Når du kigger på din næste lønseddel, vil der være flere penge til udbetaling end normalt. Det skyldes, at du får efterbetalt de lønstigninger, der blev aftalt i din nye overenskomst, som blev stemt hjem i starten af juni.
Læs også: Tjek hvor mange kroner du stiger i løn
I alt sker der en efterbetaling på tre måneders lønstigninger tilbage fra 1. april i år. Og afhængig af din faggruppe og arbejdstid betyder det, at der kan være et sted mellem cirka 700 og 1.120 kroner på vej til dig i efterbetaling i lønstigninger. Det viser beregninger fra FOA Overenskomst.
Beregninger for 21 faggrupper
Beregningerne er lavet for 21 udvalgte faggrupper ansat i kommuner og regioner, og nedenfor kan du se, hvor mange ekstra penge, de nye overenskomster udløser for en ansat med en gennemsnitlig løn i din faggruppe.
Obs: Beregningerne er gennemsnitlige og lavet ud fra en 37-timers arbejdsuge i løngruppe 2. Hvis du er på deltid, er lønstigningen tilsvarende mindre. Tallene i grafikken er afrundede.