Læs udskrift af hele ’Færdigt Arbejde’ podcast-afsnittet om brancheskift
Christian Dam: Man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt, og bliver aldrig for gammel til at tage en uddannelse. Man kan få lov til at gøre en forskel.
Julie Bundgaard: Du lytter til ’Færdigt Arbejde’ Fagbladet FOAs podcast med gode råd og faglig inspiration til dit arbejdsliv. Din vært er Julie Bundgaard.
Julie Bundgaard: Folk i alle aldre og med erfaring fra alt, som ejendomsmæglere, håndværkere eller teknisk servicearbejder som Christian Dam, vi lige hørte her, møder altså i større grad end tidligere op i klasselokalerne og kommer ud i plejesektoren som spritnye sosu-hjælpere og assistenter.
Det kan man jo kun blive glad for at høre, for brancheskifterne er nemlig en del af løsningen, der skal sørge for, at der er nok kollegaer ude i plejesektoren. I dagens program skriver vi to hjælpsomme huskelister. En til dig, der mangler råd og det sidste kærlige skub, før du kan tage hul på drømmeuddannelsen på en af sosu-skolerne.
Og en til dig, der får de her modne brancheskiftere med ryksække fulde af livserfaring som nye kollegaer. For de kan nemlig godt bruge din hjælp til at lande godt i den nye rolle, så I sammen kan få et bedre arbejdsliv.
Men først skal vi lige vende tilbage til Christian, for han fortæller, at han endte med at kaste sig ud i uddannelsen som social- og sundhedsassistent i en alder af 50 år, selvom han faktisk var rigtig glad for sit arbejde som teknisk servicemedarbejder på Gribskov Rådhus.
Christian Dam: Jeg har altid haft et meget anstrengt forhold til sosu-branchen. Jeg har altid ment, at det var bare at tørre røv, vaske røv, gå med ældre mennesker i hænderne. Men det er det bestemt ikke. Jeg var selvfølgelig bange for, at jeg ville komme lidt for sent ind, men jeg har jo altid fået at vide og hørt rundt omkring, at man bliver aldrig for gammel til at lære noget nyt, og bliver aldrig for gammel til at tage en uddannelse. Så den holder jeg på. Det giver en rigtig godt faglig stolthed over at få lov til at kunne hjælpe mennesker for i mit vedkommende med rehabilitering, for at se dem komme på benene igen efter en blodprop eller trafikuheld. Man kan se, at man virkelig kan få lov til at gøre en forskel. Man kan se glæden i folks øjne, bare ved at lave en god portion havregrød til dem. Det gav bare mange ting i mit liv i forhold til at være teknisk service på et rådhus. Det er et utrolig livsbekræftende job.
Julie Bundgaard: De to gæster, som er med i studiet i dag, og som ved en hel masse om at skifte retning i arbejdslivet, og måske også i et sent tidspunkt i livet, det er uddannelsesleder på SOSU H. Mathilde de Kruiff. Hej Mathilde.
Mathilde de Kruiff: Hej.
Julie Bundgaard: Og centerleder af akutpleje og rehabilitering i Roskilde, Christel Damgaard. Hej Christel.
Christel Damgaard: Hej.
Julie Bundgaard: Jeg tænker lidt, Mathilde, at vi starter over hos dig, fordi det er dig, der i første omgang møder de her voksenelever, kan man sige, når de kommer i skole. Hvis man nu beslutter sig for at skifte retning i en sen alder, som I for eksempel har oplevet der, hvor du er uddannelsesleder på SOSU H i København, der har I ligesom oplevet, at der er en stor stigning i antallet af elever, der går fra at have været mange år i en branche, ligesom Christian, til at sætte sig på skolebænken igen. Men hvad er det for nogle brancher, de kommer fra?
Mathilde de Kruiff: Jeg vil nærmest sige, hvad det er for ikke for nogle brancher, de kommer fra. Det er hele paletten af tidligere ejendomsmæglere og teknisk service, ligesom Christian her. Det er folk, der kommer fra andre omsorgs- eller del af omsorgssektoren. Det kan være lærer, pædagoger.
Det er folk, der kommer med akademiske arbejde. Det er alt fra folk, der er færdiguddannede. Arkæologer har arbejdet i feltet til folk, der lige er blevet færdiguddannet ved noget andet. Det er også folk, som kommer fra ufaglærte arbejde, som har arbejdet rigtig mange år i tilstødende professioner. Det kan være alt fra arbejdet i kantinesektoren eller ufaglært inden for rengøring. Så jeg vil sige, at det er hele paletten af arbejdserfaring, der træder ind ad døren på første skoledag.
Julie Bundgaard: Så meget bredspektret arbejdserfaring, og også bredt spektre i aldersmæssig forskel. Hvorfor tror du, at der er sket denne stigning af voksne elever? Hvis man kigger hurtigt på tallene, så i 2022 havde din skole et optag på 170 voksne elever. Og i 2023 er det så 308. Det er jo noget af en stigning. Hvorfor tror du, at der er sket den stigning?
Mathilde de Kruiff: Jeg tror, at der er mange årsager. I virkeligheden ser vi, at der er nogle strukturelle årsager. Blandt andet sådan noget, som vi har fået muligheden for 110 % dagpengesats, der har givet en mulighed for nogle af dem, som har gået ledig i noget tid. Så har vi fået mulighed for at give voksen elevløn, og det er jo ikke os, men kommunerne og arbejdsgiverne kan give, til en løn, man kan leve af.
Det er faktisk en rigtig god løn, som gør det muligt, at man også skal lave et brancheskift, når man er over 25. Hvis man først er forsørger, og det er der jo rigtig mange af brancheskifterne er, som er voksne og som har en husholdning, der er en husleje, der skal betales, så skal der også nogle penge på bordet. Så der er nogle rammebetingelser, der skal være på plads, før man kan tage det skift. Det tror jeg er én årsag. Og så tror jeg, at der er en anden ting, som er en tendens, vi så under corona. Under corona var der mange, der var tvunget til at skifte arbejde, på grund af det var særligt inden for hotel- og restaurantsektor, men også inden for i lufthavnen eksempelvis, som var nødt til at skifte job. Men der var også nogle af dem, der sad derhjemme, og lige pludselig ikke havde noget arbejde, og som begyndte at tænke, hvad er det egentlig, jeg gerne vil? Og der er nogle af dem, de er peget, og det gør de sådan set stadig på, at der var sådan en spirende omkring noget omsorg, noget med, at man ville noget for nogen. Et blik for, at der er mere i samfundet, end det, jeg lige går og laver. Jeg vil gerne gøre en forskel.
Og det at blive enten sosu-hjælper eller assistent, det er jo et sted, hvor man gør en forskel. Og det var der rigtig mange, der fik øjne op for der.
Julie Bundgaard: Du var lidt inde omkring det, i forhold til det her med dagpengesatsen, at der jo rent faktisk også godt kan være økonomi i det, men hvad har det ellers været for nogle overvejelser eller bekymringer, folk har haft, når de har søgt ind?
Mathilde de Kruiff: Ja, altså overvejelserne, nu har jeg jo talt med en del af dem, og noget af det, som er en overvejelse til at faktisk ville skifte, det er, at der er jobsikkerhed. Altså hvis man kommer fra en sektor, hvor der er job usikkerhed, det kan være sæsonarbejde, eller det kan være akademisk arbejde, hvor man kan være i tvivl om man kan gå ud og få et arbejde, jamen så er der faktisk jobsikkerhed inden for vores sektor, og det er rigtig attraktivt for rigtig mange mennesker. Christian, han nævner også frygten for at blive for om det er for sent og gå i gang med uddannelse. Men det vi ser, det er jo, at det er en meget blandet gruppe aldersmæssigt, vi har alt fra 17 til 62, og da vi startede vores sidste optag, der mødte jeg to, der sad ude på gangen og var faldet snak, og som bare havde fundet stor ro i, gud, vi er jo mange, der er over 50.
Julie Bundgaard: Ja, fordi de fleste af os forbinder jo uddannelse og i det hele taget det der med at sidde på skolebænken med sådan noget lidt ungdomsliv, så hvordan er det at have de her modne elever på skolen?
Mathilde de Kruiff: Altså det er en kæmpe fornøjelse at have, altså vi holder jo også af vores unge elever, vi har også rigtig mange unge elever, men det som de ældre eller de modne bidrager med, og når jeg siger ældre, så er det jo ikke nødvendigvis, hvis man er plus 50, det kan jo også bare være, at man er modnere plus 25 og har lavet brancheskift, det er at man træder ind med en viden om et arbejdsmarked, man ved hvad det vil sige at gå på arbejde, man ved også hvad det vil sige, når noget er vanskeligt, at man så nogle gange er nødt til at klø på alligevel, fordi man har set outputtet, man har set, at man er kommet igennem, man bærer nogle erfaringer med sig. Så er det også en gruppe, som eksempelvis, hvis vi ser inden for servicesektoren, folk der kommer fra servicesektoren, der er rigtig mange af de kompetencer, man opnår i servicesektoren, som er næsten én til én brugbare inden for vores sektor.
Julie Bundgaard: Hvad kunne det være for eksempel?
Mathilde de Kruiff: Jamen det er servicemindedhed, det er jo sådan, hvordan ser man på borgeren eller patienten, vil man faktisk gerne det allerbedste, ligesom hvis man har kunden i centrum, hvis man arbejder som faglært eller ufaglært i en butik, så er det sådan set det samme. Men det kan også være andet, der kan konverteres, det kan være sådan noget som, for nogle år siden havde vi en, der havde arbejdet nogle år på et, eller arbejdet mange år på et pizzeria og havde skulle slæbe nogle tunge melsække op.
Og her, der kunne han helt én til én tale omkring løfteteknikker for eksempel, og dårlige løfteteknikker også, og få hjælp til, hvordan man kan bruge det. Så selvom det ikke er det samme at løfte en borger og løfte mel på et pizzeria, så er der alligevel noget lighed mellem de to sektorer, eller lige præcis den her faglighed i de to rammer der. Og det tror jeg sådan set, at rigtig mange af vores brancheskifter, det får de øje på, de får øje på, hvad de træder ind med, hvad de kan bidrage med.
Julie Bundgaard: De rent faktisk har en masse erfaring, som kan bruges. Gælder det også i forhold til deres medstuderende, nu sagde du selv, der var sådan et stort aldersspektrum fra 17 til 62. Og jeg tænker jo sådan noget uddannelse, så er det noget med fredagsbar, og det er fest, og det er gang i gaden. Hvordan påvirker aldersspændet skolemiljøet?
Mathilde de Kruiff: Det påvirker det i en god retning. Jeg tror også, man skal huske på, at bare fordi man er 65, så er det ikke, fordi man ikke gerne vil spille bordtennis i pausen, det kan man sagtens ville. Men det kan også være, man ville noget andet. Jeg oplevede eksempelvis under jul, jeg har aldrig nogensinde som i år set så meget julehygge. Der var julestjerner, der var kæmpe julebanner, der var brunkager, og de gik på skift og tog tur til, hvem er det, der har kagerne med næste uge. Og det bidrager jo til en social trivsel, til hygge. Det er nogle af dem, der ved, hvad det betyder at gå på arbejde og hygge sig på arbejde.
Julie Bundgaard: Der er mange usynlige kompetencer, som de her voksne elever fører med sig, hører vi Mathilde fortælle her. Og nu skal vi så med dem ud på arbejdspladsen og rykke over til dig, Christel. Nu hører vi Christian sige, at han havde haft lidt fordom om, hvad det egentlig gik ud på, det der med at være sosu-assistent.
Hvis nu der sidder nogen og lytter med og tænker, at det måske godt kunne være noget for mig, eller som Christian måske har nogle fordomme omkring det, kan du så ikke lige starte med at fortælle mig, hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud som sosu-assistent på et rehabiliteringscenter?
