Annonce

Hånd fyldt med danske kroner og øre

Tema: OK20

OK20: FOA skyder ny lønkamp i gang


I de kommende måneder skal slaget om overenskomsterne
på det private område stå. Det er vigtigt for FOAs privatansatte medlemmer, men også for de offentligt ansatte, hvor OK21 venter i horisonten. 

Annonce

Så står den igen på lønkamp, et par år efter det dramatiske opgør om OK18. Denne gang på det private arbejdsmarked, hvor FOA også har medlemmer. Der er råd til lønstigninger, mener FOA, og forbundet har derudover en bred vifte af krav til arbejdsgiverne. Kravene er baseret på indsendte forslag fra cirka 500 medlemmer.   Colourbox

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Lønstigninger, bedre balance mellem arbejds- og privatliv og flere tillidsvalgte. Det er de vigtigste af de krav, som FOA vil stille til private arbejdsgivere, hvor FOAs faggrupper har arbejde.

Det har FOAs hovedbestyrelse vedtaget onsdag, og dermed er OK20 for FOAs vedkommende skudt i gang. Hen over de kommende måneder forhandles nye overenskomster på hele det private arbejdsmarked.

FOAs krav til overenskomstforhandlingerne er udviklet med baggrund i op mod 500 ønsker, som ansatte på privat-området har indsendt til FOA.

Forventet slagsmål om rammen

FOA vurderer, at cirka 5.000 medlemmer arbejder på det private arbejdsmarked, for eksempel i vikarbureauer, private plejefirmaer og private daginstitutioner eller som handicaphjælpere. Langt de fleste (cirka 95 procent) arbejder inden for social- og sundhedsområdet.

Blandt de indsendte ønsker til de nye overenskomster, peger flest på forbedringer af løn og pension.  Og netop størrelsen af de kommende års lønstigninger bliver omdrejningspunkt for de afgørende armlægninger mellem arbejdsgiverne og fagforeninger.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

”Forventningerne hos lønmodtagerne er denne gang at få del i de gode tider, mens arbejdsgiverne bekymrer sig om, hvor blød eller hård landingen efter den økonomiske optur bliver,” skriver arbejdsmarkedsforskerne Søren Kaj Andersen og Nana Wesley Hansen fra København Universitet i en analyse af optakten til OK20.

FOA: Der er råd til lønstigninger

Thomas Enghausen, der er næstformand i FOA, trækker på smilebåndet ad meldingerne fra arbejdsgiversiden.

”Deres bekymring for økonomien følger et fast manuskript, som de altid trækker op af skuffen ved overenskomstforhandlinger. Men fakta er, at går det rigtig godt, dansk økonomi er kernesund.  Derfor er der råd til at anerkende den store indsats, der sker på arbejdspladserne,” siger han.

FOA er ”lillebror”

Traditionelt er det på industriområdet, det såkaldte minimallønsområde, at den økonomiske ramme for alle overenskomsterne lægges. Der sker i forhandlinger mellem Dansk Industri (DI) og fagforeningerne i CO-Industri.  Transportområdet tegner lige så traditionelt de afgørende linjer på normallønsområdet, som er vigtigst for FOAs medlemmer.

”Vi er lillebror på det private arbejdsmarked og afhængige af andre forlig, der bliver indgået. Men at man er lillebror, skal man ikke lade sig gå på af. Vores medlemmer på området har krav på en stærk indsats. Og lillebror kan godt råbe højt, når han sidder over for mor og far,” siger Thomas Enghausen. 

Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”

Inden for de rammer, der aftales på de store områder, skal FOA forsøge at få opfyldt medlemmernes ønsker til hele 24 overenskomster fordelt på tre overenskomstområder – Dansk Industri, Dansk Erhverv og Kristelig Arbejdsgiverforening (KA-Pleje)

Seks vigtige kravs-områder

Kravene er opdelt i seks forskellige temaer:

Løn og pension
Bedre balance mellem arbejde og privatliv
En tillids- og en arbejdsmiljørepræsentant på mit arbejde
Mulighed for mere frihed
Godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø
Kompetenceudvikling

Tre temaer prioriteres

Hovedbestyrelsen besluttede at prioritere de tre første kravs-temaer. Alle krav vil dog blive forelagt arbejdsgiverne, lover Thomas Enghausen og peger på nogle særligt vigtige emner for FOA.

Læs også: OK24: Aftale er landet for pædagogisk personale ansat i region eller kommune

”Vi skal have nogle ordninger, der kan sikre, at vores ældre medlemmer kan holde til at være i arbejde. Vi skal også se på fritvalgsordningerne. De giver fleksibilitet for den enkelte ansatte, og medlemmerne vil gerne have mere af det. Og så har vi brug for flere tillidsvalgte på privatområdet, hvor vi også har et stort potentiale for flere organiserede.”

Du kan se en tidslinje for FOAs arbejde med OK20 her. Og via dette link kan du også følge med i, hvad der sker de kommende måneder, når ønsker og krav skal omsættes til forbedringer af overenskomsterne.  

FOA offentliggør sin fulde liste med OK20-krav, når kravene i januar udveksles med arbejdsgiverne. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev