Om en måned er 26-årige Cecilie Brandt Lund færdiguddannet som social- og sundhedsassistent. Hun er ambassadør for uddannelsen og føler en stor trang til at tale faget op. For social- og sundhedsmedarbejdere kan og skal være stolte af deres fag, siger hun. 

Fagbladet FOA mødte sosu-ambassadøren til en snak om fordomme, ansvar, rekruttering og de seneste ugers historier om omsorgssvigt i ældreplejen.

- Der har været mange historier om omsorgssvigt i ældreplejen. Afskrækker det dig?

"Nej, tværtimod. Det giver mig mere blod på tanden, og jeg vil være med til at bære den fane, der kan skabe forandring, hvor der er behov for det.

Så nej, jeg er på ingen måde blevet afskrækket. Og det hænger også sammen med, at jeg har oplevet virkeligheden ude i arbejdet med borgeren. Det er det mest livgivende arbejde, jeg nogensinde har haft. Jeg går glad på arbejde hver dag, og jeg går glad hjem. Jeg gør en forskel for rigtig mange mennesker. Måske det ikke ses i det store billede, men det mærkes hos det enkelte menneske. Jeg gør også en forskel for de pårørende og mine kolleger, og derfor glæder jeg mig til at komme ud og arbejde som social- og sundhedsassistent."

- Hvad tænker du om det, der vises i TV2-dokumentaren “Plejehjemmene bag facaden”?

"Det, der sker i dokumentaren, viser meget klart, hvordan omsorgssvigt kan opstå ude i plejen, og hvilke konsekvenser manglende kompetencer kan have. Det viser også, hvad der sker, hvis ledelsen ikke er opmærksom på sine medarbejdere, og dermed ikke reagerer, mens der langsomt udvikles en forråelseskultur på arbejdspladsen."

Læs også: FOA: Omsorgssvigt på skjulte optagelser skal hverken forsvares eller forklares

- Hvad har du selv oplevet, når du har været i praktik?

"Jeg har både på godt og ondt oplevet, hvordan personale kan være i mødet med borgeren. Det gode sker, når der er anerkendelse, respekt og medinddragelse af borgeren. Men jeg har også været vidne til, at man taler ned til eller er kommanderende over for borgeren.

Men det er ikke mit indtryk, at der er en høj grad af omsorgssvigt. Mit indtryk er, at der er nogle tilfælde af omsorgssvigt, og det er dem, vi skal gribe, og det er dem, vi skal forandre. For dem, jeg møder langt flest af, er folk med en respektfuld og anerkendende tilgang som førsteprioritet."

- Hvordan har du oplevet tiden efter dokumentaren, hvor der har været meget fokus på ældreplejen?

"Vi har jo nærmest været i en chokfase, kan man sige, for det chokerer folk, at det her overhovedet kan forekomme. Ældre Sagen beretter om mange henvendelser fra pårørende med negative historier, og det kan være med til at skabe stigma omkring vores fag.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke gemmer os, men at vi reagerer ved at løfte den faglige stolthed. Viser, at vi er stolte af vores fag, og at vi har en god grund til at være stolte af vores fag. For det føler jeg helt sikkert, at vi skal være.

Læs også: Mandlig sosu-elev: Nu er jeg ligeglad med fordommene

Men jeg synes samtidig, at det er godt, at dokumentaren kommer. For det er med til at skabe en debat om ældreplejen, der forhåbentlig gør, at vi finder løsninger på den omsorgssvigt, vi hører forekommer. Der er både det politiske aspekt, men vi må også hver især som sundhedsperson være med til at forebygge omsorgssvigt. Vi skal turde sige fra, vi skal turde at råbe højt. Vi skal turde være med til at skabe en forandring, hvor det er nødvendigt.

Et problem kan for eksempel være, at de steder, hvor der sker omsorgssvigt, der siger folk deres stilling op i stedet for at forsøge at skabe den nødvendige forandring. Vi har behov for, at nogle står i spidsen for den her forandring. Vi har alle sammen har et stort ansvar."

- Har du tænkt på, om du selv er i risiko for at blive forrået?

"Jeg tror, vi alle sammen er i risiko for at blive udsat for forråelse, for forråelse er en naturlig forsvarsmekanisme, vi mennesker har. Man kan måske kalde det en fejl ved os mennesker, men det er også noget, vi bruger, når vi har brug for at overleve situationer, hvor vi føler os magtesløse.

Derfor må vi være opmærksomme på hinanden og give plads til frustrationer, men vi skal samtidig forsøge at vende tingene til noget positivt ved at komme med løsninger på de problemer, vi hver især oplever. For vi har et job, hvor vi uundgåeligt kommer til at føle os magtesløse.

Vi bliver ofte sat i kritiske situationer, der er svære at navigere i, og det kan være med til at skabe forråelse. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi anerkender hinanden og griber hinanden. At vi skaber et fællesskab, hvor man tør at åbne op og tale om frustrationer og alt det, man ellers brænder inde med."

- Du er ambassadør for uddannelsen. Hvordan sælger du den?

"Er du er glad for at have ansvar? At gøre en forskel, og samtidig blive klogere på, hvad individet indebærer? Er du i stand til at tilsidesætte dine egne fordomme om mennesker? Så er sosu-faget helt klart et fag, jeg vil anbefale dig.

Det er så livsbekræftende, og du får lov til at være en del af rigtig mange menneskers liv, og du er oven i købet en meget vigtig del af deres liv. For nogle mennesker er du den eneste, de får besøg af. Du drager omsorg for dem, og du er måske den eneste relation, de har."

- Tror du, at der generelt er manglende viden om, hvad social- og sundhedspersonale laver?

"Jeg tror, at mange ikke ved, hvad det vil sige, at være social- og sundhedsmedarbejder, fordi folk ikke ser den kompleksitet, der er kommet i ældreplejen. Ressourcerne er blevet mindre. Før var der tid til at lave flæskesteg til fru Hansen og tale med hende i timevis. Dengang var der tid til såkaldte tryghedsbesøg, men den slags besøg er skåret væk. Alt det lagt sammen betyder, at vi på kortere tid skal nå flere opgaver og samtidig sikre en bedre kvalitet.

Så jeg synes helt sikkert, at vi bærer et kæmpe ansvar. Et ansvar, jeg rigtig godt kan lide, men det er også et ansvar, der til tider kan være rigtig hårdt, fordi du vil alle dine borgere det bedste. Du skal kunne navigere i det hele, både det akutte og knap så akutte. Du skal have viden om rigtig mange sygdomme og være i stand til at agere i dem ved at se de små forandringer hos borgeren."

- Hvordan reagerer folk, når du fortæller, at du vil være social- og sundhedsassistent?

"Jeg har oplevet, at folk overhovedet ikke ved, hvad jeg laver, og hvor omfattende arbejdet er. Når jeg så fortæller, hvordan min dagligdag kan se ud, så giver jeg eksempler, hvor jeg stadig værner om min tavshedspligt, og så bliver folk meget positivt overraskede. De siger, at der er vildt, at jeg kan klare det her arbejde. Det er et kæmpe cadeau, for man skal netop være lavet af et specielt stof for at kunne klare arbejdet. 

Læs også: Sosu-debattør: Sådan kæmper jeg for at få anerkendt vores fag

Du skal have dig selv med og stadig have overskud til den her menneskelige kærlighed og kunne rumme alle slags mennesker. Du skal kunne tilsidesætte dig selv og kigge på mennesket og de værdier, det enkelte menneske har. Nogle har haft et hårdt liv, der gør dem meget sårbare. Det skal vi kunne rumme og i stedet se det menneske, de er. Være i stand til at se forbi, at de måske er udadreagerende og råbende og i stedet finde ind til kernen af problemet. Det synes jeg er enormt smukt at kunne være en del af. At kunne mærke, at et menneske føler sig set, hørt og forstået.

Vi må aldrig sige, at vi ‘bare’ er social- og sundhedspersonale. Vi skal sige, at det er vi, og det er vi mega stolte af. Og så forklare hvorfor. På den måde bliver faget forstået og talt op, især hvis vi er flere og flere, der gør det."