Annonce

Bent-Greve-arbejdsmarkedsforsker-RUC

Tema: Lokalløn

Mange får 0 kroner i lokalløn – ”næppe klogt,” siger overrasket ekspert


Mange af de i forvejen lavest lønnede faggrupper er i årevis blevet forbigået, når kommunerne fordeler lokalløn. Det afslører kommunernes egne løndata.

Annonce

”På længere sigt kan det ikke være en fornuftig strategi, for det skaber en dårlig stemning,” siger arbejdsmiljøforsker Bent Greve. Pressefoto

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Et rundt nul. Det er, hvad mindst 8.200 social- og sundhedshjælpere i landets kommuner må tage til takke med i lokale løntillæg – altså lokalløn. Det svarer til 25 procent af alle fastansatte sosu-hjælpere.

Blandt kommunernes husassistenter og omsorgsmedhjælpere er det mindst 40 procent – omtrent 4.180 ansatte – der ikke får én eneste krone i lokalløn.

Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som Fagbladet FOA har trukket. Tallene viser også, at størrelsen på de lokale tillæg – ikke overraskende – vokser i takt med medarbejdernes anciennitet.

Alligevel er der også mange erfarne medarbejdere, der intet får. For eksempel ser over 1.000 social- og sundhedshjælpere med mere end ti års erfaring ikke skyggen af lokale tillæg på lønsedlen.

Forsker: Næppe klogt

Og dét kommer bag på de to arbejdsmarkedsforskere Nana Wesley Hansen fra Københavns Universitet og Bent Greve fra Roskilde Universitet. Ifølge sidstnævnte er det tilmed ”næppe en klog beslutning”, fordi det risikerer at skabe et dårligt arbejdsklima, når nogle medarbejdere år efter år bliver forbigået.

Læs også: Den ulige lokalløn: Chefer og ledere 'vinder' på bekostning af de lavtlønnede

”Det er et signal fra ledelsen om, at her er nogle medarbejdere, som man ikke sætter samme pris på som øvrige medarbejdere. På længere sigt kan det ikke være en fornuftig strategi, for det skaber en dårlig stemning,” siger Bent Greve.
I overenskomstaftalen om lokalløn hedder det, at ”det er ikke hensigten, at en medarbejder i et længerevarende ansættelsesforhold skal forblive på grundløn.” Derfor kan erfarne medarbejdere uden lokalt tillæg sagtens tillade sig at være utilfredse, mener Bent Greve.

”Det er ikke det, lønmodtagerne har haft en forventning om, da man indgik aftalen. Men arbejdsgiverne vil med garanti ikke gå med til at skrive, at alle skal have, og derfor har man lavet aftalen som en hensigtserklæring,” siger Bent Greve og pointerer, at FOA har en opgave i at styrke opmærksomheden på dem, der er blevet forbigået i forhandlingerne.

Tjek lokallønnen i din kommune eller region

Fagbladet FOA sætter på ny fokus på FOA-medlemmernes lokalløn. Ved at klikke her, kan du blandt andet se, hvor lokallønnen er størst og mindst for FOAs største faggrupper – og sammenligne med din egen kommune eller region.
+

FOA: Guldet skal anerkendes 

I FOA er næstformand Thomas Enghausen alt andet end tilfreds med, at så mange medarbejdere – også flere med mange års erfaring – slet ikke får lokalløn.

”Det er ikke det, der ligger i aftalen. De erfarne medarbejdere er guldet på en arbejdsplads, der holder hjulene i gang, og arbejdsgiverne har en forpligtelse til at anerkende dem med lokalløn. Og så skal vi huske, at det er medlemmernes egne penge,” siger næstformanden med reference til, at alle faggrupper har ’investeret’ en pulje penge i lokallønssystemet.

Men pilen peger også på FOA selv, medgiver næstformanden. Derfor søsatte FOA tilbage i 2020 et særligt lokallønsprogram i erkendelse af, at en lang række af FOAs faggrupper ikke får tilstrækkelig lokalløn.

Læs også: Forstå din løn: Sådan er den skruet sammen

Kommunernes Landsforening (KL) har ikke ønsket at stille op til interview. I en skriftlig kommentar siger KL-direktør Kristian Heunicke, at lokalløn er en mulighed for lokalt at honorere medarbejdere med for eksempel særlige kvalifikationer eller funktioner.

”Vi kender ikke baggrunden for de enkelte lokale prioriteringer, og der kan være mange gode årsager til, at der prioriteres forskelligt lokalt. Vi mener, at lokal løn er en god mulighed, og vi kan se, at andelen af lokal løn er fastholdt på samme niveau over en årrække for de kommunale medarbejdere,” fortsætter Kristian Heunicke.

KL-direktøren nævner ikke, at det i høj grad er chefer og ledere, som har kunnet glæde sig over flere lokale lønkroner, mens andelen af lokalløn til gengæld er faldet for en række af de lavest lønnede grupper.

Det skal du gøre, hvis du får 0 kroner i lokalløn

Husk, at du har krav på en årlig lønforhandling

Som offentligt ansat har du krav på én årlig lønforhandling, som varetages af din tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-afdeling.

Tænk over, hvilke af dine arbejdsopgaver der måske kan udløse et tillæg. Rådfør dig gerne med din tillidsrepræsentant eller FOA-afdeling.

3 situationer, hvor lønforhandling er ekstra vigtig for dig

I disse tre situationer er en lønforhandling særligt vigtig for dig. Brug din tillidsrepræsentant eller lokale FOA-afdeling i alle tre situationer.

  • Ved jobskifte: Sørg for, at løn bliver en del af ansættelsessamtalen – også selvom din leder ikke bringer det på banen. Stil også gerne konkrete krav. Du kan eksempelvis nævne, at du i dit nuværende job ligger på et samlet løntrin 24, og at du forventer at stige minimum to løntrin i forbindelse med jobskifte.
  • Hvis du har været på efteruddannelse og dermed fået nye kompetencer.
  • Hvis dit job forandrer sig på grund af nye opgaver og ansvarsområder.

Vær opmærksom på forhåndsaftaler

På mange offentlige arbejdspladser er der lokale forhåndsaftaler, som udløser lokalløn. Det kan for eksempel være et tillæg til praktik- og forflytningsvejledere eller en fastholdelsesbonus til medarbejdere, der har været ansat i et givent antal år.

Din tillidsrepræsentant eller lokale FOA-afdeling kan fortælle dig, om der er en forhåndsaftale på din arbejdsplads, og hvad den i så fald indeholder.

Det kan være, at du allerede har løst en opgave, som efter aftalen skal eller kan give dig et tillæg? Eller måske du har lyst til at påtage en funktion eller komme på kursus, som udløser et ekstra tillæg?

Hvordan ser jeg, om jeg får lokalløn?

Det kan du se på din lønseddel. Her vil der stå ’Decentralt aftalt tillæg’, hvis der er tale om lokalløn, der stammer fra en forhåndsaftale.

Og hvis det er lokalløn, der er aftalt for den enkelte, vil der stå ’Individuel aftale’. Spørg din tillidsrepræsentant, hvis du er i tvivl.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev