Fra starten af oktober vil de første danskere få mulighed for at tage MitID i brug. Herefter vil den nye ID-løsning blive rullet ud løbende og senest den 30. juni 2022 vil alle have fået besked om at kunne tage det nye ID i brug. Først til den tid lukkes NemID.
Du skal ikke selv gøre noget for at få MitID, men nogle brugere vil dog være nødt til at opdatere ID-oplysninger for at blive klar til MitID. Det skyldes de større krav til sikkerhed. Man får direkte besked i Digital Post om, hvis og hvordan man skal opdatere sine ID-oplysninger i forbindelse med overgangen til MitID.
Det er bankernes ansvar at få deres kunder fra NemID til MitID. Det betyder, at det først er din tur til at få MitID, når du får besked om det i din net-/mobilbank eller via Digital Post.
Når du har modtaget beskeden, har du 30 dage til at få MitID. Hvis du har brug for hjælp til at få MitID, skal du kontakte din bank.