Opdateret 11:45 med kommentar fra FOA-formand Mona Striib.
Dagplejere, pædagogmedhjælpere, husassistenter, sosu’er, portører og serviceassistenter har været så massivt ved tasterne for at afgive deres digitale stemme ved urafstemningen om OK18, at der allerede nu er sat rekord i stemmeprocent i forhold til 2015.
FOA-formand Mona Striib er meget tilfreds, men stiler allerede efter en endnu højere stemmeprocent.
"Jeg er rigtig glad for den foreløbige rekord i stemmeprocenten, men tænk hvis vi kan nå helt op på 60 i stemmeprocent? Det ville virkelig være godt," siger hun til Fagbladet FOA.
Kæmpe engagement hos medlemmerne
Mona Striib forklarer stemmerekorden på 50,6 procent onsdag med, at medlemmerne virkelig ønsker at give deres stemme til kende ved denne afstemning.
"Der er et meget stort engagement hos FOA-medlemmerne, og det ser vi landet rundt ved disse overenskomstforhandlinger," siger hun.
Resultatet i 2015 med 50,4 i stemmeprocent var rekord i forhold til urafstemningen i 2013, hvor 31,6 procent afgav deres stemme. Den store forskel på de to resultater skyldes blandt andet, at der ved afstemningen i 2015 blev taget digital afstemning i brug.
Regionerne har højest stemmeprocent
Stemmeprocenten ved OK18 fordeler sig med 54,5 på det regionale område, mens der i kommunerne er en stemmeprocent på 50,2, hvilket giver en samlet stemmeprocent på foreløbig 50,6.
Også på det øvrige offentlige arbejdsmarked er der udsigt til rekorder. Ifølge avisen.dk har mere end 300.000 offentligt ansatte allerede afgivet deres stemmer ved urafstemningen, og blandt andet i BUPL er der sat ny stemmerekord med en stemmeprocent på 59,7.
Ja eller nej afgøres først på mandag
Uanset stemmerekorden i urafstemningen er det først på mandag, at det vil ligge klart, om medlemmer har stemt ja eller nej til deres nye overenskomster. Derfor opfordrer FOA-formand Mona Striib medlemmerne til at komme til tasterne og afgive deres stemme.
”Vi er rigtig glade for resultatet. Vi fik reallønsfremgang til alle. Vi fik fjernet privatlønsværnet, som år for år ville udhule offentligt ansattes løn. Vi fik ligeløn på dagsordenen. Vi fik lavtløn på dagsordenen.