Klokken 07:59

Alarmen går. Vi er knap mødt ind på brandstationen på Åsumvej i Odense, men må hurtigt hoppe i udstyret, der står klar med bukserne uden over støvlerne. På med selerne. På med jakken – lyn op. Og så af sted mod Odense Universitetshospital med blå blink og udrykning. 

Der må gå 60 sekunder fra alarmen lyder, til brandbilen skal være af sted.

I dag er det de to brandmænd Thomas Skjoldborg og Rene Guldberg, der er røgdykkere. Fokuseret tager de luftflasken på ryggen og sikkerhedshjelmen på hovedet, hvorefter de tjekker radioen: “1-2-3, Thomas, er du der?”

Da vi når frem, er fire kolleger fra Bolbro Brandstation allerede ankommet. Det er et ABA – et automatisk brandalarmanlæg – der har startet alarmen. Men der er ingen fare på færde.

 

Klokken 09:20

Fem dage om ugen er der øvelser. Det kan være alt fra baner gennem røgfyldte rum til rappelling ned fra det høje slange-tårn. I dag står den på manøvrekørsel. Brandmændene bakker og styrer de tre store brandbiler ind og ud mellem kegler og rundt om bygninger. 

“Inde i byen kan der godt være mange smalle steder. Derfor er det vigtigt, at de kører godt,” forklarer brandmester Tom Frydenlund.

Tilbage på brandstationen er det tid til morgenkaffe. Herefter kører alle ud for at se en ny parkeringskælder, som åbner fire dage senere. Beredskabsinspektøren fortæller, hvilke nedgange de skal bruge, hvis der kommer brand. Det er vigtigt at være på forkant.

 

Klokken 13:21

Vi er på vej mod kollegerne på brandstationen i Bolbro, da alarmen går. Midt i myldre-trafikken ved Odense Banegård. Brandmand Anders Askebjerg Petersen tænder udrykningssirenen – og så af sted mod Odense Koncerthus. Det er endnu et ABA, kan vi høre over anlægget. 

 

Klokken 13:30

Få minutter efter, vi er ankommet til koncerthuset, går alarmen igen. Det er samme destination som tidligere: Odense Universitetshospital. Endnu et ABA. Brandmesteren vurderer, at vi skal køre derud i stedet, så vi drøner af sted. Men heller ikke denne gang er der brand. Derfor fortsætter vi, hvor vi slap, og sætter kurs mod Bolbro.

Klokken 14:59

Det er blevet tid til eftermiddagskaffe. Derefter går brandmændene i gang med at ordne og reparere udstyr. De har forskellige håndværksmæssige baggrunde, så når de ikke er ude ved en alarm, er der en masse ting at tage sig til.

 

Rene Guldberg reparerer vasken, der er gået i stykker. Imens kører Anders Askebjerg Petersen og Bjarne Langhoff Boller brugte luftflasker og rygskjold gennem vaskemaskinen, fylder ny luft i og sætter labels med dato på. 

Stigen er kørt til tops, og vi står i 32 meters højde, da alarmen går. Anders Askebjerg Petersen skynder sig at sænke den, men det tager lidt tid. Omkring et minut. I mellemtiden kører brandsprøjten af sted, mens Bjarne Langhoff Boller venter på os i vandtankvognen. Der er dog kun plads til Anders. Det var en knallert, der var sat i brand i Vollsmose, fortæller de, da de vender tilbage.

Klokken 16:52

Så er det tid til træning – i dag står den på volleyball. Vi tager brandbilerne hen til banen og stiller udstyret klar, så vi hurtigt kan komme af sted, hvis alarmen går. 

Da jeg står i badet senere, er det hurtigt ind og ud. Thomas Skjoldborg har fortalt, at han tidligere har måttet rykke ud med shampoo i håret, fordi alarmen gik, da han stod under bruseren. Det vil jeg gerne slippe for.

 

“Jobbet er uforudsigeligt. Vi ved aldrig, hvornår alarmen går, og hvad vi kommer ud til. Det er hårdt,” fortæller han om det konstante pres, der ligger på deres skuldre. 

 

Klokken 19:00

Efter træning er der ikke flere arbejdsopgaver – kun hvis alarmen går. I fællesskab laver vi spaghetti med kødsovs, og da aftensmaden er spist, smækker vi fødderne op og slænger os i de store, sorte læderstole. Efter kort tids zapperi toner ‘Landmand søger kærlighed’ frem på tv-skærmen. 

 

“Selvom vi i princippet laver det samme, som hvis vi var hjemme, så har man hele tiden i baghovedet, at alarmen kan gå. Måske kan vi sove til klokken 07:20 i morgen, eller måske bliver vi kaldt ud og kommer ikke hjem før klokken 8. Du ved det aldrig,” siger Søren Jensen.

 

Klokken 21:36

Alarmen går. Lige midt i fodboldkampen mellem FCK og Club Brügge. Det er et ABA. Ingen brand. Tilbage igen. 

Klokken 23:32

Stilheden er faldet over brandstationen, og de fleste er gået til køjs. Men så går alarmen. ‘Drukneulykke’, står der på skærmen. “Fuck,” siger Thomas Skjoldborg og iler nedenunder. Her hænger dykkerdragterne parat, som de to dykkere hurtigt tager på. Og så af sted med udrykning. 

 

Kort efter bliver alarmen afblæst. En mand var kravlet over et rækværk til en sø, men han er fundet i god behold på landjorden, fortæller de i vagtcentralen.  

Næsten alle er tilbage i deres varme senge, da alarmen går igen. Stigebilen skal ud at assistere Kerteminde Brandvæsen. Det er en industribrand i Rynkeby.

 

Flammerne lyser nattehimlen op, og gløderne fyger hen over markerne. Taget er allerede brudt sammen, da vi ankommer. Og hvad der tidligere var opmagasinerede møbler, ligger nu hulter til bulter som pindebrænde i den brændende lagerbygning.

 

“Det var det, jeg sagde,” siger Søren Jensen. “Vi ved aldrig, om vi bliver kaldt ud, og hvor længe vi skal blive.”

 

Eftersom brandmændene fra Odense er blevet tilkaldt som back-up, kan de efter et par timers arbejde tage tilbage på stationen. 

 

Klokken 02:17

Tilbage på brandstationen. Godnat. Alarmen går ikke mere den nat.

 

“Nogle gange kan alarmen gå to-tre gange om natten. Andre gange går den slet ikke. Nogle af de unge knægte kan godt være ærgerlige, hvis der ikke har været en alarm hele natten. Men jo ældre, man bliver, og jo flere brande man har været ude ved, jo mere sætter man pris på sin søvn,” siger Tom Frydenlund næste morgen, før vi tjekker ud klokken 8.