Hverdagen ser ikke længere helt ud som under genåbningen, efter at coronaepidemien havde lukket landet ned. Flere steder er man nu begyndt at løsne lidt op. Et af de steder, hvor man har gjort det, er i den integrerede institution Skovkanten i Viby J.
”Vi har valgt, at de nye vuggestuebørns forældre må komme med ind i forbindelse med aflevering, fordi den kontakt betyder meget. Men senere begynder vi nok at åbne mere for de andre forældre, der indtil nu har afleveret på legepladsen", fortæller pædagogisk leder Gitte Wang.
Hun understreger dog, at hverdagen fortsat er præget af corona, da retningslinjerne fokuserer på for eksempel rengøring og hygiejne.
Fagbladet FOA giver her et overblik over de retningslinjer, der gælder for dagtilbud i dag.
1. Forældrekontakt og afstand
Mange har været i tvivl om, hvorvidt forældrene må komme ind på institutionerne, når de skal aflevere og hente. Det er, ifølge Børne- og Undervisningsministeriet, den lokale ledelse, bestyrelse eller myndighed, der skal tage stilling til det. Myndighederne anbefaler fortsat, at man så vidt muligt holder en meters afstand i hente-bringe-situationer og ved forældresamtaler.
2. Rengøring, hygiejne og mindst mulig kontakt
Det anbefales, at der stadig er fokus på hyppig håndvask mellem forskellige aktiviteter og ved ankomst til institutionen. Her kan de mindste have brug for hjælp, og det anbefales ikke at bruge fælles håndklæder eller sæbestykker. Kontaktflader og legetøj skal stadig rengøres mindst en gang om dagen. Samtidig er det nu muligt for børn fra for eksempel forskellige stuer at være samlet, selvom det anbefales, at der stadig er fokus på at bevare mindre, faste grupper.
Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid
3. Isolering af syge
Hvis et barn eller en medarbejder får symptomer på sygdom, skal de isoleres i 14 dage enten hjemme eller på sygehus. Hvis en eller flere bekræftes smittet med covid-19, skal ansatte eller børn, der kan betegnes som ”nære kontakter” til den smittede, blive hjemme, til de kan få taget en negativ test.
4. Læringsplaner og sprogvurderinger udsat
Fristen for evalueringen af den pædagogiske læreplan er rykket til 31. december 2020. Det samme gælder for sprogvurdering af børn. Oprindeligt var fristen 1. juli, men grundet nedlukningen er det blevet udskudt.
5. Må jeg gå med mundbind?
Myndighederne anbefaler nu, at der bruges mundbind i offentlig transport, hvis ikke der kan holdes en meters afstand til andre personer. Det betyder dog ikke, at myndighederne anbefaler at bruge mundbind i arbejdssituationer, og FOA fraråder, at man bruger mundbind som pædagogisk medarbejder, da det kan stå i vejen for den kontakt, børnene har brug for.
Læs også: OK24: Aftale er landet for pædagogisk personale ansat i region eller kommune
6. Må børn afvises
Hvis et barn har rejst i et land, som Udenrigsministeriet fraråder at rejse til, anbefaler Børne- og Undervisningsministeriet, at dagtilbud afviser dette barn, til den 14 dages isolationstid er overstået.
7. Lokale forhold bestemmer hverdagen
Som tidligere nævnt er det de enkelte ansvarlige på institutionerne, der med udgangspunkt i retningslinjerne skal vurdere, hvordan hverdagen ser ud. Derfor kan det være godt at tale med din leder, hvis der er noget særligt, du bekymrer dig om. Her kan det også være en hjælp at kontakte den pædagogiske hotline, hvor du kan få sparring til pædagogiske problemstillinger i hverdagen. De har åbent alle hverdage mellem 9-17 på nummeret 40 47 88 46.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet og chefjurist i FOA, Ettie Trier Petersen