Annonce

dans på roskilde festival med plejehjem

Plejehjemsbeboere tramper stadig løs efter festival – nu er der godt nyt for næste års deltagelse


Orange Scene er pakket ned og øllet er drukket op. Men Magrethe Hjemmets camp i festivalområdet ’Dream City’ får lov at blive stående til næste år, hvor beboerne igen skal svinge stokken og vrikke med hofteproteserne.

Annonce

På dette års Roskilde Festival havde et plejehjem for første gang i festivalens historie sin egen camp. Og der var gang i den. Rasmus Hargaard Breum

Af Laurits Eriksen
Journalist

Annonce

Roskilde Festival rimer på fællesdrik. Nej, vent. Det rimer på fællesstrik!
 
Roskilde Festival er nemlig ikke kun en ungefest i urinstøv for stangstive teenagere.
 
Det beviste beboere og personalet fra Margrethe Hjemmet i sidste uge. Plejecenteret fra Roskilde var nemlig til stede i deres helt egen camp i ’Dream City’, hvor de inviterede andre festivalgæster til aktiviteter som ’erindringsdans’, ’ønskekoncert’ og ’fællesstrik”.
 
”De unge festivalgæster var kvæstede, men da vi begyndte at strikke, kom der liv i dem. Vores beboere lærte de unge, hvordan man gør. De morede sig meget over, at særligt drengene gerne ville have strikkepinde i hænderne,” siger Anette Kornerup Nielsen, forstander på Margrethe Hjemmet.

camp margrethe hjemmet
Margrethe Hjemmets personale havde brugt lang tid på at pynte deres camp, blandt andet med blomster og billedcollager med fotos fra plejehjemmet. Nu har Roskilde Festival givet tilladelse til, at den kan blive stående næste år. Rasmus Hargaard Breum
Man skulle måske tro, at beboerne ville være trætte efter en uge i festens tegn – men det er de ikke.
 
"De er stadig helt oppe på dupperne og snakker meget om det. Jeg har lige været inde hos en beboer, der stadig havde et festivals-glimt i øjet. Han trampede løs med benene i kørestolen," siger Susanne Danielsen, social- og sundhedsassistent på Margrethe Hjemmet.
 
Hun fortæller, at det ikke kun er beboerne, der fik noget ud af turen.
 
"Man lærte beboerne at kende på en helt ny måde. Jeg fandt for eksempel ud af, at vi har en ældre borger, som har samme musiksmag som mig. Jeg blev helt forbavset, da han til vores ønskekoncert gerne ville høre Metallica!"

VIDEO: Sådan så det ud, da Fagbladet FOA var med til 'erindringsdans' på i Margrethe Hjemmets camp på Roskilde Festival (artiklen fortsætter under videoen)
 

Campen bliver stående til næste år

Margrethe Hjemmet har aftalt med arrangørerne af Roskilde Festival, at deres camp bliver stående til næste år.

Indtil festivalen igen går løs, vil de bruge den som udflugtsmål, hvor beboerne kan nyde en kop kaffe midt i naturen.
 
Men mest af alt glæder de sig til, at de har fået lov til at give den gas igen næste år.
 
”Når vi er med som plejehjem, får Roskilde Festival en større mangfoldighed. Det bryder fordomme både den ene og den anden vej. Den omsorg og hensyntagen, de unge har vist, bekræfter, at de er meget mere end festaber,” siger Anette Kornerup Nielsen.
 
Hun fortæller, at de nu overvejer at invitere et andet plejehjem med. De er også venner med en lokal børnehave, som også kunne være oplagt at invitere.

margrethe hjemmet roskilde festival
”Jeg er kommet her hvert år med min mand, indtil han døde for to år siden. Når jeg er her på festivalen, føles det fuldstændig som var det i går, at vi var her som helt unge. Det gør mig lidt nostalgisk.” Sådan lød det fra 88-årige Birthe Christensen, da Fagbladet FOA mødte hende på Roskilde Festival. Rasmus Hargaard Breum
”Vi vil bare gerne vise Danmark, at det er fedt at arbejde på et plejehjem. Der var flere af de unge, der udtrykte, at de ville søge et sommerjob hos os. Så det håber vi på,” siger Anette Kornerup Nielsen.
 
Hun er glad for, at deres initiativ har fået opmærksomhed i hele landet.
 
”Der er endda nogle social- og sundhedsassistenter i Nordjylland, der skriver, at nu vil de på Nibe Festival med deres beboere.”
 
Nu skal Margrethe Hjemmet finde ud af, hvordan næste sommers ferieplanlægning skal gå op. Alle medarbejderne vil nemlig gerne på arbejde, når der er Roskilde Festival.

dans på roskilde festival plejehjem
De unge gæster på årets Roskilde Festival var vilde med plejehjemmets aktiviteter, der blandt andet omfattede fællesstrik og ønskekoncert. Rasmus Hargaard Breum

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev