Du kan nu se din årsopgørelse for 2014 fra SKAT på skat.dk. Og der kan være god grund til at kigge tallene igennem, for SKAT har ikke altid de helt præcise oplysninger med, og det kan koste dig en skat, du ikke behøver betale.
SKAT opfordrer til især at tjekke det kørselsfradrag, man har ret til, hvis man har mere end 24 kilometer i alt frem og tilbage til arbejde.
"Kørselsfradraget udgør størstedelen af de fradrag, som skatteyderne kan få i forbindelse med opgørelsen af deres skat, men skatteyderne skal i et vist omfang selv angive fradraget," siger underdirektør for SKAT Richard Hanlov til Fagbladet FOA.
Tal fra 2013
På årsopgørelsen har SKAT automatisk sat kørselsfradraget på fra året før, og det kan både være for lavt eller for højt i forhold til 2014. Dine forhold kan jo være ændret i mellemtiden.
Er dit fradrag sat for lavt, er der penge at hente. Er det derimod for højt, kan du sikre, at du undgår at betale skat tilbage på et senere tidspunkt ved at ændre det. I begge tilfælde skal du rette din årsopgørelse inden 1. maj.
Du får fradrag for de dage, som du kører mellem din faste bopæl og arbejdsplads. Hvis altså du kører mellem 24 kilometer frem og tilbage i alt. Og det er ikke det samlede antal arbejdsdage, der er afgørende for fradraget, men kun det antal dage, hvor du faktisk kører mellem hjem og arbejde.
Her begår vi typisk fejl
SKAT oplyser, at de hyppigste fejl optræder, hvis:
- du har fået kortere eller længere til arbejde på grund af nyt job eller ny bopæl.
- du får fradrag for daglig kørsel mellem hjem og arbejdsplads, og du i virkeligheden kun kører måske én eller to gange om ugen.
- du får fradrag for alle årets arbejdsdage, selv om du har haft barselsorlov en stor del af året.
- du får fradrag for alle årets arbejdsdage, selv om du har haft en eller flere sygeperioder, hvor du ikke har været på arbejde.
- du får fradrag for alle årets arbejdsdage, selv om du i vid udstrækning har hjemmearbejdsplads, og derfor reelt kun kører mellem hjem og arbejdsplads måske 2 – 3 gange om ugen.
Hvor kan jeg finde flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om dit kørselsfradrag så tjek skat.dk/kørselsfradrag. Her kan du blandt andet måle dit befordringsfradrag med en kørselsberegner og se en lille film om, hvordan du retter dit kørselsfradrag i TastSelv.