Annonce

Tema: Senfølger

Måneder efter coronasmitte: Britt og Pia kan ikke passe arbejdet som før

Måneder efter at være smittet med coronavirus døjer social- og sundhedsassistenterne Pia Egeholdt Munk Pedersen og Britt Iris Jensen stadig med senfølger efter sygdommen. For begge har det betydet, at de endnu ikke kan arbejde som før sygdommen.

Annonce

Pia Egeholdt Munk Pedersen har været plaget af hovedpine, lugtforstyrrelse og ekstrem træthed, siden hun blev smittet på sit arbejde i hjemmeplejen. Tobias Stidsen

Af Tobias Stidsen
Journalist

Annonce

Britt Iris Jensen er 59 år gammel og har været igennem et sygdomsforløb, der har været voldsommere end de flestes. En eftermiddag i oktober 2020 blev hun ringet op af en kollega fra sit arbejde på det socialpsykiatriske bosted Tornbjerggård i Odense. Han var blevet testet positiv for coronavirus. Ti timer senere var Britt Iris Jensens covid-19 i fuldt flor. 

I 25 dage kom hun ikke uden for sin lejlighed. Det eneste, hun kunne tænke på, var at kæmpe videre med at trække vejret. Hun havde konstant en intens hovedpine, og i timer i træk holdt venner og familie øje med hende via videochat gennem hendes iPad. 

Britt Iris Jensen er stadig plaget af senfølger, efter at hun blev smittet med coronavirus på sit arbejde. Privatfoto
Nu, seks måneder efter at hun blev testet positiv, er hun lige begyndt at kunne cykle ud til sin kolonihave igen. Hun kæmper stadig med en ekstrem, drænende træthed, problemer med at kunne trække vejret ordentligt og hjernetåge. Hjernetågen gør det umuligt at fokusere og koncentrere sig. ”Det lukker fuldstændigt ned. Jeg har det som om, jeg har fået en hjerneskade,” siger hun. 

Hvad senfølger efter coronasmitte helt præcist indebærer, findes der endnu ingen fast definition på. Ifølge Sundhedsstyrelsen er det cirka 10 procent af de smittede, der ender med at få senfølger – karakteriseret ved, at man stadig er plaget af symptomer mere end 12 uger efter sygdommen. Hvor lang tid senfølgerne varer, er der stadig ingen, der kan sige med sikkerhed.

Britt Iris Jensen og Pia Egeholdt Munk Pedersen er begge blandt de 12.978 personer ansat indenfor socialbranchen i social- og sundhedssektoren, der har været smittet med coronavirus. De har begge oplevet, at deres tilværelse har ændret sig markant, efter at de blev smittet med Covid-19 i forbindelse med deres arbejde.

”Jeg er da bange for, at min hjerne ikke bliver sig selv igen. Jeg har været skarp til at holde styr på tingene, og nu kan jeg ikke holde styr på noget,” fortæller Britt Iris Jensen.

Zombiekørsel

Pia Egeholdt Munk Pedersen, der er 41 år, var igennem et mere skånsomt forløb end Britt Iris Jensen. Hun var sygemeldt i 14 dage med covid-19, efter hun blev testet positiv 14. januar 2021. Hun var blevet smittet på sit arbejde i hjemmeplejen i Køge Kommune. 

Da hun vendte tilbage til arbejdet, var hun meget præget af eftervirkningerne af sygdommen. Hun kunne pludselig miste pusten midt i en talestrøm og begynde at lugte cigaretrøg, selvom hun ikke har været i nærheden af rygere. På trods af at hun trappede roligt op med færre timer og en tilpasset køreplan, var det med en følelse af ”at være kørt over af en damptromle,” når hun drejede ind på gårdspladsen derhjemme, men dog stadig til at holde ud.

Vendepunktet kom den uge, hvor Pia Munk Pedersen vendte tilbage til sin normale arbejdstid på gennemsnitligt 32 timer om ugen. I hjemmeplejen i Køge Kommune varierer hendes timeantal uge for uge, og rent tilfældigt startede hun i en uge på 44 timer og med to vagter i weekenden. Hun fik det gradvist værre i løbet af ugen.

”Jeg rendte rundt som en zombie. Jeg måtte tjekke min køreliste hele tiden og tjekke op på mig selv for at være sikker på, at jeg ikke lavede en fejl.”

Søndag kulminerede det hele.

”Der er jeg simpelthen bekymret for, om der er noget galt oven i hovedet mig. Det føles som om, der er et hul i min hjerne.”

At lægge sig fladt ned

Britt Iris Jensen er en kvinde, der er vant til at klare sig selv, og som elsker sit arbejde. Hun er ansat i Odense Kommunes natorganisation og arbejder på Tornbjerggård. Inden sygemeldingen var hun vant til at arbejde nattevagter med en uge fri og en uge i vagt. I friugen tog hun vikartimer i psykiatrien, og derudover var hun frivillig i flere foreninger. Hun var en travl kvinde, der havde det bedst, når hun var i gang.

Derfor ville hun også gerne tilbage på arbejde så hurtigt som muligt. Det var dog tydeligt, at det ikke var den samme Britt, som havde styr på alle 40 borgere, der vendte tilbage. 

Da hun mødte ind igen første gang efter sygemeldingen, satte hun sig på sin stol foran computeren som sædvanlig. Første problem meldte sig, da hun kunne ikke huske, hvordan hun skulle tænde computeren. De systemer, hun ellers kendte så godt, kunne hun ikke finde rundt i. Hun blev frustreret, begyndte at græde og endte med at rage uklar med to kolleger, som hun undskyldte overfor dagen efter. 

Hun blev hurtigt sygemeldt igen, men nægtede at opgive kampen. Hun kom tilbage tre dage om ugen efter en kort pause, på trods af at hendes ledere frarådede det. Hun har aldrig været vant til at ligge syg længere tid ad gangen.

”Jeg har altid klaret mig selv. Jeg tænkte det her corona… jaja… Men jeg kunne jo ikke gå fra den ene ende af huset til den anden uden at blive forpustet,” siger hun og fortsætter: 

”Mine symptomer blev værre og værre. Jo mere jeg pressede mig selv, jo værre blev det. Jeg ville ikke smide håndklædet i ringen. Det er egentligt det, som de kalder det. Når du bliver sådan her, så skal du lægge dig fladt ned. Jeg strittede imod og ville ikke acceptere, hvor syg jeg var.”

Usikkerheden omkring hendes tilstand, og hvor lang tid det ville komme til at stå på, betød også, at frygten for at miste sit job begyndte at nage. 

Tilbage på nedsat tid

Pia Egeholdt Munk Pedersen er nu tilbage på deltid igen. Hendes læge have gerne set, at hun havde fået en fuldtidssygemelding, men det var Pias eget ønske at være på deltid. Hun holder af sine kolleger og at have noget at stå op til.
Pia Egeholdt Munk Pedersen. Tobias Stidsen
At hun passer sit job fra 07-12 betyder dog også, at hun må lægge sig for at sove, når hun kommer hjem. Der er trætheden overvældende. Husker hun ikke at sætte en alarm, er hun overbevist om, at hun sover videre til næste morgen. 

Derudover har hun fået arrangeret, at hun aldrig har mere end fire vagter i streg.

”Jeg kan simpelthen ikke klare fem dage i træk. Jeg har ikke lyst til at prøve, for jeg er fyldt op i hovedet efter bare fire.”

Hun har tidligere været syg med stress, og selvom hun godt kan mærke at koncentrationsbesværet minder om dengang, så er det noget nyt med den intense hovedpine, duften af cigaretrøg der kommer og går, og den måde hun let bliver forpustet på.

Blomster leveret til døren
Britt Iris Jensen blev henvist til senfølgeklinikken på Odense Universitetshospital og sendt videre til et rehabiliteringscenter, hvor hun mødte op første gang 11. marts. En fysioterapeut så chokeret ud, da hun fortalte, at hun stadig arbejdede tre dage om ugen. Hun blev tildelt en ergoterapeut, der skulle hjælpe hende med at tilpasse hverdagen til hendes nye situation. Det krævede et absolut minimum af aktivitet - og så skulle hun fuldtidssygemelde sig. 

Modvilligt ringede Britt Iris Jensen til sit arbejde. Hun blev nødt til at sygemelde sig, men frygtede også for at det kunne gå ud over hendes job. 

”Hvis jeg også mistede mit arbejde… det ligger mig så fjernt. Jeg nægter at tænke sådan.”

Selvom hendes ledere havde sagt det før, så fjernede det et enormt pres, da de gentog, at hun selvfølgelig ikke skulle frygte for at blive fyret. 

”Mit arbejde har bare været sådan en god hjælp. De to ledere jeg har, har givet mig ro på. Jeg kan jo ikke gøre noget ved det her alligevel.”

Dagen efter modtog Britt Iris Jensen en stor buket ved døren fra sine ledere. 

En uvis fremtid
Covid-19 er så ny en sygdom, at det er svært at sige noget sikkert om den. Både Britt Iris Jensen og Pia Egeholdt Munk Pedersen anmeldte deres sygdom som en arbejdsskade. Det er vigtigt, hvis det skulle vise sig, at senfølgerne kommer til at fortsætte. 

Pia Egeholdt Munk Pedersen ser sig selv tilbage på fuld tid igen indenfor et halvt år, men indrømmer at det er svært at være sikker på noget som helst. Senfølgerne er så lidt kendte, at lægerne ikke kan sige noget sikkert om dem. 

Britt Iris Jensen har svært ved at forestille sig, hvad fremtiden byder på, men hun nægter, ikke at håbe på, at det nok skal blive bedre. Mens hun har været syg, har hendes venner i kolonihaveselskabet plantet et japansk kirsebærtræ i hendes kolonihave. Det regner hun med, at hun kan sidde og kigge på i fremtiden og tænke på hvor slem en tid, hun er kommet ud af. 

”Jeg har et håb, og jeg er nødt til at tro på, at jeg kan komme tilbage til at have de samme bolde i luften som før.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev