Hvordan hopper en frø? Sådan her! Men hvad så med en hare? Eller græshoppe? Dyrekortene, som naturvejlederen har med, sætter de små børnekroppe i sving.
Niels Åge Skovbo
Af
Kristine Jensen
Journalist
Børn elsker at trille, hoppe, klatre og mærke på naturen. Samtidig er leg i naturen med til at udvikle og stimulere de smås sanser, balance og forståelse af verden.
En flok dagplejer og en skovbørnehave fra Holstebro fik derfor ny inspiration til udelege, da de havde besøg af en naturvejleder fra projektet Spring Ud i Naturen.
”Naturen er en fantastisk legeplads. Vild, udfordrende og lettilgængelig. Her er alle muligheder for at lege motorik og bevægelse ind i kroppen,” siger naturdagplejer Lone Ringsted til Fagbladet FOA.
Gratis tilbud
Spring Ud i Naturen er et gratis tilbud fra Friluftsrådet til daginstitutioner og dagplejere. En naturvejleder kommer og viser, hvordan I kan bruge naturen til sjove lege, der stimulerer børnenes sanser, balance og motoriske udvikling.
Se de hyggelige billeder fra dagen i skoven og bliv inspireret:
1. I denne leg gælder det om at følge rebet uden at slippe – legen styrker blandt andet børnenes balance og følesans. Alt I har brug for er et reb og et par træer!
Niels Åge Skovbo
2. Følesansen under fødderne er vigtig for balancen. Brug løs af naturen til at stimulere følesansen i fødderne med forskellige føleindtryk fra grankogler, runde sten grangrene … find selv på flere.
Niels Åge Skovbo
3. Et reb kan bruges til mange ting. Det ene øjeblik til tovtrækning, i næste nu er rebet blevet til en vild regnorm, som alle hiver og slider i. Fortæl børnene, at rebet er blevet til en vild regnorm, der prøver at trække nogle børn ned i sit hul. Træk selv lidt i rebet – så er børnene inden længe med på legen. Rebet bliver hurtigt meget mere spændende, når det er en regnorm, der bugter sig.
Niels Åge Skovbo
4. Bille-leg. Krop spejler krop. Så de voksne skal være med. Her spræller en flok biller på ryggen.
Niels Åge Skovbo
Vil du gerne blive klogere på, hvordan man bruger naturen til leg?
Læs mere om Spring ud i Naturen