Annonce

Statsminister Mette Frederiksen skænker kaffe til social- og sundhedshjælper Mette Frederiksen på Marienborg Foto: Tobias Stidsen

Tema: Coronavirus

Mette F og sosu-hjælper i samtale: Coronakrisen har givet mere frihed til at tænke selv


For præcist et halvt år siden lukkede statsminister Mette Frederiksen Danmark ned. Det fik blandt mange andre stor betydning for hendes navnesøster i Vamdrup, social- og sundhedshjælperen Mette Frederiksen. De to Metter har mødt hinanden på Marienborg til en snak om værnemidler, faglig stolthed, arbejdsglæde i en krisetid og behovet for mindre styring, men mere ledelse. 

Annonce

Social- og sundhedshjælper Mette Frederiksen mødtes med statsminister  Mette Frederiksen på Marienborg til en samtale om, hvad coronaepidemien har betydet for dem i hvert deres job i front.  Tobias Stidsen

Af Mette Boysen
Nyhedsredaktør

Annonce

I stuen i Vamdrup nær Kolding følger den 38-årige social- og sundhedshjælper Mette Frederiksen og manden Jens og børnene på 7 og 12 år med i pressemødet 11. marts. 

Da statsminister Mette Frederiksen annoncerer, at Danmark lukker ned, konstaterer børnene med umiddelbar tilfredshed, at det betyder, de ikke skal i skole. 

Lige så hurtigt indser deres mor, at hun kommer til at få ekstra travlt i sit job i hjemmeplejen. Hun kan godt kan regne ud, at mange ældre ikke vil få samme omsorg fra deres pårørende, som de er vant til. Og hun kan også regne ud, at der er en smittefare, der lurer.

Læs også: Mette F. til FOAs medlemmer: Jeg har brug for jer

Troede ikke nedlukning ville komme så hurtigt 
Hendes fire år ældre navnesøster, statsminister Mette Frederiksen, erindrer, at hun ikke troede, at hun skulle komme til at lukke landet ned, da hun gik på arbejde 11. marts. Når hun ser billeder af sig selv fra pressemødet, lægger hun mærke til jakken. Den er lukket. Det ville hun aldrig have valgt, hvis hun vidste, at dagen skulle byde på et pressemøde med så alvorligt et budskab.
 
“Jeg tænkte om morgenen, at jeg ville komme til at arbejde meget længe, og at dagen ville blive til aften og nat, og derfor har jeg taget en rar jakke på,” siger Mette Frederiksen.

I dag er det et halvt år siden. Og i den anledning har Fagbladet FOA bragt de to Metter sammen på Marienborg, statsministerens embedsbolig, til en snak om, hvordan det var at stå i front for henholdsvis en udkørende hjemmepleje og for et land. Sammen ser de tilbage på de seks måneder, der er gået siden nedlukningen af landet.

Mangel på værnemidler

“Lad os lige tage den hårde først: I manglede garanteret værnemidler,” spørger statsminister Mette Frederiksen.
 
 “Ja. Vi fik faktisk ikke værnemidler før midt i forløbet. Vi fik det til at fungere. Men den dag, vi blev pålagt, at nu skulle vi bruge værnemidler og havde fået det hjem, mærkede vi en forandring hos borgerne. ‘Fejler du noget,’ spurgte de,” siger social- og sundhedshjælper Mette Frederiksen, som med nedlukningen oplevede en forandring i arbejdsopgaverne – og som vi for nemheds skyld kalder for sosu-Mette.

Elsker jobbet 

“Vi har fået større arbejdsopgaver og har oplevet en større tillid, hvilket er megagodt. Jeg kan mærke på mine kolleger, at de har været glade for den ros, de har fået hele vejen rundt, og de har fået tillid til, at de kan løse opgaver, selvom de ikke har stået med dem før. Vi laver fejl. Vi er allesammen mennesker. Men vi finder ud af det hen ad vejen,” siger hun til statsministeren.
 
“Du lyder som om, du er utrolig glad for dit fag,” siger Mette Frederiksen.
 
“Det er jeg også. Det er megafedt. Jeg elsker det,” siger sosu-Mette.
 
