Annonce

Social- og sundhedsassistentelever sidder med VR-briller på

Tema: Velfærdsteknologi

Ny uddannelse spreder sig til flere sosu-skoler: Mød eleverne her


Eleverne på DigiTech-uddannelsen på SOSU Syd i Aabenraa tænker først og fremmest i digitale løsninger, når de skal hjælpe en borger.

Annonce

Eleverne på DigiTech er i en anden verden, når de tager VR-briller og høretelefoner på. Rasmus Hargaard Breum

Af Laurits Eriksen
Journalist

Annonce

Det er nat.

Gitte og Jørgen ligger i deres seng.

Det ældre ægtepars tunge vejrtrækning afslører, at de sover tungt.

Ved foden af sengen står 11 DigiTech-elever og betragter dem. De får et chok, da Jørgen pludselig hoster voldsomt. Gitte vågner og tænder lyset på natbordet.

”Er du o.k., Jørgen? Jeg kommer nu!” råber Gitte og løber om på den anden side af sengen for at hjælpe Jørgen op. Gitte går forbi eleverne, mens hun holder om Jørgen, og guider ham sikkert ud på badeværelset for at hjælpe ham.

DigiTech-uddannelsen

DigiTech er en almindelig social- og sundhedsassistentuddannelse, der er vinklet i en velfærdsteknologisk retning.

Eleverne får den samme uddannelse som en almindelig social- og sundhedsassistent indenfor sygepleje, omsorg og kommunikation, men lærer samtidig at benytte sig af teknologiske løsninger.

SOSU Syd var de første til at uddanne DigiTech-elever. De første elever startede på uddannelsen i 2019 og blev færdiguddannet i 2021.

LÆS MERE HER

+
Det skal måske nævnes, at de 11 elever ikke er rigtigt til stede i soveværelset. I virkeligheden sidder de i et klasselokale på SOSU Syd i Aabenraa, hvor de ser en film med specielle VR-briller på. På den måde er de virtuelt til stede hos KOL patienten Jørgen – en karakter, som spilles af en skuespiller. Med brillerne for øjnene og høretelefoner i ørerne er de forsvundet fra den virkelige verden og har for længst glemt alt om klasselokale og underviser.

Når eleverne har lært at benytte VR-brillerne, kan de også selv bruge dem med borgere. For eksempel kan de instruere en fysisk hæmmet person i at bruge brillerne til at opleve steder hjemmefra, som borgeren ellers ikke har mulighed for at opleve.

Det er underviser Lisbeth Kidmose Jensen, der i dag instruerer sit hold på tredje hovedforløb i at bruge VR-briller.

”Normalt arbejder eleverne med en tekst og en problemstilling på et stykke papir. På DigiTech bruger vi også VR-briller. I stedet for at arbejde med en tekst om ’Fru Jensen’, kan hun altså blive vækket til live foran øjnene af eleverne. Det giver dem en anden refleksion,” siger Lisbeth Kidmose Jensen.

Mai-Britt C. Knudsen er en af eleverne på tredje hovedforløb:

”Jeg lærer bedst, når jeg ser noget for mig visuelt, eller når jeg har noget i hænderne. Det giver meget mere end at læse i en bog,” siger hun.

Filmen, de ser, er lavet af Videnscenter for Velfærdsteknologi. Centret er en del af de danske SOSU-skoler og arbejder med velfærdsteknologi og innovativ læring. SOSU SYD har også været med til at producere flere VR-film og gør alt for at være opdaterede i en teknologisk verden.

Erfaringer får eleverne masser af. Digitale løsninger er i rivende udvikling, og DigiTech-eleverne har noget nyt mellem hænderne hver dag.

”Vi er hele tiden i dialog med virksomheder om, hvad de nyeste teknologier på markedet er. Det, der er DigiTech nu, er måske allerede ordinært om et par år. Vores elever er frontløberne, så deres erfaringer drypper forhåbentligt af på de andre hold,” siger Line Kirk Øgendahl, der er projektleder på DigiTech-linjen.

Seks elever sidder med VR-briller
”Jeg lærer bedst, når jeg ser noget for mig visuelt,” siger DigiTech-eleven Mai-Britt C. Knudsen. Rasmus Hargaard Breum

Eftertragtede elever

Tilbage i klassen sidder eleverne i grupper og arbejder med filmen om Jørgen. De skal finde ud af, hvad de bør have fokus på i forhold til hans KOL. Nogle elever foreslår, at han skal have en elcykel, så han får nemmere ved at dyrke motion. De foreslår også, at han på sigt kan få et særligt iltapparat.

Generelt er eleverne gode til at tænke i velfærdsteknologiske løsninger, hvilket verdenen udenfor også har fået øjnene op for. For eksempel planlægger Sønderborg Kommune at opføre ældreboliger og har bedt eleverne på DigiTech om at hjælpe med gode input. Også private teknologivirksomheder er begyndt at ansætte færdiguddannede DigiTech-elever.

”Der åbnes pludselig en masse muligheder for eleverne, når de er færdige med uddannelsen. De klarer sig godt i praktikken, og vi kan se, at de er eftertragtede på den anden side,” siger Line Kirk Øgendahl.

Timen er slut, og eleverne gør sig klar til fysisk undervisning i motion – teknologien er endnu ikke nået så langt, at det også kan klares med VR-briller på.

Sådan har eleverne brugt DigiTech

Mai-Britt C. Knudsen

Jeg valgte DigiTech, fordi teknologi er vejen frem. Alt på uddannelsen er digitalt, vi bruger næsten ikke et eneste stykke papir. Vi er ikke bedre social- og sundhedsassistenter end de andre, men vi har nogle kompetencer, fremtiden har brug for.

I praktikken havde jeg en borger med paranoid skizofreni, som ofte var meget urolig. Her brugte jeg en ’somnox’, som er en elektrisk pude, der kan hjælpe borgeren med at kontrollere sit åndedræt. Min praktikvejleder vidste ikke, hvordan hun skulle bruge den. Jeg hjalp dem, og de bruger stadig puderne i dag.

Når jeg er færdiguddannet, håber jeg, at jeg kan finde job på en boenhed for borgere med fysiske eller psykiske problemer. Teknologi kan hjælpe psykisk udfordrede med at få tankerne væk fra hverdagen. For eksempel kan man spille spil med VR-briller. Det vil jeg gerne arbejde mere med.

Bjørn Lorenzen

Fotografi af Bjørn Lorenzen til artikel om DigiTech. Fotograf: Rasmus Hargaard Breum

Jeg valgte DigiTech, fordi det er fremtiden. Det er sjovt at gå på en nyoprettet uddannelse, for det er os, der er de første til at implementere den nye viden i samfundet. Vi er ambassadører, og det er os, der går forrest.

I praktikken havde jeg en borger, der tidligere i livet elskede at vandre. Det kunne hun desværre ikke mere, fordi hun havde svær demens. Jeg brugte en 'CRDL', som er et interaktivt musikinstrument, til at lave naturlyde af rislende bække. Det vækkede minder til live for borgeren, som ved hjælp af lyden kunne huske sine vandreture i bjergene.

Når jeg er færdiguddannet, ved jeg ikke helt, hvad jeg vil. Men jeg synes, psykiatrien er spændende, og jeg vil også gerne hjælpe andre med DigiTech.

Kristina Holst

Fotografi af Kristina Holst til artikel om DigiTech. Fotograf: Rasmus Hargaard Breum

Jeg valgte DigiTech, fordi vi skal tænke smart, hvis vi gerne vil frigøre mere tid til omsorg i faget. Vores kerneopgave er at være til stede, og det kan vi bedst, hvis vi har teknologi til at hjælpe os.

I praktikken havde jeg en borger med meget svær angst. Hver gang hun skulle ud ad døren, måtte hun tjekke, om alt var slukket i hendes lejlighed. Jeg lavede en plantegning af lejligheden på hendes iPad, så hun kunne sætte et kryds de steder, hun var sikker på, var slukket – en slags virtuel tjekliste. Hun gik fra at bruge 1,5 time på at komme ud ad døren til kun at bruge 10 minutter.

Når jeg er færdiguddannet, vil jeg gerne undervise og være med til  at sætte en retning for brug af velfærdsteknologi. Jeg vil gerne skubbe til rammerne for, hvordan vi bruger digitale løsninger i faget.

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev