Kritikken af samfundet er ikke til at tage fejl af i Morten Papes forfatterskab. Den ene karakter efter den anden går i hundene uden at blive hjulpet af systemet. Resultatet er vold og afmagt. Stærkt inspireret af forfatterens egen opvækst i det sociale boligbyggeri Urbanplanen på Amager.

"Jeg forsøger at beskrive det velfærdsdanmark, jeg aldrig rigtig fik øje på under min opvækst. Da min mor blev indlagt første gang med en depression, var det kun, fordi vores Bedste trådte til, at der var nogen, der passede på os. Der var ingen, der spurgte min mor, hvor hendes børn skulle sove den aften," fortæller den 34-årige forfatter og fortsætter: 

"Ikke fordi de er onde eller dumme, men måske har de bare ikke lige tænkt over det, eller måske har de taget det som en selvfølge, at nogen havde styr på os. Det er ikke en kritik af den enkelte omsorgsperson, for jeg tror på, at rigtig mange af dem gerne vil gøre en forskel."

For mange regler

Han er meget påpasselig med ikke at placere skylden på den enkelte omsorgsmedarbejder, men har i stedet fokus på selve det system, der ligger bag. Et system, han særligt i researchen til sin anden bog Guds bedste børn fik indblik i. 

"Jeg mødte flere, jeg har gået i skole med, som ikke har haft den nemmeste opvækst, men som ud af et brændende ønske om at gøre det bedre for andre, selv gør en forskel. At blive den person, de selv ville ønske, de havde mødt som barn i virkeligheden. Hvilket jeg synes, er en nobel tanke, som må være en stærk motivation for at gå på arbejde hver morgen," siger han, men fortsætter: 

"Jeg hørte også fra dem, at det ønske ret hurtigt blev brændt ud af et meget bureaukratisk system. En af dem sagde, at den venstre hånd ikke aner, hvad den højre laver. Derfor fortalte de, at det blev svært at udfolde sig og gøre den forskel, de brænder for." 

Forfatteren, der blandt andet modtog Bogforums Debutantpris for sin første bog i Amager-triologien, er nu aktuel med tredje og sidste bind i den serie. Han kan godt sætte sig ind i, at det påvirker den enkelte medarbejder. 

"Hvis jeg hele tiden er omringet af protokoller og skemaer, så tror jeg også, det ville påvirke mig. Jeg kunne forestille mig, at det ville forplante sig i min menneskelighed og min person. I min måde at forstå verden på i det hele taget." 

Det bedste arbejde

Selv har han prøvet på egen krop, hvad det vil sige at have et meningsfyldt arbejde, da han arbejdede som pædagogmedhjælper i en specialklasse. 

"Det var det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft og nogensinde kommer til at få. At være forfatter er også meget meningsfyldt for mig, men det gav mening på et andet plan at arbejde som pædagogmedhjælper," fortæller han. 

"Det gav mig meget at indgå i et arbejde med så meget relationel kontakt, og hvor jeg i adskillige timer om dagen havde ansvaret for de skrøbelige og usikre børn, der var bagude på point på mange måder i skolen. Så hvis nogen mobbede dem, så blev jeg rasende. Jeg var en meget beskyttende gårdvagt for dem, kan jeg huske," siger han og griner. 

Låst på hænder og fødder

Ifølge ham er det lysten til netop at have et meningsfyldt arbejde, der skal være drivkraften, hvis samfundet skal fungere.

"Systemet virker bedst, når folk gør det, de helst vil, i den gode sags tjeneste. Det er, når den enkelte rykker ved systemets egen moral eller minder systemet om den moral, at det udvikler sig og opfylder sine forpligtigelser. Og det er bare svært – det har jeg hørt i min research – for man bliver som ansat låst på hænder og fødder," siger han.

Derfor mener han også, at der er brug for ildsjæle, der tør tænke selv, og som går på arbejde, fordi de brænder for det. 

"Det er sindssygt skadeligt, at vores statsminister står og siger, at det ikke skal være lystbetonet at gå på arbejde. Hvad skal det ellers være? Hvis ikke det er lystbetonet at have et arbejde, hvor du har ansvar for at hjælpe eller skubbe mennesker i den rigtige retning, så tror jeg på, at man skal sige op. Helt seriøst. Jeg synes, det er et meget farligt og skadeligt budskab fra regeringens side. Hvis ikke det er lystbetonet at gå på arbejde, så får vi en dysfunktionel offentlig sektor," siger han. 

Læs også: Kendt filminstruktør: Der er brug for dem, der elsker deres arbejde, når dit barn er ved at dø

Morten Pape vil ikke pege på, hvad der konkret skal til for at gøre systemet bedre – det vil han lade de ansatte i den offentlige sektor tage stilling til. 

"Alle vil gerne have mere i løn, men jeg ville gerne spørge de ansatte, hvad der skal til for, at de kan være til stede og udføre et arbejde, der er meningsfyldt for dem. Tænk at have valgt et arbejde, der kan være så meningsfyldt for sig selv og andre mennesker, og som så ikke er det," siger han.

Han peger på, at følelsen af, at noget kunne være betydningsfuldt, men ikke altid er det, er et af temaerne i hans nye bog I ruiner, der udkommer i dag, torsdag.  

"Nogle af karaktererne i bogen får ikke det ud af tilværelsen, de havde håbet på, og det bliver man vred af. Hvad end det er i livet generelt eller i sit arbejde," siger han.

Og det kan være farligt, hvis den vrede får lov til at sætte sig hos de ansatte i det offentlige, mener han.

"Man må ikke gå på arbejde som ansat i et omsorgsfag og være vred. Det, tror jeg simpelthen ikke, er nogen god ide. Men det er der nok mange, der gør, i det system, vi har i dag. Det er ikke et samfund, der bryster sig af at være verdens mest velfungerende værdigt. Overhovedet ikke."