“Siger du både med stolthed og et kæmpesmil. Det lyder også som om, der har været et rum, hvor du har fået lov til at bruge din faglighed,” siger statsministeren.
 
“Ja,” svarer gæsten fra Vamdrup og fortsætter:
 
”Det har der, og det har vi kunnet leve højt på de dage. Vi har klaret opgaven, selvom vi ikke har været skolet til det.”

Især havde Mette Frederiksen og kollegerne en frygt for de demente borgere. Men det gik. Og der blev etableret god kontakt til de pårørende. 

Mette Frederiksen
For statsministeren fylder corona-epidemien fortsat meget, og hun er konstant opdateret på antallet af smittede og indlagte. “Jeg får en sms, hvor der står ‘corona’, når myndighederne har gjort tallene op, og der hopper hjertet op i halsen på mig. Sådan har det været siden marts. Vi kigger med nogen bekymring mod efteråret. Mange taler om bølge to. Jeg tror mere på, det bølger op og ned. Tobias Stidsen
Mette Frederiksen peger og en kvinde og en mand kigger hvor den vej der bliver peget
Statsminister Mette Frederiksen gav social- og sundhedshjælper Mette Frederiksen og hendes mand Jens en rundvisning på Marienborg, hvor de blandt andet så det egetræ, der blev plantet til evigt minde om den undskyldning, statsministeren gav til Godhavns-drengene. Tobias Stidsen
Mette Frederiksen, du sagde allerede den 11. marts ved pressemødet, at du ville få meget brug for sundhedspersonalet. Hvordan synes du, det lykkedes?
 
“Det er lykkedes over alt forventning. Men det allerbedste er, at det ikke har krævet de ofre, som det har gjort i andre lande. Vores sundhedsvæsen er ikke brudt sammen,” siger statsministeren og fortsætter:
 
“Jeg fulgte med, da man i nogle lande diskuterede, om man kunne dele respiratorer, og jeg havde det sådan fra starten: ‘Det kommer ikke til at ske på min vagt.’ Man skal vide, at velfærdssamfundet er der. Det betyder ikke, at det er et perfekt velfærdssamfund, vi har.
Men mennesker, der har levet et helt liv og betalt skat til det her samfund, de skal ikke dø, fordi de er 83 år, og der kommer covid-19, fordi vi ikke gør det, der skal gøres,” siger statsministeren og roser, at det det på meget kort tid lykkedes at lave coronaafsnit og få efteruddannet sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter til at arbejde med respiratorer.

Læs også: Løkke: Sosu'er får en styrket rolle med sundhedsreformen

“Det skete på et par dage. Det er flot, og jeg tror, det er, fordi vi har styret mindre i den periode. Der har simpelthen været mere frihed til at tænke selv,” siger hun og appellerer til, at kollegerne på Christiansborg vil være med til at tage ved lære:
 
“Vi har så mange dygtige medarbejdere og ved, at jo mere I får lov til at gøre jeres arbejde, jo bedre er I,” siger hun til sosu-Mette og tilføjer:
 
”Vi, der sidder i den anden ende, har ikke særlig meget forstand på jeres arbejde.”

Vi er blevet sejere sammen

Sosu-Mette genkender, at beslutningerne blev truffet hurtigt.

“I vores gruppe kunne vi sidde i oceaner tid, hvis der skulle uddelegeres opgaver ved en sygemelding. Nu kører det bare: ‘Jeg kan tage den her. Vi er blevet sejere sammen,” siger hun.

-Hvad vil du som statsminister gøre for at holde fast i det?
 
“Jeg mener, vi skal afbureaukratisere hele den offentlige sektor og have langt færre proceskrav og meget mindre styring. Til gengæld skal vi have mere ledelse. Ledelse kan man ikke undvære,” siger hun og skifter så til et alvorligt emne.
 
“Det, der er min bekymring, er, at når vi ser sådan noget som Else (plejehjemsbeboeren fra TV2-dokumentaren om kritisable forhold på et plejehjem i Aarhus, red.), som gjorde ondt helt ind i maven, vil svaret tit være: Nu skal vi stille endnu flere krav til, hvordan folk præcis skal være, når de er i en lignende situation som den omkring Else. Og det tror jeg simpelthen ikke på, at man kan. Det er et ledelsesansvar sammen med jer at sørge for, at der er en ordentlig tone, og at plejen og omsorgen er der,” siger statsministeren.

