Den seneste episode af podcasten ’Færdigt Arbejde’ handler om mødet mellem generationerne på en arbejdsplads – med særligt fokus på, hvordan unge føler sig velkomne efter endt uddannelse, når de skal dele hverdag med det, man kunne kalde de mere erfarne rotter.
Spørgsmålet har efterfølgende givet en livlig debat på Facebook.
Hella Harper skriver for eksempel:
”
Det er så demotiverende, hvis vi ikke lytter til de nyuddannede. De kommer med den sidste ny teoretiske viden, og vi kan samme spare og bruge/genbruge den nye viden.”
Hun bliver suppleret af Trine Thellefsen, som ”elsker at høre, hvis de har opdaget noget nyt, der bidrager positivt – og det er uanset, om det er gamle, nye, uddannede, ufaglærte.”
”
Det handler om at være åben og lære og lære fra sig, hjælpe hinanden og ikke mindst, men allervigtigst, have respekt for hinanden. Og husk for i alt verden at rose, når det er fortjent. Alle vokser af det. Bare fordi noget er gjort i 100 år, er det ikke ensbetydende med, det er nemmest, rigtigt eller smartest.”
Vivian Kynde er egentlig enig, men ”har også mødt nyuddannede, der tror, de er verdensmestre, og tror, teori kan erstatte praksis.”
Og Marianne Jensen har en forklaring på, hvorfor de ældre medarbejdere måske ikke altid er lige modtagelige for nye impulser:
”
Mange vil gerne samarbejde og lære af de nye medarbejdere og gør det i hverdagen. Men når man har prøvet den ene ændring efter den anden fra politikerne i sine mange år i faget, så kan det være svært at se nogle gange,”
skriver hun.
Og så var der ’plejer’
Kommentarsporet rummer også nogle syn på ordet ’plejer’.
”Jeg synes ikke, det er så slemt mere. Jeg ser selv nyuddannede og elever som en måde at holde mig opdateret på. Da jeg selv var elev, kaldte jeg plejehjem for ’viplejerhjem’. Men sådan er det ikke mere,” skriver Helle Frederiksen.
Anita Jørgensen forsvarer brugen af ordet:
”Måske er ’plejer’ det nemmeste ord at bruge. Når der efter mange faglige vurderinger er fundet nogle værktøjer til at få den bedste hverdag for en dement borger, der ikke tåler alle de forandringer. Så det er ikke altid skidt at gøre, som vi plejer. Når bare det er velovervejet.”
Her er Lilian Nielsen ikke helt enig:
”De mennesker, der konsekvent siger ’Det plejer vi …’ er samtidig de mennesker, jeg synes, det er mest synd for, fordi de ikke får muligheden for at lære noget nyt og udvikle sig. Min holdning er, at vi kan lære hele livet igennem, hvis vi vil. Ingen udvikling er afvikling, også den personlige,” skriver hun.