Christel Damgaard: Ja, den er jo meget spændende på den måde, at vi starter om morgenen med at triagere borgerne. Det vil sige, at vi kigger på, hvad er deres almene tilstand, hvordan har de det, og hvordan har de haft det om natten. Og den viden deler vi med hinanden. Og så er vi jo selvfølgelig ude og tager borgerne op og arbejder ud for de mål, der er sat med borgerne, vi har jo rehabiliteringsmål for alle borgerne. Og det vil sige, at det er borgerne i centrum, så jeg kan genkende meget af det her, der bliver snakket om på skolen. Det er det, vi gør i praksis. Og så er der jo træning i løbet af dagen, og det er jo også assistenter og hjælpere, der træner med borgerne. Det er ikke nødvendigvis kun vores fysioterapeut eller ergoterapeut.
Det er lige så meget en assistent eller en hjælper, der kan være med til at følge ned til træning, men også bare det at lære børste tænder igen eller kunne gå i bad igen. Det er jo også en vigtig kompetence at kunne gøre igen og giver meget livskvalitet for borgerne. Og så har vi jo så en gang om ugen tværfaglige koordineringsmøder, hvor vi netop også taler om, hvor langt er vi kommet. Og så er de med til både modtagelsessamtaler og overleveringssamtaler til, når de skal ud i eget hjem bagefter. Så vi bruger alt deres viden rigtig, rigtig meget.
Julie Bundgaard: Men Christel, som centerleder for akut pleje og rehabilitering i Roskilde, der møder du jo så faktisk Mathildes elever, altså de her voksne elever, når de kommer ud og er færdige med skolen. Hvordan oplever du dem så ude på dit center?
Christel Damgaard: Yderst kompetente. Fordi de har en livserfaring med sig, som man godt kan mærke, og vi i den grad drager fordele af, kan man sige, og borgerne i den grad også kan mærke. Så de møder borgerne på en eller anden rigtig god måde.
Det er ikke fordi jeg siger, at de unge ikke kan en masse, for det kan de også, men det der med at have noget livserfaring og have stået i nogle jobs og have taget noget ansvar, det gør også bare, at det er en anden form, eller de står mere stærkt i det på begge ben. Med begge ben godt plantet i jorden, hvis man kan sige det sådan.
Julie Bundgaard: Og møder måske borgerne sådan mere i øjenhøjde?
Christel Damgaard: Ja, det kan man sagtens sige. Og netop det her med at kunne se hele borgeren og se deres livssituation, få inddraget den er rigtig, rigtig vigtigt, især i rehabiliteringsøjemed. Så det er rigtig vigtigt, at vi kigger på hele borgerne og ser mennesket. Og så har de den gnist på en eller anden måde. De har jo valgt det her aktivt og sagt, jeg kunne godt tænke mig et brancheskift, jeg kunne godt tænke mig at kaste mig ud i det her. Og det gør også, at der er en gnist i øjnene, når de går på arbejde om morgenen, kan jeg se. Så vi vil rigtig gerne have rigtig mange af dem.
Julie Bundgaard: Nu snakkede du også om det her med at møde dem i øjenhøjde. For jeg tænker også lidt, når man kommer med den der livserfaring, så har man jo også oplevet nogle ting. Nogen har måske mistet en partner eller været igennem store ting i livet.
Hvordan kan I mærke, at det gør en forskel i forhold til jeres borger?
Christel Damgaard: Det er igen det der med at kunne stå i de der kriser, fordi det er en livskrise, når man har været på et hospital, eller har været indlagt, eller har fået en funktionstab. Så bliver det oftest en livskrise. Og ikke kun for den enkelte borger, men sådan set også for de pårørende. Så det der med at kunne rumme også familien og de pårørende, det er jo også en vigtig kompetence. Og kunne lytte til, hvad er det, der spænder ben for, at borgeren kan få det bedre igen. Det er også en vigtig ting for at få borgeren kan netop få deres livskvalitet tilbage.
Julie Bundgaard: Hvordan er de så som kollegaer? For jeg tænker også, at de kommer jo måske ud et sted, hvor deres aldersmæssigt jævnaldrende har været sosu-assistenter i mange år. Og nu står de så der som helt nye. Hvordan fungerer den balance?
