Løn og den økonomiske ramme bliver det, lønmodtagere og arbejdsgivere skal slås mest om til overenskomstforhandlingerne 2021. Det mener Mona Striib, som er formand for både FOA og Forhandlingsfællesskabet.
”Det sværeste i år bliver rammen. KL (Kommunernes Landsforening, red.) signalerer, at de vil have en samfundsansvarlig ramme, og at de er bekymrede for, om der kommer en økonomisk krise efter overenskomstforhandlingerne,” siger Mona Striib, efter at lønmodtagerne de seneste dage har udvekslet krav med de kommunale, regionale og statslige arbejdsgivere og nu er klar til for alvor at gå i gang med forhandlingerne.
Mona Striib understreger, at hun og resten af Forhandlingsfællesskabet ønsker en højere lønramme, der afspejler den indsats, som offentligt ansatte leverer – på trods af coronakrisens økonomiske konsekvenser.
”KL signalerer, at de tænker mere på en vedligeholdelsesoverenskomst. Så vi har nogle steder, hvor vi har fælles udfordringer, vi gerne vil løfte, men hvor vi måske bare har en forskellig tilgang til, hvad der skal ske,” siger Mona Striib.
Forleden meddelte KL, at de ønsker at bruge lønmidler strategisk til at rekruttere social- og sundhedspersonale. Men ikke til at rekruttere pædagogisk personale.
”Dem har vi ikke valgt at pege på denne her gang. Men det er simpelthen tallene, der vælger for os,” som KL's forhandlingsleder Michael Ziegler sagde med henvisning til, at manglen på hænder i eksempelvis ældreplejen er større.
Mona Striib anerkender, at det er en af de udfordringer, der venter.
”Det er en udfordring i et fællesskab af vores størrelse – også i FOA. Derfor har vi signaleret til KL, at vi skal kunne se et resultat, der afspejler, at der er forbedringer på tværs af vores sektorer,” siger hun.
Og det bliver generelt en udfordrende forhandlingsproces, spår Mona Striib. Men hun håber ikke, at uoverensstemmelserne bliver så voldsomme, at de ender i Forligsinstitutionen som i 2018.
”Vi kommer til at bruge rigtig meget tid på drøftelser undervejs også imellem de politiske forhandlinger. Vi forudser ikke en ny OK18. Og det er ikke, fordi vi har et behov for, at det skal være et stille forløb. Men vi har et behov for, at vi kommer i mål uden at ende i Forligsinstitutionen,” siger Mona Striib.