Den nu forhenværende viceforstander Flemming Lund ønsker ikke at svare på spørgsmål. Men Claus Martin Stechnik fastslår, at de to ikke har blandet arbejdsliv og privatliv sammen.
“Det har vi aldrig nogensinde gjort," siger Claus Martin Stechnik og fortsætter:
"Men der har været rygter oppe at svirre, fordi man mente, jeg havde betalt for hans rejser over min virksomhed. Det har jeg kunnet bevise overfor SKAT, at det har jeg ikke. Jeg har hele tiden betalt privat for alle mine rejser," siger Claus Martin Stechnik.
Han bekræfter, at han har lånt sin Chevrolet til Flemming Lund.
“Det er ikke en bil, jeg låner ud normalt. Og de to gange, Flemming har kørt bilen, har der ikke været tale om lån. Jeg har forespurgt Flemming om at køre en konfirmationskørsel og om at køre bilen til udstilling for mig. I begge tilfælde var jeg selv forhindret,” siger Claus Martin Stechnik.
Den e-mail-korrespondance, der har været mellem de to, mens Flemming Lund stadig var viceforstander, bekræfter, at de to har mødt hinanden privat til en række arrangementer. Claus Martin Stechnik betegner dog sin arbejdsmæssige relation til Flemming Lund som ʽprofessionel’.
“Alt er kørt efter bogen og har altid været det. Jeg opfatter det som en smædekampagne, for det her har jo skadet vores virksomhed rigtig meget. Vi har aldrig blandet arbejdsliv og privatliv sammen," siger han.
Sagen bør undersøges
Hos FOA mener formand for Social- og Sundhedssektoren, Torben Hollmann, at sagen bør undersøges yderligere.
“Det virker mistænkeligt, at man bruger 133 millioner kroner på et firma, hvor fagligheden ikke er i orden," siger han og henviser til, at Socialtilsyn Øst har problematiseret de eksterne vikarers manglende faglighed.
"Jeg mener, at regionen skal undersøge sagen til bunds,” fastslår Torben Hollmann.
Mulige uregelmæssigheder
Fagbladet FOA har præsenteret sagen for Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet og har skrevet om straffelovens bestemmelser om bestikkelse. Han påpeger, at en offentligt ansat godt må dyrke bekendtskab med en privat leverandør, men der er strenge regler for, hvilke gaver, man må modtage.
Han kan ikke afgøre, om der er foregået ulovligheder i sagen fra Kofoedsminde. Men han vurderer, at der er elementer, som bør undersøges nærmere.
“Det foreliggende materiale kunne tyde på, at der er grund til at kigge nærmere på, om der er tale om uregelmæssigheder,” skriver Jørn Vestergaard i en mail.