Annonce

Køkkenleder Birgitte Bundgaard Larsemn, Plejehjemmet Birkebo i Helsingør, varmer op til  maddag 2024

Nu skal maddagen også kaste glans og brændende kærlighed over plejehjemmene


For første gang inviteres både børn og gamle med til den årlige maddag: ”Det er en fantastisk mulighed for at sætte fokus på nogle faggrupper, der ofte bliver overset,” siger køkkenleder på et plejehjem.

Annonce

Køkkenleder Birgitte Bundgaard Larsen har en flok 'super gode' medarbejdere, som bør anerkendes endnu mere. Derfor er Plejehjemmet Birkebo tilmeldt, når  når maddagen som noget helt nyt også favner de gamle. Det sker 25. september – i år med kartoflen som den heldige råvare, der skal trylles med.  Jørgen True

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

I ti år har køkkenpersonalet i vuggestuer og børnehaver haft patent på at blære sig med deres færdigheder ud i kunsten at servere sund, velsmagende og alsidig kost til de små kunder i daginstitutionerne. 

Men for første gang inviteres de ansatte i plejehjemmenes køkkener nu også til at deltage i den årlige maddag for at vise, hvad de kan, når de skal forkæle deres noget ældre kunder. 

Den mulighed har Birgitte Bundgaard Larsen, køkkenleder på plejehjemmet Birkebo i Helsingør, grebet som en af de første.

”Alle ved, hvad en kok beskæftiger sig med. Men de færreste er klar over, hvad ernærings- og køkkenassistenter rent faktisk laver. Så jeg ser maddagen som en fantastisk mulighed for sætte fokus på nogle faggrupper, der meget ofte bliver overset. Nu er det vores tur til at sige, at vi faktisk er supergode,” siger Birgitte Bundgaard Larsen. 

Læs også: ’Bureaukratisk gryderet’: Kommuner siger nej til afstemninger om mad i dagtilbud

Maddagen fortæller vores historie

Det var en lille gruppe køkkenmedhjælpere – alle organiseret i FOA – der i 2014 tog initiativ til en årlig maddag.

I protest mod at forældrene i daginstitutionerne hvert andet år skulle stemme om stedets madordning, var motivet at bruge maddagen til at skabe opmærksomhed omkring værdien af de køkkenansattes arbejde.

Nu deltager op mod 30.000 børn i maddagen, og de køkkenansatte bruger ikke bare anledningen på at servere nye, spændende retter for børnene. 

De deler også opskrifter og informationer om sund mad med det pædagogiske personale og børnenes forældre.

Og det er blandt andet den mulighed, Birgitte Bundgaard Larsen peger på som en af fordelene ved maddagen, som hun kender – og selv deltog i en enkelt gang – fra sit tidligere job som køkkenleder i en daginstitution i Rudersdal Kommune.

”Vi brugte netop maddagen på at fortælle vores historie. Og nu kan vi gøre det samme her overfor både pårørende og husets andre faggrupper,” siger hun og udtrykker tvivl om, hvilken viden plejehjemmets øvrige medarbejdere har om, hvad der sker i køkkenet.


”Ikke alle gør sig klart, hvad det kræver, at vi hver dag både skal lave mad helt fra bunden og ramme alle 72 beboere, hvor aldersspændet er 40 år. Det er det i hvert fald hos os, hvor den yngste fyldte 60 i sidste måned og den ældste rundede 100 for to måneder siden,” siger Birgitte Bundgaard Larsen.
Sidste år kortlagde Fagbladet FOA, at de madvalg, der foretages hvert andet år i daginstitutionerne, mest af alt minder om en bureaukratisk gryderet. Den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye havde dog ikke til sinde at opgive dem, sagde han, da han på maddagen i 2023 besøgte en daginstitution i Vallensbæk.  Thorleif Ravnbak/Kost og Ernæringsforbundet (arkivfoto)

Mulighed for at spise sammen

I FOA ser Pia Heidi Nielsen, der er formand for Kost- og Servicesektoren, frem til at maddagen nu også kan kaste glans over de gamle. 

”Mad og måltider betyder lige så meget for dem som for børnene. Så det er helt oplagt at udvide maddagen til en begivenhed på tværs af generationer,” siger hun i håb om, at man nogle steder ligefrem etablerer et ’fusionskøkken’ og giver børn og gamle mulighed for at spise sammen.

”Der er jo mange plejehjem, der jævnligt får besøg af børnehaver og dagplejere,” noterer Pia Heidi Nielsen.

Læs også: Brugerbetaling kommer på menuen i vuggestuen: ”Flere kan ende med at vælge den sunde mad fra”

En heldig kartoffel

Som altid er maddagen bundet op på et tema, og denne gang er det kartoflen, der nyder æren som årets heldige råvare.
 
Der skal serveres brændende kærlighed på både plejehjem og i daginstitutioner. I tilgift kan de små kan også fornøje sig med en kartoffel-ærtesuppe med chorizo, mens de ældre fristes af en portion hjerter i flødesovs med kartoffelmos. Og så opfordres alle til at lave små lækkerier som kartoffelsnack med timian eller ungarske kartoffelbrød.

”Det er ikke tilfældigt, vi har valgt kartoflen. Den kender alle, men den kan også inspirere til samtaler på plejehjemmene. Her vil mange af beboerne måske forbinde den med den gang, de havde kartoffelferie,” siger Pia Heidi Nielsen.

Sådan tilmelder I jer

Maddagen finder sted 25. september og afholdes af FOA og Kost- og Ernæringsforbundet med støtte af Landbrug og Fødevarer, Mejeriforeningen, Danske Æg, FOLA, BUPL og Rådet for Sund Mad.

Alle deltagere får tilsendt opskrifter og informationsmateriale, der kan bruges over for både kolleger og pårørende. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev