Artiklen er opdateret med stemmetal for stat, regioner og kommuner samt præciseret i andet afsnit, første linje.
Sosu’er, dagplejere, pædagogmedhjælpere, husassistenter, portører og serviceassistenter har med stort flertal stemt ja til de nye overenskomster på FOAs område, og dermed ligger dine løn- og arbejdsvilkår fast for de næste tre år.
Læs også: Tjek hvor mange kroner du stiger i løn
Hele 95,1 procent af de afgivne stemmer siger ja til de nye overenskomster, mens resten er et nej. Og med en rekordhøj samlet stemmeprocent på 65,0 i 2018 - som er den højeste nogensinde i FOA, er det en tilfreds FOA-formand, der konstaterer, at medlemmerne står massivt bag det opnåede resultat.
”Jeg er rigtig glad for den høje stemmeprocent, for det er vigtigt at vide, om medlemmerne synes, vi har ramt plet i forhold til de nye overenskomster. Og det understreger både det meget store engagement, der var undervejs i overenskomstfornyelsen og den høje stemmeafgivelse ved urafstemningen,” siger Mona Striib til Fagbladet FOA.
Reallønnen forbedres
FOAs formand, Mona Striib, fremhæver blandt andet de generelle lønstigninger og fjernelsen af privatlønsværnet som årsagerne til det store flertal bag forligene for ansatte i stat, kommuner og amter.
”Både den fornuftige økonomiske ramme, og at vi har fået afskaffet privatlønsværnet er to virkelig vigtige sejre i de her overenskomstforhandlinger. Den økonomiske ramme i forligene gør, at medlemmernes realløn forbedres, mens fjernelsen af privatlønsværnet er med til at forhindre en udhuling af lønningerne hen over årene,” siger Mona Striib.
Læs også: OK18-lønstigning: Se hvad Jytte, Camilla, Majbritt, Margit, Martin, Heidi og Rene får
Ja’et betyder, at din løn bliver efterreguleret med tilbagevirkende kraft fra 1. april. Fra den dato stiger lønnen ifølge de nye overenskomster med 1,1 procent. Det svarer til, at hvis du eksempelvis tjener 20.000 kroner om måneden, vil der gå 220 kroner ekstra pr. måned ind på din lønkonto fra april i år. Næste lønforhøjelse kommer 1. oktober i år, hvor lønnen stiger 1,3 procent.
Flest ja-stemmer i staten
Blandt FOAs medlemmer sagde 95,2 procent af de afgivne stemmer ja til forliget i kommunerne, 94,5 procent i regionerne sagde ja, mens den højeste ja-procent er i staten, hvor 96,5 procent af de afgivne stemmer sagde ja til de nye overenskomster.