Annonce

i dagplejen Skovbo i Aarhus havde de inviteret forskere fra universitet til et science-show for de allermindste

Dagplejens dag fejret med et brag: ”Der skal være nogen, der viser, at det ikke er farligt”


I dagplejen Skovbo i Aarhus har man inviteret forskere med reagensglas og røg for at fejre dagplejens dag. Men hvad får børn på 0 til tre år ud af videnskabelige forsøg?

Annonce

Over hele landet har dagplejere onsdag fejret dagplejens dag for at hylde dagplejen og vise, hvad den kan. Nogle steder med balloner, optog og pyntede barnevogne på det lokale torv, andre med vikingetema eller krible krable. Men i dagplejen Skovbo i Aarhus havde de inviteret forskere fra universitet til et science-show for de allermindste. Tobias Stidsen

Af Tobias Stidsen
Journalist

Annonce

Hverken børn eller dagplejeren, Evy Beth Birk, havde forventet det, men til dagplejens dag, den 8. maj, stod Evys højre arm i flammer. 

Heldigvis skulle der ikke ringes 112 eller ydes krisehjælp, for dagen stod i naturvidenskabens tegn, og derfor blev Evy Beth Birks arm sat i flammer af Jonas Eliassen Svane, en af børnenes fædre, som er nanoscience studerende på Aarhus Universitet. 

Han udgjorde nemlig den ene halvdel af det science-show, som forældrerådet i Dagplejen Skovbo i Aarhus havde taget initiativ til. 

”De har snakket meget i dagplejen om at få science ind det daglige program. Så vi vil gerne være med til at give en idé om, hvordan man kan gøre det,” fortæller han. 

Skal ikke være små professorer

For Evy Beth Birk er naturvidenskab i 0 til 3-årsalderen ikke noget fremmed. Det handler, i følge dagplejeren, ikke om, at børnene skal lave kemieksperimenter eller være små professorer, men snarere at gribe de små ting, der opstår i hverdagen.
 

”Vi laver både forsøg og længere indsatser i perioder, men vi gør det også i hverdagen. Vi inddrager det, så snart vi ser eller oplever noget, og så sørger vi for at udvikle det sammen med børnene. Når det er vinter, kan man eksempelvis tage sne med ind og se det smelte eller omvendt tage vand med ud, når det er frostvejr.” 

Selvsikre børn

Showkemikerne fik både rødkålsvand til at skifte farve og viste, hvordan solbærsaft, appelsinjuice og sødmælk kan ligge adskilt i lag i et glas.

Hen mod slutningen iførte de sig hvide kitler og sikkerhedsbriller. De ville nemlig vise, hvordan lightergas kan fanges i sæbebobler. 

Efter en flammende high-five bliver dagplejerne budt op til at prøve det samme, og her er Evy Beth Birk hurtig til at komme på scenen, få armen smurt ind i gasholdigt sæbevand og dernæst få den futtet af. 

”Der skal være nogen, der viser, at det ikke er farligt, så børnene også tør noget. Jeg tror science er vigtigt, fordi det er udviklende for barnet. Det gør, at de eksperimenterer mere og bliver mere selvsikre på tingene.”

I den her sammenhæng kan eksperimenterne findes mange steder i hverdagen som for eksempel ved at kigge på, hvordan lys kan reflektere sig i en legoklods og blive farvet. 

Vigtigheden af hverdagsviden er Jonas Eliasen Svane med på. 

”Jeg synes, det er vigtigt, at man kender til hverdagen, og hvordan tingene fungerer, og det gør man ved at have en lille forståelse for, at ting eksempelvis kan skifte farve.”

Vil vise dagplejen frem

”Dagplejens dag skal simpelthen markeres, for vi vil gerne have et øget fokus på alt det, som dagplejen kan,” fortæller Kathrine Duus leder af Dagplejen Skovbo og Skovvang-Trøjborg Dagtilbud. 

Hun mener, at dagplejens dag er en god mulighed for at sætte fokus på, at der både mangler dagplejere og flere børn.

Derfor har invitationen til dagplejens dag både været sendt ud til sundhedsplejen og til fædre- og mødregrupper - men desværre uden det store fremmøde.

Det afholder dem dog ikke fra at gøre det igen næste år.

”Nu tænker jeg, at det bliver en tradition at afholde det med et brag på en eller anden vis,” fortæller Kathrine Duus. 

Evy Beth Birk bakker op om planen om at fejre Dagplejernes Dag.

”Vi er efterhånden mange med grå hår i toppen, så vi gør alt, hvad vi kan for overhovedet at sætte fokus på dagplejen.”

i dagplejen Skovbo i Aarhus havde de inviteret forskere fra universitet til et science-show for de allermindste
I følge Kathrine Duus, der er leder af Dagplejen Skovbo og Skovvang-Trøjborg Dagtilbud skal dagplejens dag være en god mulighed for at sætte fokus på, at der både mangler dagplejere og flere børn. Tobias Stidsen
”Vi er efterhånden mange med grå hår i toppen, så vi gør alt, hvad vi kan for overhovedet at sætte fokus på dagplejen,” fortæller Evy Beth Birk. Tobias Stidsen
i dagplejen Skovbo i Aarhus havde de inviteret forskere fra universitet til et science-show for de allermindste
Invitationen til dagplejens dag blev både været sendt ud til sundhedsplejen og til fædre- og mødregrupper - men desværre uden det store fremmøde. Tobias Stidsen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev