Selvom social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter til sammen udgør langt hovedparten af kommunalt ansatte sundhedspersoner, hersker der stor uvidenhed om, hvad deres arbejde indebærer. Det siger projektchef i VIVE, Sidsel Vinge.

Hun har derfor skrevet et længere indlæg – ”Oplysninger til bureaukrater om SOSU’er” – med det formål at opdatere folks viden om både social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. Den manglende viden risikerer nemlig at ramme os alle sammen i en tid, hvor faget hvert år mister flere og flere erhvervsaktive.

”Vi kan ikke få det samlede sundhedsvæsen til at hænge sammen, hvis vi helt grundlæggende ikke forstår hverdagen, opgaver, vilkår og rammer for godt 68.000 hjælpere eller assistenter i kommunerne,” forklarer Sidsel Vinge i sit indlæg, der er bragt på kommunalsundhed.dk.

”Da det gik op for mig, at jeg på trods af 20 år i sundhedssektoren ikke vidste særlig meget om social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, og at jeg langt fra var den eneste, dykkede jeg ned i det for at blive klogere. For både assistenter og hjælpere er vanvittigt vigtige. De er – som jeg også skriver – kernetropperne,” fortæller Sidsel Vinge om baggrunden for at skrive indlægget.

Men når de er så vigtige, hvorfor er der så stor uvidenhed?

”Det er et godt spørgsmål. Det handler jo ikke om, at det er et fag, som folk ikke har berøring med. Stort set alle har et familiemedlem, der er i berøring med social- og sundhedshjælpere og/elle social- og sundhedsassistenter. Så det er en kombination af andre ting. Jeg oplever, at den viden, der er, passer med, hvordan verden så ud i 80’erne, eller måske endda slut 70’erne. Dengang hvor man enten var hjemmehjælper eller sygeplejerske.”

Læs også: Opråb fra sosu: Vi er mere end varme hænder

”Hjemmehjælperne var et rent praktisk fag. Men nu har der i 30 år været social- og sundhedshjælpere og -assistenter. Assistenterne har ovenikøbet i efterhånden 15 år været autoriserede sundhedspersoner, der leverer sygepleje efter sundhedsloven. Men det er af en eller anden grund gået mere under radaren end sygeplejerskerne er,” siger Sidsel Vinge og pointerer, at en grundlæggende udfordring er, at de to faggrupper i det store billede ofte bliver slået sammen under betegnelsen ’sosu’er’.

”Deres titler er ikke blevet folkeeje, ligesom for eksempel pædagog er blevet et hverdagsord. Der er ingen, der siger social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. Fejlagtigt bliver de bare slået over en kam som sosu’er, selvom assistenterne og hjælperne laver vidt forskellige ting, og den ene uddannelse er godt dobbelt så lang som den anden. Helt grundlæggende mangler vi en forståelse af, hvad arbejdet indebærer, og at arbejdet har ændret sig enormt meget i de senere år.”

Faget mangler forpersoner

Sidsel Vinge peger ligeledes på, at de to faggrupper ikke har haft nogle markante forpersoner til at tale faget op og skabe en fælles forståelse.

”Jeg har gået til alverdens sundhedskonferencer de seneste 20 år. Har jeg nogensinde set et FOA-medlem på scenen? Nej. De fylder ingenting. Det er sygeplejersker eller terapeuter, der fortæller og så en masse chefer, der typisk er sygeplejersker eller djøf’ere,” siger Sidsel Vinge, der ikke mener, det bør være svært at tale faget op:

”De er kernetropperne, men faget mister flere og flere, og det kommer til at gå ud over os alle sammen på den ene eller anden måde. Helt grundlæggende skal det fortælles, at det er en god uddannelse. Og det bør kunne lade sig gøre, for med en uddannelse til enten hjælper eller assistent, kommer du til at have et enormt ansvar, og du kommer til at gøre en kæmpe forskel i andre menneskers liv.”

Læs også: Professor: Lav løn og manglende anerkendelse går ud over psyken

”Men alligevel har faget et dårligt ry som et lavstatusområde; noget man kan blive, hvis man ikke kan blive andet. Det er det ry, de godt selv kan se, at faget har, og de synes jo med god grund, at det både er forkert og uretfærdigt. Men hvis det ry skal ændres, skal faget tales op. Det skal blive mere prestigefyldt af vælge den vej. Det kræver synliggørelse af faget, dets indhold, ansvar og faglighed, men der er jo ikke nogen – heller ikke fra FOA – som for alvor har gjort en forskel, når det kommer til at tale faget op.”

Skab faglige selskaber som sygeplejerskerne 

Til sammenligning oplever Sidsel Vinge, at sygeplejerskerne har formået at markere sig og skabe en stolt faglig identitet omkring det at være sygeplejerske.

”Jeg ser, at der er 5-10 kommunale sygeplejersker, ofte i lederstillinger, men ikke udelukkende, som er meget markante i debatten, som man ser til konferencer, som skriver debatindlæg, og som deltager i debatten i såvel trykte som online-medier om det kommunale sundhedsvæsen og dets udvikling,” siger hun og tilføjer, at sygeplejerskerne har skabt deres egne faglige selskaber. Det har assistenterne og hjælperne ikke.

”De har ikke engang en forperson, der kan tegne hver faggruppe og tale deres sag. Jeg vil anbefale, at FOA gør som Dansk Sygeplejeråd og skaber faglige selskaber. De er ikke et alternativ til FOA – ligesom de ikke er et alternativ til DSR. De er en integreret del af en stærk faglig forening. Det vil styrke den faglige identitet, selvom det er et langt, sejt træk at ændre befolkningens syn på og viden om hjælpere og assistenter uddannelse, kompetencer og arbejde.”

”Og det er jo ikke fordi, at der ikke er fællesskaber. Jeg har set, at assistenterne deler viden og positive historier, men de skriver til hinanden i Facebook-grupper. Det flytter jo ikke noget udadtil. Jeg savner at se assistenter og hjælpere tage del i den sundhedspolitiske debat på Twitter, LinkedIn, Altinget, Dagens Medicin, Sundhedspolitisk tidsskrift og så videre. En Facebook-gruppe skaber jo ingen opmærksomhed eller forståelse for faget,” siger Sidsel Vinge.