Annonce

Sosu og broger griner sammen

Sosu: Humor er hverdagens smøremiddel


37-årige Mette Pfeiffer er sosu-hjælper i Svendborgs kommunale hjemmepleje. For hende er humoren hverdagens smøremiddel nummer et.

Annonce

Jørgen Olsen påskønner ikke bare Mette Pfeiffers faglighed. Han påskønner også hendes smil, kække bemærkninger og glimt i øjet.  Rune Evensen

Af Pernille Marott
Journalist

Annonce

“Når I ser Mette, kan I godt forstå, at jeg er glad, ikke?” 93-årige Jørgen Olsen smiler, så selv øjnene lyser. 

Siden Jørgen fik konstateret både KOL, diabetes, hjerteflimmer og knogleskørhed, har social- og sundhedshjælper Mette Pfeiffer været hans kontaktperson. Foreløbig i fire år. Hun skaber glæde i Olsens køkken, selvom skavanker og svære tanker står i kø. 

Læs også: Liv og død-job kræver sans for humor

“Mette er verdensmester i at give støttestrømper på,” griner Jørgen, mens Mette tager fat i Jørgens ben og i løbet af 10 sekunder ruller strømpen på. Han påskønner Mettes faglighed. Den handler ikke kun om at få strømperne på i en ruf, men også om at kunne tale om det, der nager. Her bruges humor som løftestang. 

“Jeg bruger smil og humor som isbryder i min snak med borgerne. Det er meget individuelt, hvor meget jeg kan bruge det. I Jørgens selskab bruger vi det meget. Humoren har den effekt, at jeg kan få ham til at reagere mere positivt på sin situation, så han for eksempel tager ned og handler i stedet for at tale om det, besøger sin søn i Jylland eller får lavet sin scooter,” forklarer Mette. 

Anklaget for at stjæle havenisser

“Scooteren gik så godt nok i stykker igen, så jeg måtte bakke hele syv kilometer hjem,” fortæller Jørgen. Og så griner de begge to. 

Læs også: 6 idéer til mere humor på jobbet

37-årige Mette Pfeiffer har arbejdet i Svendborgs kommunale hjemmepleje i 16 år. Hun nyder at arbejde med borgere som Jørgen Olsen, hvor kemien bare spiller. 

Hun har oplevet borgere, der kom med lumre bemærkninger. Hun har stået med afføring til langt op ad armene. Hun har sågar oplevet demente beskylde hende og kollegerne fra den udkørende hjemmepleje på Fåborgvej for at stjæle havenisser. Mette Pfeiffer bruger humor på mange forskellige måder, afhængig af hvem hun er sammen med.

Læs også: OK25: Privatansatte opfordres til at tænke stort – nu er det tid til at stille krav

“Hos demente kan vi opleve, at de ikke kan finde ting og mener, vi har taget dem. Det kan for eksempel handle om deres havenisser. Det er ikke sjovt, men vi er nødt til at håndtere det, for at kunne komme igen,” siger Mette Pfeiffer.

Humor ifølge chefen

“Vi kan stå med en faglig svær drøftelse, hvor Mette kommer med en bemærkning, der gør problemstillingen absurd. Det er afvæbnende. Med humor kan man sige næsten alt. Der skal dog være respekt omkring borgerne. Derfor er brugen af humor altid en balancegang mellem at bearbejde problematiske udfordringer uden at udskamme borgeren. Humor er ikke et formelt parameter, når vi ansætter. Men man opdager hurtigt, hvem der mestrer den. Det handler om måden at formulere sig på. Og det er en kvalitet i arbejdet med mennesker”, siger Yvonne Henriksen, sektionsleder i Svendborg Kommune.

 

Et godt grin booster immunforsvaret

  • Antallet af hvide blodlegemer, der bekæmper sygdomsbakterier, stiger, når latteren bobler.
  • De hvide blodlegemer bekæmper samtidig stresshormonerne cortisol og adrenalin.
  • Fordøjelsen bliver også bedre, fordi latter er med til at massere de indre organer og muskler.

    Kilde: Humorforsker Martin Führ

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev