Annonce

Trine Bakke sosu hjælper nyborg kommune

Tema: Lokalløn

Kommunal gulerod virker: Her tjener sosu-ansatte automatisk mere, mens de bliver klogere 


På fire år er over halvdelen af sosu-medarbejderne i Nyborg begyndt at kravle op ad en kompetencestige, der honorerer viden med højere løn.  

Annonce

Social- og sundhedshjælper Trine Rønne Bak har gennemført en række kurser, der automatisk fører til højere løn. ”Det er helt i orden, at man skal tilegne sig ny viden og lære noget nyt for at få lønnen til at stige,” siger hun. Heidi Lundsgaard

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Trine Rønne Bak kan se frem til, at hendes løn om kort tid stiger godt 550 kroner om måneden – uden at hun er nødt til at banke på døren til sin leder og tigge om en ekstra skilling.

Det sker nemlig helt automatisk, fordi den 36-årige social- og sundhedshjælper er blevet dygtigere til sit fag og derfor har gjort sig fortjent til pengene.

Den model gælder ikke bare Trine Rønne Bak. I Nyborg Kommune er alle sosu-ansatte i ældreplejen omfattet af en forhåndsaftale, der betyder, at ny viden og højere løn går hånd i hånd.

”Jeg er glad for den automatik. Jeg har jo aldrig spekuleret i, at man selv kunne bede om en lønforhandling. Man fik jo bare sin løn,” siger Trine Rønne Bak, der blev uddannet i 2014 og de seneste seks år har arbejdet i Nyborg Kommunes hjemmepleje i den lille by Ullerslev.

Er kommet for at blive

Aftalen er bedst kendt som kompetencestigen, og modellen er enkel: Medarbejderne belønnes for at blive dygtigere til deres fag – og lønnen hæves hver gang, de er trådt et trin op på stigen: Fra 4.800 kroner om året for trin 1 til næsten 19.000 kroner om året for trin 4.

Et trin består af et forløb på en række korte kurser, der lægges i arbejdstiden – og både trin 2, 3 og 4 udløser en lønforhøjelse.

Sådan er ’kompetencestigen’ bygget op

Trin 1
Grunduddannelse + anciennitet
Værdi- og kerneopgaveforståelse

Trin 2
Grundlæggende pleje og omsorg – herunder tryksår, aflastning og lejring, ernæring og dysfagi hos den ældre borger, mund- og tandhygiejne samt kontinens
Forebyggelse 1 – herunder tidlig opsporing og faldforebyggelse
Rehabiliteringens ABC og udvidet rehabilitering
Samarbejde, kommunikation og konflikthåndtering 1
Dokumentation – udvidet Nexus og FSIII

Trin 3
Forebyggelse 2 – herunder palliativ pleje, KOL, diabetes og mental sundhed
Demens
Psykisk sygdom og misbrug
Samarbejde, kommunikation og konflikthåndtering 2
Temaer (to af disse skal gennemføres for at tælle med)
Sårpleje (*)
Sondeernæring
Træningssessioner – injektion og kateter (*), hjerte- og lungeredning, kompression
Psykofarmaka (*)
(*) forbeholdt social- og sundhedsassistenter

Trin 4 
Forflytning
Inkontinens
Hygiejne

Kilde: Nyborg Kommune

+
Sådan har det været, siden aftalen blev indgået for godt fire år siden. Og vurderet ud fra den seneste status tyder alt på, at kompetencestigen er kommet for at blive.

På fire år har 485 medarbejdere – det svarer til godt halvdelen af alle kommunens sosu-ansatte – været på kurser med flere kompetencer og højere løn til følge.

Gennemskuelig og retfærdig

Det er i hvert fald svært at finde nogen, der er utilfredse. Både medarbejderen, fællestillidsrepræsentanten og arbejdsgiveren kipper med klaphatten.

”Der er jo kamp om arbejdskraften, og modellen kan bruges til både at fastholde gamle og rekruttere nye medarbejdere. Vi gør et lidt stift lønsystem noget mere fleksibelt, og vi oplever, at vi får mere tilfredse medarbejdere,” siger formand for kommunens ældreudvalg Kaj Refslund fra Venstre.

Læs også: Flere og flere gør som Kimie: Her har 13.000 kroner gjort en markant forskel

Han fremhæver også, at modellen er strikket sammen i samarbejde med FOA. Fællestillidsrepræsentant Marlene Koldsø er den dag i dag lige så glad for aftalen, som hun hele tiden har været. Modellen er, som hun formulerer det, ’godt skruet sammen’.

”Den er gennemskuelig og mere retfærdig end tidligere, hvor lokallønnen blev aftalt på den enkelte arbejdsplads, og der måske endda var nogle, der glemte det. Nu er det synligt for hver enkelt, hvordan man kan påvirke sin egen løn ved at gøre sig dygtigere,” siger Marlene Koldsø.
18.932 kr.

Så meget stiger sosu-ansatte sammenlagt i årsløn, når de når sidste trin i kompetencestigen.

Kilde: Nyborg Kommune

Fint at kombinere viden og løn

Og det er præcis den kombination, som social- og sundhedshjælperen Trine Rønne Bak fremhæver: 

”Systemet er motiverende, men pengene er altså ikke afgørende. Det vigtigste er, at jeg lærer noget nyt og får genopfrisket noget af det, jeg tidligere har lært,” siger hun og fortsætter:

”Det er vigtigt for vores fag, at vi følger med tiden, bliver dygtigere og får mere viden. Og det er helt i orden, at man skal tilegne sig ny viden og lære noget nyt for at få lønnen til at stige.”
Trine røn Bakke sosu hjælper nyborg kommune
”Det er vigtigt for vores fag, at vi følger med tiden, bliver dygtigere og får mere viden,” siger Trine Rønne Bak. Heidi Lundsgaard

Dysfagi-kost smager godt

Trine Rønne Bak har gennemført ni ud af de ti kursusforløb, der ligger på trin 2 og kvalificerer hende til, at hun – når hun er i mål – kan tage hul på trin 3. 

Så meget stiger lønnen

Så meget udløser de enkelte trin om året i 2024-kroner for ansatte på fuldtid. Lønforhøjelsen falder forholdsmæssigt for medarbejdere ansat på færre timer.

Trin 1: 4.732,95 kroner
Trin 2: 9.465,90 kroner
Trin 3: 14.198,85 kroner
Trin 4: 18.931,80 kroner

Kilde: Nyborg Kommune

+
På trin 2 er hun blandt andet blevet opdateret på mund- og tandhygiejne, faldforebyggelse og palliativ pleje. Her var der i alle tre tilfælde afsat op til fem timer til gennemgangen. 
Hun var i alle tre tilfælde glad for udbyttet, men skal hun i særlig grad fremhæve to forløb, peger hun på kurserne i demens samt ernæring og dysfagi. 

”I begge tilfælde oplevede jeg, at der virkelig blev fyldt i min rygsæk. Jeg lærte noget, jeg kan bruge i min hverdag og som gør mig til en bedre social- og sundhedshjælper. Det er megafedt,” siger hun og fortsætter:

”For eksempel smagte vi på dysfagi-kost, og nu kan jeg forsikre borgere, der skal have den slags for første gang, at man godt kan spise det. Selv om udseendet er anderledes end almindelig mad, smager det stadig rigtig godt.”

Tilbydes nu også ufaglærte

Kompetencestigen er ikke gratis. Ud over de løbende lønforhøjelser skal kommunen også sørge for vikarer, når medarbejderne er på kursus. Men den pris er man også villig til at betale. 

Jeg lærte noget, jeg kan bruge i min hverdag og som gør mig til en bedre social- og sundhedshjælper. Det er megafedt.

Social- og sundhedshjælper Trine Rønne Bak
Og samtidig er begejstringen for modellen så stor, at de ufaglærte medarbejdere i ældreplejen nu også inddrages. De får ikke del i de automatiske lønforhøjelser, men inviteres til at deltage i de kurser, der harmonerer med de opgaver, de varetager – som for eksempel ’kommunikation med pårørende’.

”Vi håber, at vi på den måde kan være med til at fastholde dem. Og hvis de uddanner sig og fortsætter hos os, bliver der måske taget hensyn til, at de allerede har taget de trin på stigen,” siger udvalgsformand Kaj Refslund.

Læs også: Kommune løfter lønnen i ældreplejen – ansatte som Christina får op mod 10.000 kroner mere i årsløn

I Nyborg er der kun en ting, de undrer sig over i forbindelse med kompetencestigen. Og det er, at der tilsyneladende kun er en kommune – og det er Faxe – der har ladet sig inspirere af modellen.

”Det forstår jeg ikke helt. Kompetencestigen virker og er nem at efterligne,” siger fællestillidsrepræsentant Marlene Koldsø.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev