To naboer er begge glade for at dyrke æbler. Den ene høster år efter år de smukkeste frugter, fordi hans æbletræer står på solsiden. På den anden side er der kun skygge, og det påvirker høsten.
Oversat til pensions-sprog er det groft sagt billedet på, hvad en overlæge og en social- og sundhedsassistent får ud af det, når de efter et langt arbejdsliv går på pension og hæver de penge, de begge har sparet op til gennem de opsparinger, der er aftalt i overenskomsterne.
Overlægen belønnes for et liv på solsiden, mens social- og sundhedsassistenten straffes for at være i et fag, hvor forholdsmæssigt mange kolleger ender på førtidspension og derfor skal bidrage ekstra meget til pensionskassens kollektive forsikringsordning.
Når en fysisk eller psykisk nedslidt lønmodtager bliver tildelt førtids- eller seniorpension, er det nemlig de øvrige medlemmer af pensionskassen – i FOA-medlemmernes tilfælde er det PenSam – der skal betale den pågældendes pensionsbidrag og forsikringer frem til pensionsalderen.
Det rammer PenSams kunder hårdt. Sammenlignet med en overlæge er der 12 gange større risiko for, at en sosu-medarbejder må søge førtids- eller seniorpension.
Disse velkendte vilkår får nyt liv i en dugfrisk rapport om urimeligheder og uligheder i det danske pensionssystem. Rapporten er lavet af analysebureauet Kraka, og ifølge Torsten Fels, der er direktør i FOA-medlemmernes pensionskasse PenSam, er resultatet alarmerende.
”Siden 2019 har udviklingen betydet, at de fattigste pensionskunder får udbetalt 9.300 kroner mindre om året, når de går på pension. Og en typisk sosu-medarbejder får i dag 17 pct. mindre i pension end gennemsnittet,” siger Torsten Fels.
Ulighederne i pensionssystemet udspringer af, at medlemmer af fagforbund som FOA tjener mindre end eksempelvis overlæger og skolelærere og derfor også sparer mindre op.
Ydermere oplever et selskab som PenSam, at mange af deres kunder har – eller har haft – det, man kalder ’en løs tilknytning til arbejdsmarkedet’ og har altså tjent endnu mindre gennem et uregelmæssigt og måske skrøbeligt arbejdsliv. Og dermed har de også sparet endnu mindre sammen.
”Det påvirker selvfølgelig deres små opsparinger endnu mere, når de også skal være til at betale til de kollektive forsikringsordninger,” siger Torsten Fels og fortsætter:
”Hen over de seneste seks år kan vi se en markant forringelse i deres pensionsvilkår. Det er voldsomt.”
Men nu skal det være slut. I hvert fald ifølge PenSam og Torsten Fels, som håber på opbakning til et forslag, der handler om, at alle pensionskunder – på tværs af pensionsselskaber – hjælper hinanden gennem ATP, som alle i forvejen betaler til.
”Som det er i dag, er ATP-systemet skruet asocialt sammen. Vi indbetaler alle det samme, men det er akademikerne der lever længst og altså får mest ud af systemet. Vi foreslår nu, at der gennem ATP-systemet kan der skabes grunddækning, som betyder, at det ikke længere er de lavestlønnede, der betaler den største del. I stedet fordeles regningen blandt alle pensionskunder og vil koste hver enkelt 111 kroner om måneden. Den model er både retfærdig og balanceret,” siger PenSam-direktøren.
Forslaget kræver et politisk flertal, som endnu ikke er på plads. Men PenSam er ved at gøde jorden.
”Jeg fornemmer, mange er overraskede over, at det står så grelt til,” siger Torsten Fels.
- Det nemmeste ville jo være, hvis alle pensionskasser – akademikerne, lægerne og FOA-medlemmerne – gik sammen og tilsluttede sig ATP-modellen?
”Ja, men sådan kommer det nok ikke til at se ud. Sådan er verden jo ikke skruet sammen. Der er ikke den brede opbakning til at fordele udgifterne på en anden måde. Derfor er vi nødt til at tale ind til en lidt bredere social forståelse.”
- Problemstillingen er gammel, så hvorfor er det først nu, I sætter tryk på?
”Fordi tingene rent ud sagt eksploderer nu. At en markant del af opsparingen der går til forsikringspenge. Hvis vi ikke ændrer det nu, udhuler vi den fremtidige pensionsmulighed.”
-Nu kan selv en akademiker se, den er helt gal?
”Ja, det vil jeg mene …”