Annonce

Rådmand Christian Budde (V) foto: Kim Haugaard Ritzau/Scanpix

Rådmand vil se på løntillæg efter enkelt overnatning på plejehjem


Rådmand Christian Budde (V) har i kølvandet af en overnatning på det kritiserede plejehjem Skovvang i Aarhus sagt, at han vil se på fastholdelsestillæg til plejehjemmets ansatte. Pengene er altid velkomne, men problemet ligger i rekrutteringen, mener Jette Ohlsen, sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA Aarhus.

Annonce

En nat på plejehjemmet Skovvang fik efterfølgende rådmand i Aarhus Christian Budde (V) til at ville give fastholdelsestillæg til plejehjemmets ansatte. Kim Haugaard/ Ritzau/Scanpix

Af Christoffer Fauerby Rewitz
Journalist

Annonce

Det er sjældent, at gæster på landets plejehjem bliver for en enkelt nat, tjekker ud dagen efter og efterfølgende vil sikre ekstra løntillæg til personalet.

Det er dog det, som er sket, da rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Christian Budde (V) natten til onsdag overnattede på demensplejehjemmet Skovvang, der ligger i det nordlige Aarhus.

”Skovvang adskiller sig markant fra vores øvrige områder. Der er tale om beboere med meget svær demenssygdom, hvor medarbejdernes arbejdsmiljø hele tiden er under pres,” skriver Christian Budde i et skriftligt svar til Fagbladet FOA

I det skriftlige svar uddyber Christian Budde, at de overvejer, om løn i fremtiden skal kobles til videreuddannelsesmuligheder:

”Vi skal have sat skub i de overvejelser, der nationalt er om en specialuddannelse for social- og sundhedsassistenter, der arbejder med borgere, som har demens. Det kunne være en start.”

Læs også: Jeanne forhandler ekstra løn til kollegerne – sådan kan du forbedre dine chancer

Godt signal at sende

Blandt personalet på Skovvang har Christian Buddes besøg vakt en positiv respons:

”Jeg synes, det er det bedste signal, som en rådmand nogensinde har sendt os,” siger Sören Mäder, der er fællestillidsrepræsentant på Skovvang.

Selvom glæden ved udsigt til et løntillæg er stor, så mener Sören Mäder også, at der er en bagside af medaljen:

”Hvis der kommer flere penge, så kan vi tiltrække nye kollegaer. Men så kommer de til at mangle på et andet plejehjem,” siger han og fortsætter:

”Vi synes, at samtlige af vores kollegaer burde få dette løntillæg, da vi i fremtiden vil kunne bruge dette til at lokke nye hænder til,” siger Sören Mäder. 

Læs også: Kommune giver løntillæg til erfarent social- og sundhedspersonale

"Man skal ikke tro, at man kan betale sig fra et dårligt arbejdsmiljø"

Jette Ohlsen, der er sektorformand for social- og sundhedssektoren i Aarhus FOA, mener, at det altid er en god ting, at medlemmer får flere penge mellem hænderne, men at der stadigvæk er essentielle ting, der skal ændres:

”Man skal ikke tro, at man kan betale sig fra et dårligt arbejdsmiljø. De knokler derude hver eneste dag,” siger Jette Ohlsen.

Lige nu er det Skovvang, der er fokus på, men ifølge Jette Ohlsen, så er det et generelt problem, at det er umuligt at finde kompetente medarbejdere:

”Rekrutteringsproblemerne lever i bedste velgående,” siger Jette Ohlsen, som efterspørger mere handling fra kommunens side:

”Der er tre ting, der kan gøres: de rette kompetencer skal være til stede, fastansat personale i stedet for vikarer og få de ufaglærte på plejehjemmene i nogle uddannelsesforløb, så de bliver bedre rustede til opgaven.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev