Grundlønsstigninger. Det var resultatet, som det landede for servicemedarbejderne og portørerne på landets sygehuse.
”Det var helt som forventet, hverken mere eller mindre,” siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Torben Hollmann oven på de forlig, der landede, efter at sammenlægningen af overenskomsterne på service-portørområdet fredag faldt til jorden sammen med den ekstraordinære pulje på 10,8 millioner kroner, som området var blevet tildelt, hvis sammenskrivningen var lykkedes.
Læs også: Portører demonstrerer mod fælles overenskomst
Faldt til jorden
I stedet blev overenskomsterne forhandlet hver for sig, uden blandt andet seniorbonus, et nyt lønforløb på erhvervsuddannelserne og specialiststillinger, som puljen skulle have finansieret.
”Grundlønsstigningen er præcis, hvad alle andre også har fået. Men jeg må da indrømme, at det er en noget ærgerlig følelse, når man kunne havet fået noget helt andet,” siger Torben Hollmann om grundlønsstigningen, der for en sygehusportør betyder, at tillægget stiger med 1629 kroner årligt fra 6.285 kroner til 7.924 kroner.
Det var 3F, som FOA har fælles overenskomster med på området, der i sidste ende ikke ville være med til sammenskrivningen af overenskomsterne, der startede som et krav fra Danske Regioner forud for overenskomstforhandlingerne og mødte voldsom protest blandt portørerne. Portørerne valgte til sidst at bakke op omkring forhandlingerne.
Du kan læse overenskomstforligene med Danske Regioner for hus/ren/serviceområdet og for sygehusportørerne i sin helhed på FOAs overenskomstside.