Trykkende varme fra ild, et røgfyldt lokale og 20 kilo tungt grej på ryggen. Det er arbejdsvilkårene for Henrik Vestergaard Lybech, som er brandmand i specialtjenesten i Hovedstadens Beredskab. I en alder af 45 år og efter 18 år i faget har han dagligt smerter i kroppen.
“Det er vildt hårdt arbejde. Og når adrenalinen først pumper under en indsats, er mine sanser et helt andet sted end på at lytte til min krop. Så tænker jeg på opgaven, og min egen og mine kollegers sikkerhed,” siger Henrik Vestergaard Lybech.
Men han betaler en pris for det hårde fysiske arbejde. Han har haft skader i både knæ og fødder, og for nylig fik han en overbelastning i skulderen. Det betød to ugers sygemelding.
Ansvar for hinanden
Henrik forsøger at holde smerterne nede ved at træne og lave udstrækninger i stedet for at tage smertestillende piller. Men en gang om ugen ryger der alligevel et sæt Ipren og Panodil ned.
“Sidst med min skulder tog jeg på arbejde to dage, hvor jeg nok burde være blevet hjemme, fordi jeg ikke kunne løfte min arm. Men der tog jeg piller,” siger han.
Han mener, det er afgørende at kende sin egen grænse, når man er ude på indsats. For eksempel begynder hans fod at fryse, når han har fået nok. Så ved han, det er på tide at trække sig, inden det går galt.
“Det er vores fornemmeste opgave at turde sige fra, så en afløser kan tage over. Jeg forventer af mine kolleger, at de kan få mig ud, hvis noget går galt. Og det skal de også kunne forvente af mig.”
Frygter at ende som krøbling
Henrik håber at kunne fortsætte som brandmand. Men han tvivler stærkt på, at hans krop kan holde, til han når pensionsalderen.
“Jeg frygter, at jeg pludselig står som krøbling eller invalid. Og er arbejdet det værd? Jeg har masser kolleger, der nærmest ikke kan gå til sidst og derfor bliver sygepensioneret. Det, synes jeg, er for dyr en pris at betale.”