”For mig handler det om anerkendelse. Anerkendelse af, at de erfaringer, vi har som peer-medarbejdere, er betydningsfulde.”
Sådan lyder det fra Jan Bruun Bjerregaard, der er ansat som recoverymentor på Afdelingen for Psykoser på Aarhus Universitetshospital, Skejby.
Læs også: 10 ting du skal vide om de nye sosu-overenskomster
For ham er det en glædelig nyhed, at FOA og Danske Regioner netop har indgået overenskomst for den såkaldte peergruppe, som favner medarbejdere, der arbejder ud fra deres egne, personlige erfaringer med for eksempel psykisk sårbarhed, misbrug eller som patienter i psykiatrien.
Som peermedarbejder lærer de at omforme disse erfaringer til en kompetence og en værdifuld viden, der kan komme borgere, brugere, patienter eller pårørende til gavn.
Peers udvikler arbejdspladserne
Men indtil nu har de stået nøgne på det danske arbejdsmarked. En ordentlig løn, gode arbejdsforhold og tryghed i ansættelsen har ikke været et basalt vilkår for dem, og det har i FOAs optik været urimeligt. For som forbundsformand Mona Striib har forklaret, så har et stigende antal peer-medarbejdere gennem de seneste par år spredt sig mere og mere indenfor FOAs områder.
”Det har derfor været helt naturligt for os at få gruppen overenskomstdækket,” forklarer Mona Striib.
”Vi har set flere eksempler på peermedarbejdernes betydning. Senest i den meget fine tv-dokumentar fra den lukkede afdeling på Rigshospitalet,” pointerer Mona Striib.
Jan Bruun Bjerregaard røg selv ned med flaget tilbage i 2003 med en moderat til svær depression, der blandt andet betød, at han var indlagt på psykiatrisk afdeling. Med hans egne ord var han ’langt ude i tovene’, og det tog en del tid at komme ovenpå igen.
For ham er der derfor stor signalværdi i en overenskomst. Det betyder nemlig, at de mange baggrunde, som peers kommer med, herunder hans egen, bliver tillagt den værdi, de fortjener.
”Vi kigger ikke på diagnoser eller forholder os til medicin, men fokuserer på at bringe os selv på banen og på den måde fungere som en slags omvandrende håb for både patienter og pårørende,” siger Jan Bruun Bjerregaard.
Større tryghed i ansættelsen
Jan Bruun Bjerregaard og flere af hans kolleger på Afdelingen for Psykoser får, som det er nu, 137,50 kroner i timen. Det er der flere, der ikke kan leve for. Blandt andet en af Jans kolleger, der har været nødt til at tage et ekstra job et andet sted, for at få økonomien til at hænge sammen.
”I det hele taget har den her gruppe haft krav på langt større tryghed i ansættelsen. De har brug for den beskyttelse, der er i en overenskomst,” lyder det fra Jesper Priskorn.
FOA er nu i dialog med et landsdækkende netværk af peermedarbejdere for på den måde at komme i kontakt med hele gruppen. Netværket alene tæller 230 personer.
Opdatering: Efter offentliggørelse af artiklen har Peer-Netværket Danmark kontaktet Fagbladet FOA og udtrykt kritik af overenskomsten og efterlyst at blive involveret i forhandlingsprocessen.