Presset over længere tid 

Sosu-Mette tager ordet. Hun oplever, at man nogle gange kan drive folk så langt ud, at man ikke selv sanser, at man er blevet presset over en længere periode.
 
”Og så gør man nogle ting, fordi man skal, men man tænker ikke mere. Det er ikke en undskyldning. Men folk kan reelt være nået så langt ud, at man ikke gør det for at være et ondt menneske, men man kan simpelthen ikke finde ud af at sige fra og gå hjem og være sygemeldt, fordi man ikke kan tage vare på sig selv. Og kan man ikke tage vare på sig selv, kan man heller ikke tage vare på dem, man skal passe,” siger hun og tilføjer.
 
“Jeg kan mærke nede hos os, at jo mere ansvar, vi får, og jo mindre der er én, der står og puster os i nakken, jo mere blomstrer vi som kolleger.“

Alle mennesker begår fejl 

Statsministeren kalder situationen omkring Else for en umenneskeliggørelse og fremhæver, at det kollegiale fællesskab skal være så stærkt, at man tør sige: ‘Jeg holder utroligt meget af dig som kollega, og du er rigtig dygtig, men den måde du taler på her, det kan jeg ikke stå inde for.’
 
“Vi begår alle fejl. Jeg prøver at sige, der hvor jeg har et ledelsesansvar, at det ikke er fejlen, der er et problem. Det er, hvordan vi håndterer dem. Dækker vi over dem, tør vi erkende dem, handle på dem, og bliver vi klogere af dem? Alle mennesker begår fejl. Vi begår mange. Mange af os i hvert fald,” siger statsministeren.

Læs også: Nu har Tomas ansvar for 80 ansatte: ”Det er blevet mere stramt. Men jeg sover godt hver nat.”

-Du sagde også 11. marts, at du ville komme til at begå fejl. Ville du have gjort noget anderledes?
 
“Jeg vil stå ved, hvad vi gjorde, også uagtet hvad undersøgelser kommer til at vise. Hvis vi står i en lignende situation, hvor potentielt tusindvis af menneskers liv kan være på spil, kommer jeg også til at handle hurtigt.“

-Skulle I have gjort noget anderledes?
 
“Det kunne have været rart, hvis vi havde haft værnemidler fra dag ét,” siger sosu-Mette, og hun afbrydes af statsministeren.
 
“Det er et problem, som i virkeligheden afslørede en enorm sårbarhed. Forudsætningen for, at mennesker kan overleve, er, at der er værnemidler. Og vi havde dem ikke. Vi kunne ikke selv finde ud af at producere dem, det var udliciteret til andre lande. Det afslørede en europæisk og dansk svaghed. Nu har vi opbygget kæmpe lagre,” siger hun.
 
-I virker, som om I begge godt kan lide jeres job. Men hvordan ville I have det med at bytte?
 
“Åh, det ville jeg slet ikke egne mig til. Jeg er glad for, at jeg er på min lille pind, hvor jeg kan pleje og vaske og nusse,” siger Mette Frederiksen – fra Vamdrup.
 
“Jeg tror altså også, at Mette er bedre til sit job, end jeg ville være,” siger Mette Frederiksen – fra statsministeriet.
En papirpose fra Bones, hvor der skrevet noget på med kuglepen
Social- og sundhedshjælper Mette Frederiksen har fået flere beskeder under coronanedlukningen, som skulle have været til statsministeren. “Der har været nogle sure mails, og nogle har spurgt, hvorfor jeg ikke lige kan få  åbnet det natteliv. Jeg har svaret, at det ligger lidt uden for mit område,” siger Mette og fortsætter: “Kort tid efter nedlukningen skulle vi hygge derhjemme, og vi skulle hente mad på Bone’s. Da mit navn bliver råbt op, står medarbejderen med det største smil. På posen er der en kæmpe besked: Du gør det godt, fru statsminister.“   Privatfoto

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev