Social- og sundhedshjælper Mia Andersen er med i første linje, når alarmen på brandstationen går:
”Hvis jeg kører med sprøjten, så er jeg røgdykker. Så er min opgave at gå ind i bygningen og finde ud af, hvor det brænder og eventuelt hjælpe folk ud,” siger Mia Andersen.
Om aftenen arbejder den 26-årige social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen i Næstved. Om dagen og natten har hun hver fjerde uge vagter som brandmand ved Midt- og Sydsjællands Brand & Redning.
Adrenalin på brandstationen
Social- og sundhedshjælperen er vild med begge job:”Jeg kan godt lide arbejdet i hjemmeplejen, jeg kan godt lide det der med at være ude hos dem i deres eget hjem og have tid til at snakke med dem,” siger Mia Andersen til Fagbladet FOA og tilføjer:
”Så tager jeg adrenalinet her på brandstationen.”
Mange ligheder mellem sosu'er og brandmænd
Mia Andersen mener, at der er mange ligheder imellem de to job.
”Jeg tænker på omsorgen til andre mennesker, den er altid værd at have med, den faglige omsorg,” siger hun.
Aldrig mere end fem minutter væk
Når Mia Andersen har brandmandsvagter må hun aldrig være mere end fem minutter væk.
Hun sørger derfor for at bytte sine brandvagter på otte timer ad gangen med en brandmandskollega, så de ikke kolliderer med hendes faste aftenvagter i hjemmeplejen.