Christel Damgaard: Jeg synes faktisk, at jeg genkender noget af det her med, nu siger du julehygge, men jeg kan genkende den her med at få skabt den her gode stemning.
Det der med, at vi skal tale ordentligt til hinanden, vi skal spare med hinanden. Jeg synes, at de bruger rigtig meget, også hinanden, nu er det jo meget tværfagligt team, jeg har. Jeg har både ergoterapeuter og fysioterapeuter, sygeplejersker og assistenter hos mig. Så de bruger hinanden meget tværfagligt også til at spare og lære af hinanden.
Også ikke nødvendigvis bare holde fast i, at det her er kun min faglighed. Jeg har f.eks. også min egen Christian, som jo tidligere har været håndværker. Og han har jo taget ved lære af meget af det, som også fysio- og ergoterapeuterne har gjort af nogle af de teknikker. Så han laver f.eks. også noget gangtræning med borgerne, når de gerne vil ned og handle igen ud i eget hjem.
Og så går de på brosten, når de er blevet rigtig dygtige. Og til en start går de helt på lige fliser osv. Og det er jo hans måde, at han kan se, at jeg kan bruge naturen her. Så han bruger bare meget af den viden, han har for tidligere også, samtidig med.
Julie Bundgaard: Og ja, vi skal jo faktisk også møde din Christian, Christel. Det er altså ikke den Christian, som vi hørte i starten af programmet.
For selvom det i den grad lader til, at brancheskifterne har en masse kompetencer med sig, så er det også guld værd at have kollegaer med mange års erfaring, der tager godt imod, når man starter som helt ny sosu-assistent eller hjælper. Prøv lige at høre, hvad Christian Hansen siger her.
Christian Hansen: Det, jeg synes, der er rigtig godt, og det, der skal til, når man er nyansat, det er, at man har en mentor til at hviles op af og guide en den rigtige vej i forhold til den arbejdsplads, man nu er ansat på.
Og man får den her basale viden om, hvordan arbejdsgangen er på den der givende arbejdsplads. Og det er godt at have den her mentor, hvis det også kan blive lidt svært i sin startperiode. Hvis man kommer fra en anden branche af, så vil der jo altid være dage, hvor man tænker, tak skal du også have, er det også det, man skal rode med? Så er det også rart at have en at læne sig op af, der lige kan sige, det gik godt i dag. Der er jo lige nogle små ting, men i morgen bliver det muligvis en bedre dag. Og en mentor er jo også rigtig god til sådan, at der kan sætte tingene en lille smule, hvad er det, vi skal gå i gang med? Altså man skal starte med A, før det går i gang med B. Jeg plejer jo nogle gange at sammenligne den verden, jeg kom fra, som jordbeton. I bund og grund gælder det her om, når man bygger et hus. Du skal skabe et fundament. Det vil sige, hos borgere, så er der noget med fundamentet. Det har noget med at gøre med af næring. Man skal sikre sig, at fundamentet er i orden, for ellers skal du ikke begynde at stable noget ovenpå det. Der er det rart at have en mentor, der ligesom kan klæde en på til at kunne omfavne borgere i den rigtig rækkefølge.
Julie Bundgaard: Det vi hører Christian Hansen sige, er, at det er uundværligt at have de her erfarne kollegaer, når man starter som helt ny i branchen. Hvad gør det for arbejdsmiljøet at have den her sammensætning af mange års erfaring fra sosu-branchen, ligesom blandet sammen med mange års erfaring fra en helt anden branche?
Christel Damgaard: Det gør, at vi får nogle gode kvalificerede spørgsmål.
Det skaber også læring, at man får nogle gode spørgsmål, fagligt også. Hvad tænker du om det? Hvordan er du til at gribe den her opgave an? Det er jo med til at kvalificere kollegaerne i arbejdet. Jeg ved også, Mathilde, at det har spillet ind, når de er på skolebænken, at de har den her erfaring med, for de holder jer lidt på tæerne.
Mathilde de Kruiff: Ja, absolut. Jeg tror, at de kan være med til både at radikalt ændre praksis og faktisk også vores uddannelse, fordi det er jo, at menneskerne også godt ved, hvad de vil og hvad de ikke vil. Det er fuldstændig rigtigt begrebet. Vi skal stå på tæer, og det gør os bedre, når vi skal stå på tæer.
Julie Bundgaard: Så lad os rykke videre til at kigge mere konkret på, hvad gør man så, hvis man går med tanker om, at måske skulle jeg skifte branche. Det kunne måske være meget interessant. Hvor starter man henne? Hvordan finder man overhovedet ud af, om man skal finde en ny arbejdsplads, eller om den her arbejdsglæde ligger et andet sted? Hvor starter man?
Christel Damgaard: Man kan starte mange steder. Man kan starte i praksis hos mig og komme i praktik.
Julie Bundgaard: Og så ringer man så bare til dig og siger, hej Christel, kan jeg komme i praktik?
Christel Damgaard: Ofte er det gennem Jobcenteret, der bliver formidlet en kontakt, men vi kan også godt tage imod, hvis de ringer til mig og siger, jeg vil gerne i praktik. Vi kan ikke have så mange ad gangen, for det er også vigtigt, at vi har tiden til den enkelte.
For det er jo rigtig vigtigt, som du også kan høre, som Christian siger, så er der mange fordomme ved det her. Så det er også rigtig vigtigt, at de bliver håndteret i nogle af de her komplekse ting. Men det kan sagtens starte der. Men så har skolen jo også en masse tilbud.
Mathilde de Kruiff: Ja, det kan også starte hos os.
Og der starter man med at kigge på en af sosu-skolernes hjemmesider. Der ligger telefonnummer, så ringer man op og siger, hvad kan jeg? Også fordi der er jo nogle krav til at komme ind på sosu-skolerne. Man skal have 02 i dansk, og man skal have 02 i matematik fra folkeskolen. Og hvis man ikke har det, så kan vi også hjælpe videre til at finde ud af, hvor kan man så tage det supplerende, så man kan komme i gang.
Julie Bundgaard: Christian sagde jo, at han ville højst sandsynligt stadigvæk arbejde på Rådhuset som servicetekniker i dag, hvis ikke han havde fået det der skub. Og fordi han havde de der fordomme omkring, hvad et job som sosu-assistent gik ud på, så ville det ikke have været noget, han selv havde kigget på, hvis ikke han havde fået det der skub. Skal man skubbes ud i, hvilke jobs der er, eller finde ud af, hvilke jobs der passer godt til en selv?
Mathilde de Kruiff: Jeg tror, at nogen skal skubbes, men nogen skal også høre, at det er en god historie. Eksempelvis har vi faktisk rigtig mange i øjeblikket, som er, det kan være en mand og en kone, hvor først er den ene startet, og den anden er faktisk blevet begejstret for at høre, hvad der sker, og så starter den anden, eller andre familiemedlemmer, eller bekendte.
Christel Damgaard: Og der er masser af jobs derude. Så på den måde kan man sige, at der er mulighed virkelig mange forskellige steder, både på plejecentre og hjemmeplejen, på rehabiliteringsafdelingen, og som rehabiliteringsteam, som jeg også har udkørende. Der er mange jobmuligheder. Så på den måde, så er det bare at komme i gang.
Julie Bundgaard: Så man uddanner sig ikke til arbejdsløshed, i hvert fald. Fordi det springer mig lidt videre til noget af det næste. Du var lidt inde på det tidligere, Mathilde,
det her med, hvordan man konkret kan prøve de her jobs af, hvis man har faste forpligtelser, et huslån og børn osv. Prøv lige at fortælle igen. Der er 110 % dagpenge. Hvad indebærer det?
Mathilde de Kruiff: Det indebærer, at man får 110 % af en dagpengesats som en månedlig ydelse. Så er der nogen, der kommer på det her voksenelevløn, som jo ligger, afhængig af kommunerne, men som ligger op omkring 21.000-23.000 kroner, som jo er en rigtig, rigtig pæn løn.
Julie Bundgaard: Kan der være nogle barrierer for de her folk, som gerne vil søge ind som voksenelev, eller som gerne vil skifte branche? Hvad er det for nogle forhindringer, de kan støde på?
Mathilde de Kruiff: Jamen, altså vi oplever egentlig, det kan være nogle helt lavpraktiske forhindringer. Det kan være sådan noget som, har jeg overhovedet et eksamensbevis? Hvor er det eksamensbevis henne? Og det kan vi hjælpe med. Og så er det sådan noget som IT-kompetencer. Jeg har været lang tid væk fra, måske har jeg aldrig arbejdet med IT. Og hvad vil det sige, nu skal jeg ind på en skole? Og til det så vil jeg sige, det er jo noget, vi ved. Så derfor har vi IT-koordinatorer, vi har pædagogisk IT. Det vil sige, at man kan få en computer hos os, når man starter. Man kan få hjælp, hvis man er ordblind.
Og vi tager det stille og roligt. Og alle niveauer er til stede i klassen.
Julie Bundgaard: Så hvis vi nu skulle kigge på, altså måske lige nogle overskrifter. Hvad skal man bare lige have styr på? Hvad skal man ikke være bange for at undersøge, hvis man går med overvejelser om brancheskift?
Christel Damgaard: Hvad skulle det så være? Altså man skal lægge fordommene, først og fremmest, tænker jeg. Det er det allerførste.
Julie Bundgaard: Det er en god vigtig point. Læg fordommene.
Christel Damgaard: Det er så livs givende at arbejde med mennesker. For det at se andre mennesker opnå livskvalitet, det giver jo også livskvalitet for en selv.
Julie Bundgaard: Jeg synes, Christian kom med et meget tydeligt eksempel. Han troede, det handlede om, som han sagde, at tørre røv. Men har fået lige pludselig den der ved at se nogle blomstre op og gøre noget for nogen. Er der andet, vi kan putte på sådan en huskeliste?
Mathilde de Kruiff: Ja, så skal man have lysten til at udfordre sig selv. Og det kan være på alt. Det kan være fra at skulle, som Christian, der har arbejdet samme sted i rigtig mange år, haft de samme kolleger. Man skal have lyst til at prøve noget nyt.
Julie Bundgaard: Så på huskelisten til brancheskifterne, der kan vi altså skrive drop fordommene, ha' lysten til at prøve noget nyt, og så det her med, at der er masser af hjælp at hente. Så er der også huskelisten til de erfarne kolleger, som jo var det, vi hørte Christian Hansen, altså ham, der har været ude hos dig, Christel, fortælle om. Han siger, at når man lige er kommet fra en anden branche, så er det godt at have hjælp til at sejle skibet i den rigtige retning. Altså, at de erfarne er gode til at hive en op igen, hvis man har haft en bøvledag. Og ikke mindst, hvad det vil sige at gøre noget godt for borgerne. Altså det her med, at du ikke kan begynde at gangtræne en borger, før du ligesom har fået dem til at spise.
Altså A skal komme før B. Mathilde og Christel, det lyder som om, at hvis man går med de tanker om måske at skifte branche, så er der alle mulige, der er klar til at gribe en og hjælpe en hele vejen igennem. Og det lyder som om, at man både får rigtig meget ud af det som person selv, og at både arbejdsgiver og medstuderende og kollegaer og især borgere også kan få rigtig meget ud af ens kompetencer. Så jeg vil bare sige tusind tak, for at I hjalp mig med at blive lidt klogere på det her med at lave et brancheskift.
Uddannelsesleder på SOSU H Mathilde de Kruiff og centerleder af Akutpleje og Rehabilitering i Roskilde Christel Damgaard. Tak skal I have.
Du har lyttet til ’Færdigt Arbejde’, Fagbladet FOAs podcast, hvor vi har givet gode råd og faglige inspiration til dit arbejdsliv.
Hvis du har ris eller ros eller en god idé til et godt emne, vi kan kigge på i en kommende episode, så skriv til os på
fagbladetfoa@foa.dk. Tak fordi du lyttede med.