Entreen i SOSU H i Brøndby er proppet af elever med mobiltelefonerne fremme. Klar til at få hver deres lille snapshot af statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes følge, der slanger sig igennem mængden.
”Ej der er hun,” siger en. ”Oh My God,” hviner en anden, da statsministeren krammer en af elevernes arm og giver hånd til en anden. Ægte, smilende, imødekommende, venlig, interesseret.
”Ej, jeg nåede det ikke,” siger en, der forsøger at fange hende med telefonen, men kun får et billede ind i mængden af de mange elever, som er mødt op for at vinke til statsministeren, der bliver modtaget som en dronning.
For statsminister Mette Frederiksen er taget til SOSU H for at høre om rekruttering og for at mødes med skolens rollemodelkorps, der også er elever på skolen, direktøren Jeppe Rosengaard Poulsen, skolens bestyrelsesformand og næstformand i FH Nanna Højlund, og så os, Fagbladet FOA, som til sidst i besøget får 10 minutters interview til de spørgsmål, vi længe har interesseret os for. Og som vi nu har mulighed for at få regeringens øverste til at svare på.
Læs også: Minister holder fast: Elever på sosu-uddannelserne skal have løn
Noget hårdere end andet
Som for eksempel hvornår trepartsforhandlingerne om løn og vilkår i den offentlige sektor kommer. Hvordan de tre milliarder, man fra regeringens side allerede har lovet, skal udmøntes. Og især, hvordan pengene skal fordeles blandt faggrupperne.
”Den er her i efteråret. Så vi er i fuld gang med at lægge sidste hånd på vores egen forberedelse, og så går vi jo ind i trepartsrummet med arbejdsmarkedets parter. Så den er lige rundt om hjørnet,” siger statsministeren, der ellers undgår at blive konkret, men i stedet siger:
”Ja, vi har vores tanker. Og dem kommer vi først til at dele, når vi sidder inde ved bordet sammen med arbejdsmarkedets parter,” siger hun og understreger alligevel, at der er nogle i velfærdsfagene, der løfter en hårdere opgave end andre.
”Der er nogle, der arbejder mere aften og nat end andre, for eksempel. Det, synes jeg, at vi som samfund godt kan kvittere for. Der er også nogle steder, hvor vi ved, at vi kommer til at mangle medarbejdere, og hvor vi har behov for at trække nogle til. Der er nogle, der har et hårdere arbejdsliv end andre.”
- Men kan du komme tættere på, hvem det er?
”Jeg kommer ikke til at udpege faggrupper, men det er klart, når vi taler om områder, hvor vi kommer til at mangle medarbejdere, så er det jo blandt andet sosu-området.”
Regeringen har i sit regeringsgrundlag lagt op til, at en del af de ekstra lønkroner skal forhandles lokalt. Men som Fagbladet FOA flere gange har påvist, er de lokale lønkroner først og fremmest tilfaldet chefer og ledere, mens medarbejderne tættest på borgerne ofte er blevet forbigået.
Fordelingen af lokalløn er dog ”i høj grad et anliggende for arbejdsmarkedets parter”, fastslår Mette Frederiksen.
”Men måske det ville være meget godt, hvis man på tværs af fagforeningerne sagde, hvem man egentlig gerne vil understøtte lønmæssigt i de kommende år. Jeg kunne dog godt tænke mig, at der kommer flere lønkroner i retning af det, der har med mennesker at gøre. Ikke omvendt,” tilføjer hun.
Læs også: Minister: “Elevløn er første skridt i en større debat om løn”
Helt tæt på
Og det er lige præcis dem tættest på borgerne – dem, vi kommer til at mangle – der nu viser vejen for statsministeren på skolen, fører hende rundt på gangene og viser hende ind i de forskellige rum. Først ind i et rum, der er indrettet som en ældre persons dagligstue komplet med en gammeldags rød veloursofa, krummelurer på stolene, familiefotos på væggene og udstoppet trænings-hund i hundekurven på gulvet.
En almindelig borgers hjem, som Mette Frederiksen opløftet konstaterer, da hun sætter sig i sofaen og begynder at høre om rollemodellernes bevæggrunde for, hvorfor de gik ind i faget:
Sabrina Bæk Nielsen, der synes, at kombinationen på SOSU EUX mellem sosu-fag og almindelige gymnasiefag giver muligheder – og en uddannelse, man altid kan bruge.
Niclas Vingum Tindbæk, der startede på SOSU EUX, fordi han gerne vil arbejde med mennesker – og måske har en tendens til at give omsorg til andre, før han modtager den selv.
Anja Pia Bloch med en lang karriere i det private erhvervsliv, der altid har drømt om at blive sygeplejerske og fik sat den danske ældrepleje i perspektiv efter et praktikophold i Madrid, hvor morgenrutinerne er overstået på 12 minutter.
Laura Funch Larsen, der stadig går efter drømmen om at blive sygeplejerske uden at skulle gå den boglige vej og især synes, at arbejdet på plejehjem giver mulighed for at komme helt tæt på borgerne.
Karen Heely med egen frisørsalon, der dyrker social- og sundhedsfagenes faglighed, men er træt af altid at skulle forsvare sit fag over for andre, der mener, at hun hun ’jo kun laver nedre toilette’. Hun skal i sin første praktik på mandag.
Rollemodel og elev Sabrina Bæk Nielsen viser statsministeren skolens hospital, hvor eleverne både kan øve løft med dukker – og med hinanden.
Rasmus Hargaard Breum
”
Du har helt sikkert en masse med, du kan bruge. Øjenkontakt for eksempel,”
siger Mette Frederiksen til Karen. ”
Og så vil de jo også gerne se godt ud,”
siger hun og alle bryder ud i et hjerteligt grin, da Karen svarer, at hun da med glæde vil style de ældres hår. Øjenkontakt og nærvær. Noget, Mette Frederiksen også mestrer her i sofaen på SOSU-skolen med skolens rollemodeller, der har vidt forskellig alder og baggrund.Læs også: Mette F. løfter sløret for udspil om mere løn til offentligt ansatte
Ikke en løsning
”Jeg er helt overbevist om, at hvis vi skal få flere til at tage uddannelsen, så er det rollemodellerne, vi skal bruge. For den måde, de selv italesætter deres fag på, den drivkraft, de har, når man lytter til, hvad de siger om, hvordan de altid har ønsket at være noget for andre mennesker …” siger Mette Frederiksen og understreger, at de selv er de bedste til at formidle, hvorfor uddannelsen er god og vigtig.
”Det er de meget bedre til end vi andre. Så det var en virkelig, virkelig god oplevelse at møde dem.”
Hvordan vi får flere til at søge, er der ikke ét enkelt svar på, mener hun.
”Jeg tror, vi skal kigge hele vejen rundt. En af rollemodellerne fortæller, at hun egentlig altid har villet gå den her vej, men ikke er superglad for at gå i skole. Så noget handler om folkeskolen,” siger hun og peger på et kommende udspil om en mere praktisk folkeskole. Noget andet handler om studievejledningen, hvor eleverne i dag efter hendes mening alt for ofte bliver vejledt mod gymnasiet.
”Noget handler om folkeskolen, noget om erhvervsuddannelserne. Det er derfor, vi som regering har besluttet et – må man sige – historisk løft af erhvervsuddannelserne, der fuldt indfaset får 900 millioner kroner ekstra hvert år for at højne kvaliteten i undervisningen,” siger hun og understreger, at hun meget gerne vil være med til at fremme erhvervsskolerne.
”Det er også derfor, jeg er her i dag. Men jeg tror ikke, det kan stå alene. Jeg tror også, der skal være noget politisk vilje til at bruge penge.”
’Indgår i overvejelserne’
Det skal være muligt at tage uddannelsen, også når man er moden, står alene med to børn og en lidt højere husleje, end man har som ung, mener Mette Frederiksen. Men hun vil ikke komme tættere på spørgsmålet om at give løn under uddannelse til alle, der læser til social- og sundhedshjælper eller -assistent, som den tidligere S-regering med Mette Frederiksen i spidsen ellers var ude at sige før valget.
”Nej, det kan jeg ikke love. Jeg hører efter, hvad de siger derude,” siger hun, men konstaterer, at tanken ikke er fremmed for regeringen.
”Det indgår selvfølgelig i vores overvejelser. Jeg er optaget af, at hvis du som forælder i løbet af dit arbejdsliv gerne vil ind på en social- og sundhedsuddannelse, så er der selvfølgelig nogle andre forhold omkring dig, end hvis du er helt ung og lige gået ud af 10. klasse.”
Sabrina og de andre rollemodeller viser Mette Frederiksen videre i rummet for velfærdsteknologi, hvor skolens elever både kan se og afprøve, hvilke hjælpemidler fremtiden kommer til at bringe. Videre til hospitalet, hvor de kan øve sig i at løfte patienterne ind og ud af hospitalssenge. Videre ind sanserummet med beroligende lyde, dæmpet lys og vandseng, som skal give borgere ro, men som lige nu bliver brugt af elever, der prøver at dulme nervøsiteten, før de skal i praktik på mandag.
”
Pas godt på de gamle,”
siger Mette Frederiksen, da hun forlader rummet på vej videre.