Annonce

Der er mange ønsker fra FOAs medlemmer

Tema: OK24

Nu kører OK24-toget. Sådan kommer du med og får indflydelse


Snart er det tid til forhandlinger om nye offentlige overenskomster. FOA løber OK24 i gang med blandt andet stormøder om medlemmernes krav og ønsker til en ny aftale.

Annonce

Hvad er det vigtigste for dig, når der skal forhandles overenskomster? Det er snart tid til, at du kan få din stemme hørt. Arkivfoto // Tobias Stidsen

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Selv om der er mere end seks måneder til, at forhandlingerne om nye overenskomster på det offentlige arbejdsmarked går i gang, sætter FOA allerede nu strøm til OK24-toget. I disse dage inviteres alle medlemmer nemlig til at blande sig i optakten og komme med deres forslag til forbedringer af løn- og arbejdsvilkår.

Og FOAs formand Mona Striib håber, mange hopper om bord på toget og deltager i debatten. I hendes perspektiv står der nemlig meget på spil for både social- og sundhedsassistenterne, pædagogmedhjælperne, husassistenterne, ambulancebehandlerne og alle de andre af de godt 50 faggrupper, der er organiseret i FOA.

”OK24 er enormt vigtig. Det seneste års inflation og resultaterne af de private overenskomst-aftaler betyder, at vi går ind til vores forhandlinger med big time forventninger til et ordentligt løft af lønnen. Men samtidig skal det også handle om arbejdsvilkår,” siger Mona Striib.

Læs også: Nu skal din løn under luppen: Komité får stor betydning for dens størrelse

Fem regionale møder

Det er de enkelte FOA-afdelinger, der lokalt indsamler krav til OK24 fra både tillidsrepræsentanter og medlemmer – og sender dem videre til forbundet. Men alle får mulighed for direkte at komme i dialog med blandt andre Mona Striib på fem regionale medlemsmøder, der holdes i september – og som FOA inviterer til på denne side af sommerferien.  

Som optakt og inspiration til diskussionen om nye krav har FOA netop præsenteret et debatoplæg med fokus på nogle af de temaer, der helt sikkert kommer i spil under forhandlingerne. Eksempelvis spørgsmål om uddannelse, arbejdsmiljø og ikke mindst løn, som altid er det vigtigste tema.

”Det er vigtige møder, for de er med til at fortælle os, hvad vi skal prioritere,” siger Mona Striib.

Sådan deltager du i medlemsmøderne

De fem regionale medlemsmøder i september finder sted i København, Middelfart, Korsør, Aarhus og Aalborg. Du kan tilmelde dig her:
 
Alle møder finder sted i tidsrummet kl. 17-20. Forbundet dækker transportudgifter. Møderækken ser således ud:
 
Onsdag 6. september: København
 
Torsdag 7. september: Middelfart
 
Onsdag 13. september: Korsør
 
Tirsdag 19. september: Aarhus

Torsdag 28. september: Aalborg

+

Skal bryde den onde cirkel

Lønnen til de offentligt ansatte fyldte meget før de seneste OK-forhandlinger i 2021. Og den har ikke fyldt mindre de seneste tre år, hvor en lønstrukturkomité netop nu er ved at lægge sidste hånd på en analyse af de offentligt ansattes lønudvikling.

Læs også: Flere kroner: Tillidsvalgte ruster sig til lønkampen

Men samtidig med at lønnen også kommer til at fylde meget i den kommende forhandlinger, peger Mona Striib på et andet område, hvor der også skal ske forbedringer. Og det er arbejdsvilkårene.

”Alt for mange kolleger presses i dag, fordi de er på arbejdspladser, hvor det er svært at besætte ledige stillinger. Det betyder øget sygefravær, og den onde cirkel skal simpelt hen brydes,” siger Mona Striib.

Hun er sikker på, at medlemsmøderne vil bidrage til en liste af ideer og krav, der i høj grad afspejler FOA-medlemmernes specifikke vilkår. Men samtidig håber hun, at der også bliver taget hensyn til de forbedringer, der kan ske på tværs af faggrupper på en arbejdsplads.

”Det er vigtigt at anerkende, at fagligheden spiller sammen. Vi skal bruge arbejdspladsens fællesskab til at løfte hinanden,” siger Mona Striib.

Læs også: Danskerne bakker op om højere løn og bedre vilkår til velfærdsarbejdere

OK er meget mere end løn

Dermed understreger hun, at forhandlingerne om nye overenskomster handler om meget mere end løn. Og det illustrerer hun ved at se tilbage på de aftaler, der blev indgået i 2021.

”Den gang blev vi enige om en lang række fine projekter om alt fra blandt andet klimaindsats til kampen mod psykisk mistrivsel. Og vi blev enige om at se på alle de steder i arbejdstidsreglerne, hvor vi har været uenige om fortolkningerne. Det er alt sammen noget, der gerne skal gøre arbejdslivet bedre,” siger hun.

Se oplægget til medlemsdebatten her.

Følg i øvrigt OK24 her.

Følg i øvrigt OK24 her:

Køreplan for OK24
 
August/september: Lokale medlemsmøder og indsamling af krav i afdelingerne
 
September: Regionale medlemsmøder

1. oktober: Sidste frist for FOAs afdelinger til at aflevere krav til forbundet

15. december: Forhandlingsfællesskabet (de offentligt ansattes fælles forhandlingsorganisation) udtager krav til forhandlingerne.
 
1. april 2024: nye overenskomster for kommuner, regioner og stat træder i kraft.
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev