Annonce

Portræt af Torben Hollmann

Torben Hollmann stopper i FOA: ”Jeg ville stoppe, inden jeg blev træt af politik”


I folkeskolen på Falster blev han ikke spået en stor karriere. På uddannelsen til social- og sundhedshjælper fik Torben Hollmann til gengæld topkarakterer. Efter fire år som sektorformand er den 44-årige falstring nu trådt tilbage. Han er stolt af den indflydelse og de resultater, han har opnået, men ‘magten er kommet med en pris’, siger han.

Annonce

I fire år har formanden for FOAs Social- og Sundhedssektor heddet Torben Hollmann. Nu har han valgt at stoppe for at blive centerchef for ældre og sundhed i Næstved Kommune. Samtidig satser både han og familien på, at det karriereskiftet vil give ham mere tid til at være far og kæreste. Victoria Mørck Madsen

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

For en uge siden blev Torben Hollmann udnævnt som den 16. mest magtfulde person i sundhedsvæsenet på Dagens Medicins årlige magtliste. 
 
Nu forlader 44-årige Torben Hollmann posten som formand for FOAs Social- og Sundhedssektor, hvor han de seneste fire år er blevet en mere og mere markant og indflydelsesrig stemme for de faggrupper, der ellers ofte er blevet overset i debatten.
 
“Det er på tide, at FOA bliver anerkendt i sundhedsvæsenet som en vigtig stemme, og det er vi lykkedes med. Og så har jeg set, at når et hus virkelig arbejder sammen, så kan man sætte nogle store dagsordener. Det har vi gjort på ældreområdet og i psykiatrien,” siger han, inden han roser de mange engagerede medlemmer, han har mødt på sin vej.
 
“De gør et kæmpe arbejde, og jeg har en enorm respekt for, at de hver dag holder hånden under dem, der har det sværest i vores samfund.”
 
VIDEO: Se den afgående sektorformand fortælle, hvad han kommer til at savne mest ved arbejdet i FOA. Artiklen fortsætter efter videoen.


Den snart forhenværende sektorformand skal i stedet være centerchef for sundheds- og ældreområdet i Næstved Kommune, hvor han tidligere har været teamleder af et demensafsnit på et plejecenter.
 
Tilbage i folkeskoletiden på Falster blev Torben Hollmann ellers ikke spået nogen stor karriere. Han brød sig ikke om skolen, og hans karakterer var dårlige. Men det ændrede sig, da han startede på uddannelsen til social- og sundhedshjælper.
 
“Man bliver klogere med alderen, og jeg skal bare lave noget, der giver mening, for ellers bliver det ikke godt. Det lærte folkeskolen mig ikke, men det fandt jeg ud af, da jeg læste til social- og sundhedshjælper. Jeg så, at hvis ikke jeg kom til de ældre, så var der ikke andre, der gjorde, så jeg følte, at jeg gjorde en kæmpe forskel, og det har i virkeligheden drevet mig siden.”
 
I 1999 færdiggjorde han overbygningen til social- og sundhedsassistent. Han fik job i psykiatrien, der også dengang var ‘meget presset’, siger Torben Hollmann.
 
“Vi havde store problemer med vold og trusler og i virkeligheden en dårlig behandling, fordi vi ikke havde de rammer, der skulle til. Men jeg følte ikke, at jeg kunne gøre noget ved det, selvom jeg kæftede op om det. Men så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville være tillidsrepræsentant, og det gav mig et officielt talerør, hvor folk skulle lytte efter. Jeg lærte, at det var vejen til indflydelse.”

Nyvalgt Torben Hollmann
I 2018 afløste Torben Hollmann Karen Stæhr (tv) som formand for FOAs Social- og Sundhedssektor. Inden da havde han været næstformand i en årrække. Jørgen True
Efter et par afstikkere som blandt andet konsulent i LO og kommunal leder og næstformand i Social- og Sundhedssektoren i FOA, blev han i 2018 valgt som formand for sektoren, da han overtog stolen fra sin forgænger Karen Stæhr.
 
I starten af sin formandsperiode stod journalisterne ikke ligefrem i kø for at tale med ham, når sundhedsvæsenet var på dagsordenen.
 
Han ringede derfor til TV 2 News for at huske dem på, at sundhedsvæsenet består af andre faggrupper end læger og sygeplejersker:
 
“Det har altid været læger og sygeplejersker, der fik al taletiden, og de definerede vores sundhedsvæsen. Det var jeg i virkeligheden skide træt af, for jeg syntes, at de sprang en masse ligninger over og glemte dem, der var tættest på borgeren og fik livet til at fungere psykisk, fysisk og socialt. Så jeg ringede til journalisterne og fortalte dem min holdning.”
 
For Torben Hollmann har det fra start været vigtigt at gøre det modsatte af det, han kalder den ‘klassiske tankegang i fagbevægelsen’:
 
“Hvor man stiller sig op og siger, at alt er for dårligt. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har sagt, at det er for dårligt, og så har jeg fortalt, hvordan vi kan gøre det anderledes. Den anderledes tilgang har også gjort, at journalisterne finder én interessant.”

torben hollmann i debat
Når Torben Hollmann for år tilbage skulle beskrive FOAs ønsker for ældreområdet, gjorde han det med ordene: Vi ses i morgen. Den lille afskedssalut, var det han ønskede, de ældre kunne høre fra det personale, der kom i deres hjem. Underforstået, at det var den samme person, der kom igen dagen efter og ikke en banegård af nye ansigter. I dag er flere kommuner lykkedes med, at det er de samme ansatte der arbejder om den samme gruppe borgere. På billedet står Torben Hollmann sammen med Ældre Sagens Bjarne Hastrup, som han utallige gange har debatteret med.  Victoria Mørck Madsen
At Torben Hollmann er blevet en markant stemme, er som sagt blevet bemærket af det dommerpanel, der hvert år laver en liste over de 100 mest magtfulde i sundhedsvæsenet.
 
I dommerpanelet sidder blandt andre Christian Freitag, tidligere formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
 
”Torben Hollmann er markant, og sætter sig ind i tingene. Han brænder lige så meget for hele sundhedsvæsenet som for sine egne medlemmer. Det synes jeg er lidt nyt fra FOA. Og så er han utrolig god til at beskrive, hvad hans medlemmer kan bidrage med, hvis vi inkluderer dem lidt mere i de fælles opgaver,” sagde han til Dagens Medicin om baggrunden for Torben Hollmanns placering på dette års liste.

Torben Hollmann går heller ikke af vejen for at sige sin ærlige mening, selvom den ikke nødvendigvis vil gøre ham populær. Som da han på Folkemødet i sommer kritiserede sin egen og de øvrige faglige organisationer i sundhedsvæsenet for at holde på opgaver, der kunne løses af andre faggrupper.

”I virkeligheden er det de faglige organisationer, der ikke kan finde ud af at fordele opgaverne. Og ledelsen tør ikke at røre ved det, for så sidder der nogen i kantinen og er sure,” sagde han og tilføjede:
 
”Det mest rigide, vi har, er nok Forsvaret. Men det næstmest rigide er sundhedsvæsenet og den måde, vi går til opgaverne på. Vi kommer til at bruge de forkerte hænder, og vi tør i virkeligheden ikke gøre op med det, og det er også en del af problemet.”

Slidsomt at stå til rådighed

På alle tider af døgnet har Torben Hollmann stillet sig til rådighed journalister – også i ferier, hvor tiden er blevet taget fra kæreste og børn. 
 
Han lægger ikke skjul på, at magten er kommet med en pris. 
 
“Det har også været et kæmpe pres, for du kan ikke være et sted, uden at du kan blive ringet op for at være på for eksempel fjernsynet. Og det pres har også rykket til min grænse for, hvad et arbejdsliv er. Under Else-sagen gav jeg 150 interviews i løbet af min sommerferie, og det er jo vanvittigt, men det var jeg nødt til. Men det er det, man bliver slidt af.”
 
I sommerferien gik det op for Torben Hollmann, at tiden var moden til at vinke farvel til rollen som sektorformand.
 
“Det var første gang, jeg kunne holde sommerferie i fire uger i træk med min familie, og dér gik det op for mig, hvor meget jeg var kommet bagud i forhold til at være en del af mine børns liv,” siger han.
 
Også hans familie var begyndt at spørge, om tiden som formand ikke snart var slut, fortæller han. Hans fremtrædende rolle i medierne i forbindelse med blandt andet udrulning af vacciner, ramte nemlig hans børn.
 
“De blev konfronteret af forældre og lærere, der kaldte deres far for sindssyg, fordi han ville ‘stikke alle’. Og så kommer det for tæt på,“ siger han og fortsætter:
 
“I starten syntes mine børn, at det var spændende at komme med, når jeg skulle i fjernsynet og så videre. Men på et tidspunkt begyndte min datter at græde, når jeg skulle af sted, for så vidste hun, at næste dag skulle hun høre på det i skolen. Og der spurgte min familie, om jeg ikke ville stoppe, og det har selvfølgelig også skubbet mig i den retning.” 

Torben hollmann på folkemøde
Torben Hollmann i en debat om fremtidens ældrepleje med ældreminister Astrid Krag (S), Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, som desuden er formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg samt Ældre Sagens Bjarne Hastrup. Anna Cathrine Leth Christiansen
Når Torben Hollmann om kort tid forlader FOA er det med den ‘rigtige følelse i maven’, siger han. 
 
“Jeg har hele tiden vidst, at min stil og min måde at have magt på, ikke er langtidsholdbar. Ingen kan holde til at arbejde på den måde,” siger han og understreger, at det vigtige for ham har været at stoppe, før han blev træt af politik.
 
Han er overvældet over de mange beskeder, han har modtaget fra nær og fjern, efter nyheden om hans exit var offentlig.
 
“Det er ikke for at være krukket, men det er virkelig kommet bag på mig, hvor stort et indtryk, jeg har gjort. Det har jeg ikke lagt mærke til før nu, hvor folk, som jeg end ikke kender, skriver søde ting til mig.”
 
Selvom FOA nu bliver uden Torben Hollmann, garanterer han, at han fortsat vil være en del af den offentlige debat.
 
“Det kræver ikke en politisk post at have indflydelse. Jeg vil altid kæmpe for dem, der har det sværest. Det er den måde, jeg er født, og det forsvinder ikke, fordi jeg skifter job.”
 
- Mange er triste over dit exit. Kan de gøre sig forhåbninger om, at du en dag vender tilbage til FOA?
 
“Nej,” lyder det prompte fra Torben Hollmann. Han fortsætter:
 
“Jeg vil hellere overraske, men det har jeg slet ikke tænkt på. Det vigtigste for mig har som sagt været at stoppe, inden jeg blev træt af politik. Det betyder også, at muligheden for at vende tilbage til politik er der. Det er ikke fordi, jeg vil tilbage, men det er vigtigt for mig, at jeg ikke er træt af politik.”
 
Der er indkaldt til ekstraordinært sektorårsmøde den 6. december, hvor en ny formand for Social- og Sundhedssektoren skal findes. Torben Hollmann har to råd til sin efterfølger:
 
“Man skal afstemme med sig selv og sine omgivelser, at man vælger at stille op til her job og være ærlig omkring, hvad det indebærer. Og så skal man holde fast i at være den den, man er. Det kommer man længst med.”

Fristen for at stille op som formand til Social- og Sundhedssektoren er 3. november inden midnat.

Blå bog om Torben Hollmann

Født den 24. august 1978 og opvokset i Nørre Alslev på Falster.

1997: Uddannet social- og sundhedshjælper
1999: Uddannet social- og sundhedsassistent
2004-2007: Konsulent i FOA med fokus på udvikling af kvalitet for social- og sundhedselever
2007: Konsulent i LO Danmark med fokus på uddannelse og ungdomspolitik
2007-2010: Først souschef og siden administrativ leder af psykiatrisk afdeling Oringe i Region Sjælland
2010-2014: Teamleder af demensafsnit på Plejecenter i Næstved Kommune
2014: 2018: Næstformand i social- og sundhedssektoren i FOA 2018: Master i organisationspsykologi, RUC
2018-2022: Formand i social- og sundhedssektoren i FOA
2022-: Centerchef for sundheds- og ældreområdet i Næstved Kommune

Privat er han kæreste med Louise og far til Mathilde på 11, Lauritz på 8 og bonusfar til Theo på 9 år. Han bruger sin fritid med familien, lidt træning, padeltennis og til at læse ledelseslitteratur.

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev