Fem social- og sundhedsassistenter i Middelfart Kommune har siden 1. januar 2022 haft ansvaret for at skabe og udvikle nye læringsmiljøer for kommunens social- og sundhedselever.

Kommunen har honoreret det særlige ansvarsområde ved at ansætte de fem i en praksisnær udviklingsstilling. To af dem er Joy Heede Christensen og Pernille Husum.

”Man må vel sige, at vi var på forkant her i Middelfart. Og nu fungerer vi som fuldtidspraktikvejledere med fokus på at udvikle elevområdet,” siger Joy Heede Christensen.

Tidligere var de alle fem ’almindelige’ vejledere, hvor de var ansat på hver deres
arbejdssted med ansvaret for de skiftende elever, der var i praktik hos dem.

”Nu er vi ikke en del af den daglige drift, for vi er ikke tilknyttet noget fast sted. I stedet følger vi eleverne fra deres første dag, til de er færdiguddannede. Det giver en helt anden tryghed for eleven, og vi opbygger en større fortrolighed, så vi også nemmere kan spotte, hvis noget er svært,” siger Pernille Husum.

KL: Vil højne fagligheden

Stillingen er et resultat af overenskomstforhandlinger i 2021 mellem Kommunernes Landsforening (KL) og FOA. I aftalen er der givet en række eksempler på, hvad en praksisnær udviklingsstilling kan være.

En praksisnær udviklingsstilling spænder bredt

I aftalen om den nye stilling er der givet en række eksempler på, hvad en praksisnær udviklingsstilling kan være.

- Tovholder-/koordinationsfunktioner uden ledelsesansvar
- Faglig nøglemedarbejder
- Særlige lærings- og udviklingsfunktioner
- Særligt fokus på komplekse plejeforløb
- Særligt fokus på sundhedsrelaterede funktioner, fx inden for opsøgende og forebyggende arbejde
- Medarbejder med tværgående funktioner i kommunen
- Særligt ansvarsområde

Bemærk, at listen er vejledende og ikke udtømmende, ligesom alle, der udpeges i en praksisnær udviklingsstilling, er uden ledelsesansvar.

Hvis man bliver ansat i en praksisnær udviklingsstilling bliver man lønindplaceret på ny. Lønnen bygges op med udgangspunkt i løntrin 34 som grundløn.

Hvis man mener, at man har ansvarsområder, der berettiger til en praksisnær udviklingsstilling anbefaler FOA, at man går til sin tillidsrepræsentant eller drøfter muligheden med sin leder ved næste MUS.

+
Her nævnes blandt andet ’faglig nøglemedarbejder’ og medarbejdere med ’særlige ansvarsområder’, og ligesom FOA ser KL et stort potentiale i den nye stilling.

”Uanset hvordan stillingerne sammensættes vil vores forventning være, at de vil bidrage til at højne det faglige niveau i plejen af vores ældre medborgere,” lyder det i en skriftlig kommentar fra direktør i KL, Kristian Heunicke, der fortsætter:

”Samtidig vil det bidrage til at højne faget samlet set og forhåbentlig også til, at endnu flere får lyst til at søge ind på en af sosu-uddannelserne. Her spiller den ny praksisnære udviklingsstilling en vigtig rolle.”

Stolte medarbejdere

I Middelfart lægger Joy Heede Christensen og Pernille Husum ikke skjul på, at det var med en vis ærefrygt, at de begyndte i den nye stilling. For hvordan ville kollegerne mon reagere på deres nye rolle? Opstarten har da heller ikke været uden bump på vejen, men modstanden har langtfra været så stor som forventet, fortæller de.

”Vi har virkelig forsøgt at være meget tydelige om vores nye funktion og åbne for dialog. Det har handlet om at opbygge relationer og skabe det gode samarbejde ude i driften med ledere, planlæggere og elevernes mentorer på arbejdspladsen,” siger Joy.

”Og man er begyndt at se os som samarbejdspartnere og en gevinst, fordi de også kan sparre med os. Og så aflaster vi jo også dem i deres arbejde ved for eksempel at planlægge alt omkring elevernes praktik,” tilføjer Pernille.

De er enige om, at de ikke finder et ”lige så fedt job noget andet sted”.

”Og jeg er faktisk stolt af at være ansat i en kommune, som tænker nyt og anerkender den indsats, der er i arbejdet med at bygge et helt nyt team,” siger Joy.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev