Annonce

’Nutellaen’ overrasker: Yvonne og Helle imponerer i køkkenet – og forældre beder om den særlige opskrift


Det behøver ikke at smage dårligt, når man vælger de mere plantebaserede fødevarer som led i klimakampen. Det beviste to køkkenassistenter på klimafolkemødet.

Annonce

Yvonnes boller med hvide bønner og Helles 'dadel-Nutella' gik som varmt brød på klimafolkemødet i Middelfart fredag den 30. august. Robert Wengler

Af Allan Wahlers
Journalist

Annonce

Vejen til at få flere plantebaserede og klimavenlige fødevarer ind i de danske husholdninger går gennem børnenes maver.

Det ved køkkenassistenterne Yvonne Herold og Helle Maintz alt om, og derfor var de med som repræsentanter for FOAs faggrupper på klimafolkemødet i Middelfart sidst i august.

Hver dag arbejder de på henholdsvis Børnehuset Stavlundvej i Tårnby og Dagtilbud Svalen i Køge med at liste flere bælgfrugter og andre klimavenlige grønne fødevarer ind i menuen.

"Det handler om at få børnene til at vælge mere grønt. Børn er ligesom ældre meget vanemennesker, men der er mange ting, man kan gøre for at påvirke dem," siger Helle Maintz.

Derfor havde hun og kollegaen taget smagsprøver med på, hvad de serverer for børnene. Ved første øjekast lignede det hvidt brød med Nutella, men i virkeligheden var det boller med hvide bønner og 'dadel-Nutella'.

LÆS MERE: Find opskrifterne og læs mere om FOAs grønne fag og faggrupper på klimafolkemødet

"Folk har været meget interesserede, og de er overraskede over, at brødet er bagt med hvide bønner. Mange tror også, det er Nutella, der er smurt på. Og så spørger de efter opskriften," siger Yvonne Herold.

Heldigvis var opskriften lige ved hånden i FOAs bod. Ligesom de to køkkenassistenter havde forberedt en quiz, der skulle sætte samtalen i gang – for eksempel kom svaret på spørgsmålet 'Mætter bælgfrugter mere end kød?', bag på mange. For det gør de faktisk.

"Der er kommet meget mere fokus på de plantebaserede fødevarer. Vi er også selv blevet bevidste om at tænke det ind og starte en stille og rolig proces. Vi bruger for eksempel røde linser lidt mere – og hvide og sorte bønner, og så er beluga-linser jo blevet meget kendte i en bolognese," siger Yvonne Herold.

Med i den grønne omstilling

På den måde spiller FOAs medlemmer i Kost- og Servicesektoren en kæmpe rolle i den grønne omstilling.

"Der er ingen tvivl om, at de påtager sig et stort ansvar, hvor de også går meget op i, om børnene kan lide deres mad. Her spiller udseende, konsistens og farve også en rolle. Men forældrene bliver som regel utrolig glade for det og efterspørger opskrifter som inspiration," siger sektorens formand Pia Heidi Nielsen.

På klimafolkemødet mødtes hun blandt andet med nogle folketingspolitikere fra Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget og opfordrede til, at flere klimavenlige bælgfrugter og lokale sæsonvarer som frugt og grøntsager blev en del af statens indkøbsaftaler, så for eksempel husassistenter og køkkenledere i børneinstitutioner får mere at vælge imellem.

"Hele den grønne omstilling vil vi meget gerne deltage i. Vi kan se, at dagsordenen med mere plantebaseret kost vinder ind, og det vil vi gerne være med til at brede ud til befolkningen, så folk selv kan træffe nogle valg omkring det. Men det er vigtigt, at tilbuddene er der og til en fornuftig pris," siger Pia Heidi Nielsen.

På klimafolkemødet prøvede hun også 'tang-pesto', som var udviklet af Syddansk Universitet, og ifølge sektorformanden skulle det smage "skidegodt".

Så måske bliver det også snart noget, Yvonne Herold og Helle Maintz kommer til at prøve af på børnene i deres institutioner.

Hvis Yvonne får børnene til at vælge mere klimavenlig mad, vil det også smitte af på familiernes madvaner. Robert Wengler

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev