Annonce

To plejehjems-beboere skræller kartofler

Tema: Værdighed i ældreplejen

Slut med vakuum-pakkede kartofler


En gruppe beboere nedlagde protest mod de 'smagløse’,
vakuumpakkede kartofler. Nu har plejecenteret fundet en ny og alternativ løsning.

Annonce

89-årige Erik Østergaard (t.v.) og 101-årige Lars Olsen er blevet faste kartoffelskrællere på Saltum Plejecenter. Her gider beboerne nemlig ikke længere at spise vakuumpakkede kartofler. Flemming Dahl Jensen

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

På Saltum Plejecenter er der kommet bid i kartoflen. Beboerne nedlagde nemlig protest mod de ofte ligblege og overkogte, vakuumpakkede kartofler, der fulgte med i madleveringen fra Det Danske Madhus i Aarhus.

Det førte til, at to af beboerne – den 101-årige Lars Olsen og 89-årige Erik Østergaard, der i øvrigt næsten er blind – tog initiativ til at skrælle ’rigtige kartofler’ til hele afdelingens 22 beboere. Kartoflerne bliver leveret af en nærliggende bonde eller bliver købt hos købmanden.

“Både beboere og personale giver udtryk for, at de har fået kartofler med meget bedre smag. Og de nye kartofler giver anledning til masser af snak om forskellene på kartoffelsorterne. Der er kommet mere livskvalitet ind i hverdagen,” siger social- og sundhedshjælper Lisbeth Sørensen til Fagbladet FOA.

Madkvaliteten halter på plejecentre

Beboere og ansatte på Saltum Plejecenter er ikke de eneste, der stiller spørgsmål ved madkvaliteten på de danske plejecentre.

I en ny undersøgelse, som FOA har lavet i samarbejde med dagbladet Politiken, svarer halvdelen af de ansatte i ældreplejen, at der ikke dufter tiltrækkeligt af mad inden måltiderne. Der, hvor maden ikke tilberedes på plejecentret, er det kun 12 procent, der vurderer, at maden er meget god.

“Varieret og ernæringsrigtig mad i rammer, der giver lyst til at spise, er en del af de 10 bud om værdighed, som FOA arbejder for bliver udbredt. Vi er nået et stykke af vejen og har fået sat værdighed på den politiske dagsorden. Men der er langt igen,” siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Karen Stæhr.

Muligt at inddrage de ældre

Undersøgelsen viser også, at to tredjedele af personalet på plejehjem, hvor der bliver lavet mad, peger på, at der ikke er tiltrækkelig gode muligheder for at inddrage de ældre i at tilberede og anrette maden.

På Saltum Plejecenter har man fundet en løsning, hvor størstedelen af maden bliver leveret ude fra, mens kartofler og lagkage til fødselsdage bliver lavet af beboerne i fællesskab med personalet.

“De to beboere, der skræller kartofter finder selv redskaberne frem og går i gang. Aftenvagterne hjælper med at koge kartoflerne og feje gulvet for kartoffelskrællere, men ellers kræver løsningen ikke noget af personalet,” forklarer Lisbeth Sørensen.

Læs også: Plejepersonale: Den værdige ældrepleje halter

Fakta: 10 bud om værdig ældrepleje

1. En bolig, der passer til den enkeltes behov.
2. Mulighed for at komme ud.
3. Mulighed for at være velsoigneret og klædt, som man ønsker.
4. Varieret og ernæringsrigtig mad i rammer, der giver lyst til at spise.
5. Lindrende behandling og en værdig død.
6. Støtte til at kunne fungere i hverdagen og få relevant hjælp, når der er behov for det.
7. Forebyggelse af sygdom samt kontinuitet og faglighed i omsorg, pleje og behandling.
8. Mulighed for at bevare egen døgnrytme.
9. Tilbud om eksistentielle samtaler og samvær med andre.
10. Respekt, rummelighed og mulighed for udvikling.
Kilde: foa.dk

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev