I marts måned tikker der en gammel kending ind i din e-Boks.
Nemlig årsopgørelsen fra Skat, som vil afsløre, om du har betalt for meget eller for lidt i skat i løbet af 2023.
Her guider dig Fagbladet FOA dig til, hvordan du ser, om du kan forvente en tilbagebetaling, eller om du skal forberede dig på at skulle betale yderligere skat.
Skattevæsenet forventer at årsopgørelsen vil være tilgængelig for stort set alle borgere mandag den 11. marts.
Dog er det oftest muligt at tjekke tallene på Skat.dk allerede i weekenden forinden. I de dage er der altid stor trafik på hjemmesiden, hvilket kan betyde, at du skal vente på adgang til den eftertragtede informationen.
Vi giver dig her en indflyvning i, hvad der er godt at skrive sig bag øret, når du skal ind og tjekke tallene:
Husk de vigtige fradrag
Mange af dine oplysninger ryger automatisk ind på din forskudsopgørelse for det forgangne år. De oplysninger er fundamentet for din årsopgørelse.
Mange glemmer dog at skrive deres fradrag ind – og her kan der være mange penge at hente.
Normalt gælder det især for kørselsfradrag og servicefradrag. For kørselsfradraget kræver det en opdatering med de dage, hvor du har været på arbejde, mens servicefradraget skal indberettes.
Du kan læse en mere udførlig guide om dette her.
Det kan blive dyrt at lade din årsopgørelse samle støv
Hvis du er en af dem, der ikke haster til tasterne, så snart årsopgørelsen ligger klar, er der nye betingelser, som er værd at være opmærksom på.
Der er nemlig sket en betydningsfuld ændring i skattesystemet, der kan have store konsekvenser, hvis du ikke rettidigt får tjekket op på din opgørelse.
Renten for at have en skattegæld hos skat er nemlig blevet markant højere. Der er tale om en stigning på hele 3,8 procentpoint, hvilket betyder, at procenten fra 2023 ligger på 5,5 procent.
Det er derfor en god idé at få tjekket op på, om du skylder skat penge, for får du dem ikke betalt tilbage senest 1. juli 2024, så stiger renten yderligere til 7,5 procent. Det skriver Fagbladet3f.dk
Få styr på de forskellige opgørelser
Det handler om at holde tungen lige i munden, når der skal tjekkes opgørelser på skat.dk. Men ved at få sidste års forskudsopgørelse i spil, kan det lette opgaven, når årsopgørelsen skal tjekkes efter.
Det skyldes, at:
- forskudsopgørelsen er Skats beregning af dine indtægter for det kommende år, og hvad du skal betale i skat, mens
- årsopgørelsen er dit regnskab for det forgangne år, hvor du kan se, hvad du reelt har tjent og betalt i skat.
Derfor kan det altså hjælpe dig at finde din forskudsopgørelse for 2023 frem, for på den måde kan du hurtigt sammenligne tallene og se, om der er noget, der boner ud, og som kan medvirke til fejl i opgørelsen.