Annonce

Efter at have mistet sin søn: Forfatter hjælper dig med at tale om døden med børn


Knirkekufferten er et redskab til at støtte børn i sorg. Den er udviklet til daginstitutioner, der ønsker at skabe trygge samtaler om livets sværeste emner.

Annonce

Knirke er udviklet til daginstitutioner, der ønsker at skabe trygge samtaler om livets sværeste emner. Dirk Natorp, Det Nationale Sorgcenter 

Af Amalie Windahl
Journalist

Annonce

Det lille kastanjefarvede egern, Knirke, er hovedperson i Knirkekufferten, der skal åbne op for samtaler om sorg og død i landets daginstitutioner. 

Ideen til Knirke kom, da forfatteren, Julie Døssing Frost, mistede sin 10 måneder gamle søn i 2016. Midt i sin sorg skulle hun også finde en måde at forklare sin toårige og sin fireårige, at lillebror ikke længere var iblandt dem. 

Hun begyndte at digte godnathistorier, hvor død, sorg og savn indgik i fortællingen. Alt sammen pakket ind i et barnligt univers.

”Jeg fandt ud af, hvor svært det var at tale med mine børn om døden. Os voksne har det med at forklare børn om døden på en meget abstrakt måde, og i et børnehoved må det være enormt forvirrende,” fortæller hun. 

Selvom karakteren Knirke først blev opfundet senere, var godnathistorierne begyndelsen på den idé, der senere blev til Knirkekufferten. Den indeholder blandt andet fem bøger med hvert sit tema: Begravelse, kroppen, savn, skyldfølelse og følelser.
  

Nu flytter Knirke ind i daginstitutionerne 

Knirkekufferten er udviklet i samarbejde med Børn, Unge & Sorg, som er en del af Det Nationale Sorgcenter. Materialerne er baseret på faglig viden gennem flere års erfaring og videnskabeligt arbejde. 

I skrivende stund er 1100 kufferter sendt ud til 96 kommuner, der har sagt ja til at modtage dem. De står nu for fordelingen af Knirkekufferterne, som er finansieret igennem Spar Nord Fonden og Lauritzen Fonden.

Udover blandt andet bøger og samtalekort, indeholder Knirkekufferten også en kappe, der er magen til Knirkebamsens. Den betyder noget særligt. 

”Der er en kappe, som børnene kan tage på for at blive modige, ligesom Knirke, til at snakke om tingene, ” fortæller direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt.

Han har hjulpet med at udbrede kendskabet til Knirkekufferten, og forklarer at det er vigtigt ikke at gøre døden til et tabu.

”Målet med Knirkekufferten er at aftabuisere død og sorg, når det kommer til børn. Det er et rigtig godt redskab til at tage samtalen på børnenes præmisser, så vi for eksempel ikke får sagt til børnene, at nogen sov stille ind, og de så bliver bange for at falde i søvn. Børn er meget mere konkrete i deres tænkemåde,” uddyber han.
 
Julie Døssing Frost henviser til en undersøgelse af Kræftens Bekæmpelse i 2021, som viser, at pædagoger i daginstitutioner generelt finder det svært at håndtere børn i sorg, hvis de for eksempel har mistet en forælder. Derfor håber hun, at Knirkekufferten kan hjælpe pædagogerne med at tage de svære samtaler.

”Jeg håber Knirkekufferten kan være med til at vise, at død og sorg ikke er farligt at snakke om. At vi måske kan nedbryde berøringsangsten og tabuet”, fortæller hun. 

Hun håber, at Knirkekufferten i fremtiden kommer til at indgå i et tema om sorg og død på daginstitutionerne. 

Du kan læse mere om Knirkekufferten her

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev